Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1448Visninger
AA

9. Jeg har altid ret...måske (Marie)

"Jeg tror ikke det er nogen god idé.....Septhis," sagde jeg og stirrede på portalen. Jeg var langsomt ved at danne mig en ide om den verden hun kom fra, og jeg var overbevist om at de verdner ikke burde blandes. 

"Kom nu Marie! Er du højdeskræk?" spurgte hun og jeg skannede hende hurtigt. Hendes hår var sort og sat op i en lang fletning. Det var det første man lagde mærke til. Hendes øjne var brune og hendes hudfarve havde en nuance jeg ikke kunne kategorisere som andet end tanned. Hun var høj og under skidtet kunne jeg se hendes sorte tætsiddende bukser og en stram læderjakke over en sort t-shirt. Om hendes hals hang et sølvkors, der hvis mine teorier holdt stik, ikke gav den mindste mening. Hun var også iført et bælte med en indgraveret vægt. Alt sammen noget der puttede brikker sammen i pulsespillet i mit hoved. 

"Hvor kender du mit navn fra?" spurgte jeg og bakkede nogle skridt baglæns, væk fra den mystiske portal. Septhis lignede en der mentalt slog sig for panden. 

"Ehh, lang historie, det kan jeg bare se, vil du ikke nok følge med?" Jeg tøvede stadig. 

"Jeg tror ikke det er nogen god idé, at de to verdner mødes, skulle vi ikke bare finde en café et eller andet-" Jeg nåede ikke at færdiggøre sætningen, for i samme nu kunne jeg høre Midnight vrinske et sted oppe over hovederne på os. 

Tag nu med hende! Jeg vil gerne vide hvem hun er! Desuden er du ikke ved at gå til af nysgerrighed efter at se om du har ret?

Hold din mund, din skøre hest. Så vigtigt er det heller ikke! Desuden har jeg altid ret!

Septhis sendte mig et underligt blik. 

"Undskyld, det er min flyvende hest, han er ret så uforskammet. Se der er han jo!" Han kom dykkede ned fra skyerne, og strøg mod jorden i al for høj fart. Først for sent indså jeg, hvad han havde tænkt sig.

"Næh nej du!!" råbte jeg, men for sent og han koliderede med mig, så jeg vaklede baglæns hen mod portalen og kun lige nåede at gribe fat i Septhis hånd, før vi hvivlede gennem luften. Jeg fik lynhurtigt fornemmelsen af at blive kvalt i sand, noget der var langt værre en at skyggerejse. Pludselig forsvandt den hvirvlende fornemmelse og vi faldt. Jeg begyndte at skrige, fordi jeg opdagede at vi befandt os i nøjagtig den situation, som Septhis havde beskrevet for os og faldt nu mod jorden ved siden af den tiltænkte bygning. Jeg lukkede øjnene. 

Og vores fald blev stoppet. Forvirret og lettet åbnede jeg øjnene og opdagede, at jeg stadig hang og dinglede i luften, men at Midnight, som havde været uheldig nok til at komme med gennem portalen havde grebet Septhis, som nu krampagtigt og med sammenbidte tænder holdt fast i min hånd, så jeg ikke styrtede i døden. Egentlig ret betænkt som af hende. Det var anden gang hun reddede mig den dag. 

"Hold fast!" råbte hun.

"Det kan du sgu da sagtens sige, det er dig der holder fast i mig!" svarede jeg og låste mit håndled fast i hendes, så vi rent faktisk hjalp hinanden. "Midnight, få os så ned!"

Jeg troede du var så klog, at du kunne regne ud hvordan man flyver!"

"Din næsvise hyphest!" skreg jeg. "Mennesker kan ikke flyve!"

Lad være med at kalde min det! Jeg kan nemt smide hende din veninde af!

"Nej, okay undskyld, Midnight, vil du ikke nok få os ned på jorden?" Han vrinskede som svar og langsomt, fik han os styret mod det varehus tag, vi burde være landet på. Jeg fik et chok da jeg fik øje på palæet foran mig, da jeg endelig fik fast grund under fødderne. Jeg ville gøre næsten hvad som helst for at vide, hvad Septhis tænkte, men det blev der nok ikke noget af.

"Bor du her?" spurgte jeg. Palæet var stort og mindst i tre etager. På taget stod der to statuer, jeg ikke lige med det samme kunne genkende. Men at det var nogen fra egyptisk mytologi, var jeg ikke i tvivl om. Hans hovede var en fugl med et langt tyndt næb... Der ringede altså en klokke et sted!

"Ja, kommer du?" Jeg opdagede, at jeg stod og stirrede.

"Øh, ja...Midnight, tag du bare hjem."

Okay, men pas nu på! Hvis Athene opdager at du besøger det her sted-

"Der sker ikke noget, jeg kan jo tage fejl!"

Sagde du ikke det modsatte for to minutter siden?

Jeg ignorede ham og fulgte efter Septhis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...