Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1461Visninger
AA

27. Jeg hader ham (Marie)

Der var stille i adskillige minutter. Ingen sagde noget men stirrede bare på Septhis. Undtagen mig. For mit blik var atter faldet på Ned. Der var et eller andet meget vigtigt han holdt tilbage, og det kunne betyde alt for om det på nogen måde kunne lykkes os at redde John Snow, og forhindre at Daenerys faldt for Slangens hånd, sådan som Ned havde sagt drømmen havde fortalt ham. 

"Septhis har ret!" sagde jeg så og alle vendte øjeblikkeligt deres øjne mod mig. "Selvfølgelig har hun det, og det ville ikke undre mig hvis det ikke blev den eneste gang hun har det. Guder," mit blik faldt på Apollon og jeg ændrede skyndsomst det jeg var ved at sige, "Eller de fleste i hvert fald, er faktisk ret kloge. " Septhis sendte mig et svagt smil. "Septhis har ret, og derfor bør vi også tænke os godt om før vi beslutter os for, hvad vi gør nu." Emma så forhåbningsfuldt på mig.

"Du har en plan?" spurgte hun.  Jeg rystede på hovedet. 

"Desværre ikke, jeg arbejder på noget, men jeg mangler nogen oplysninger." Jeg havde rejst mig op og var gået hen till Ned. Han stirrede på mig, som jeg tårnede mig op over ham, selv om det i en hver anden situation ville have været fuldstændig latterligt. Jeg var mindst et hoved lavere end ham og han var ikke specielt høj. Sam skubbede til ham og han rejste sig tøvede, så man rigtigt kunne se forskellen. Men man skulle aldrig undervurdere en hidsig dværg. Og da slet ikke når dennes to bedste venner var parat til at slå vedkommende ihjel, hvis han eller hun prøvede på noget.  "Nogle jeg er overbevist om at du besidder, Ned!" skreg jeg irriteret op i hovedet på ham, så han bakkede et skridt, men opdagede at der var en sofa i vejen. Han faldt tilbage, hvilket fik Septhis til at fnise, næsten utydeligt. Men jeg opfangede det, og smilede selv en smule selvtilfredst.

"Jeg ved ikke hvad du snakker om," sagde han undvigende. Det gjorde mig altså ikke mindre vred.

"Det er i hvert fald løgn," sagde jeg. "Jeg kender dig Ned, og jeg kan se når du lyver. Du har ikke fortalt os alt hvad du ved. Hvad ER det du har drømt, der er så vigtigt at du kan lyve for dine venner?" Jeg regnede ikke længere mig selv som en af dem, men jeg syntes det var ondt af ham at lyve for Lukas, Emma og måske Sam. Hvis han ikke allerede vidste det. 

"Jeg kan ikke fortælle dig det Marie, hvis jeg kunne havde jegg allerede sagt det!" Han så ned i gulvet. "Af alle mennesker er du den jeg mindst kan fortælle det til." 

"Undskyld, hvad sagde du?" spurgte jeg fornærmet. Jeg havde været hans kæreste gennem to år, og det gjorde mig virkelig vred at han kunne tillade sig at sige at jeg specielt ikke havde ret til at vide noget, der var vigtigt for at vi kunne redde verdenen. Det var bare ikke fair!

"Marie, jeg tror du skal sætte dig ned," lød det fra Sam. Han så på Ned. "Jeg ved godt at du ikke kan sige det og da slet ikke til hende, men helt ærligt fortjener de at høre det! Og du bryder ikke reglerne hvis jeg siger det." Han nikkede tøvende, Til min store overaskelse, havde han tårer i øjnene. 

"Hvis hun kommer noget til, Sam, så er det din skyld." Sam smilede bedrøvet. 

"Det ved jeg godt," sagde han. "Men hvis de ikke ved det, så kommer de alle noget til, og det kan vi ikke tillade. Som Septhis sagde, så er der aldrig noget der retfærdigt for alle. " 

Vi havde siddet tavst og fuldt med i deres samtale, men forskellig grader af nysgerrighed. Nuu vendte Sam opmærksomheden mod os igen, og begyndte at fortælle.

"Du har helt ret i Marie at Ned udlod en hel del i første gennemgang af sien drømme. Men sagen er den at han er bundet på hænder af fødder. Slangen og den mand der hedder Mance Rayder-"

"Vent hvad?" udbrød Sephis. "Dem begge to?" Sam nikkede. Septhis gøs uvilkårligt. 

"Slangen viste ham hans far, slået halvt ihjel og i hans fangeskab, i et hengemt rum i muren, dårligt beskyttet mod kulden. Så talte han selv direkte til ham."

"Så han befinder sig på Muren?" spurgte jeg. "Og det har Slangen fortalt ham? Han vil have at vi kommer til muren?" Jeg sagde ikke at det var lige præcis det jeg syntes vi burde gøre. Fordi slangen ville også vide at Septhis ville sige det var en fælde. Og derfor ville han forvente at det gjorde vi ikke. Hvis vi så gjorde det, kunne det måske overaske ham.

"Det gør han, ja, men de er ikke det vigtigst! Marie det er vigtigt at du hører efter, det her vil måske forklare hvorfor han slog op med-" 

"Forklare hvad Sam? Hvorfor han valgte at knuse mit hjerte? Han valgte at blive i min verden, for min skyld! Vi lovede at vi ville være der for hinanden uanset hvad! Det kan han ikke forklare sig ud af bare fordi en eller anden Kaosgud har fortalt ham et eller andet, der sikkert bare er en manipulation!" 

"Marie, jeg..." begyndte Ned.

"Hold din mund lukket! Jeg vil ikke høre hvad du har at sige! Der er intet som helst der kan forsvare det der, og du kan lige så godt lade være med at prøve!" Jeg rejste mig op og trampede hen til døren. Jeg vendte mig mod Sam.

"Fortæl det til de andre hvis du vil, men du kan ikke overbevise mig om noget som helst! Jeg hader ham!" Så stormede jeg ud af døren og løb i blinde i lang tid. Det var først da jeg stod ansigt til ansigt med en væg at jeg ikke anede hvor jegg var henne. Jeg sank hulkende sammen op at den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...