Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1461Visninger
AA

10. Jeg bor i et galehus (Septhis)

"Okay," sagde jeg. "Jeg har fløjet med en griff men aldrig på en hest før... Nå, men jeg bliver nødt til at advarre dig mod min mor og onkels elever... de har ikke helt styr på magien endnu, og du kan godt rissikere at blive ramt af et eller andet ubehageligt. Dertil må du-"

"Hey, vent, hvad? Magi, ramt af et eller andet ubehageligt... Hvad i al verdenen snakker du om?! Er det Hekates børn?" afbrød Marie.

"Hekhet's hvad? Guderne kan altså ikke få børn! Og vi har endnu ikke haft nogle elver, der vagte Hekhets vej... jeg ved heller ikke hvad de skulle gøre med frøer...-"

"Hvad i al verdenen snakker du nu om? Jeg sagde Hekate, som i Gudinden for magi," afbrød Marie endnu en gang. "Og selvfølgelig kan guderne få børn! Mine farfar og min mormor er begge guder!" Jeg stirrede lidt på hende.

"Og hvilken planet var det du sagde du var fra igen? Magiens gudinde hedder altså Isis, og min mor følger faktisk hendes vej-"

"Hvad er det dog du fabler om?!"

"Hvad er det du fabler om? Jeg prøver at advarre dig her!" udbrød jeg. "Du skal ikke blive forskrækket hvis du render ind i Khufu, han er vores kælebavian. Han nægter at spise noget, der ikke ender på "o" og siden der ikke er så meget af det, har vi været nødt til at give ham flamingo'er-"

"FLAMINGOER?! Fordre I jeres abe med flamingoer?!" spurgte Marie forfærdet.

"Ja, men bare rolig, de er døde når han for dem. Det kan være, at vi er heldige, at møde Amos, min morfars bror, men han har altid så travlt, så det er ikke sikkert. Når ja, du skal ikke røre ved...Walt... medmindre han rækker hånden ud for at give dig hånden, eller siger, a det er okay. Hvis ikke lige han har styr på... Anubis... rissikere du at blive forvandlet til gravstøv-"

"HVAD?!" udbrød hun, nu så hun oprigtigt forfærdet ud. Jeg indså, at palæet nok lød lidt som et galehus...

"Bare rolig, der lyder værre end det er... og så alligevel ikke... Nå, men du skal selvfølgelig også passe på min mors tekande-potte-ting... Den flyver konstant rundtg og råber "dø, dø!", men den er ikke farlig, medmindre den flyver ind i dit hovede, det kan godt gøre ondt..." Foruden at hun lignede et spørgsmålstegn, var hun blevet helt bleg.

"Hey, jeg har overlevet her igennem de sidste seksten år, så du skulle nok kunne klare en halv time... med mindre vi selvfølgelig bliver angrebet af en kriossfinks," drillede jeg. Hun så ikke ud til at fange den, så jeg slog afværgende ud med hånden. "Hvilket ikke kommer til at ske, siden min mor har fået Isis til at lære hende de kraftigste beskyttelsesbesværgelser, da vi genopbyggede palæet..." Hun lignede om muligt et endnu større spørgsmålstegn. "Årh, altså, du bliver vikeligt nødt til at læse børgerne!" udbrød jeg. Det så ud til at fange hendes opmærksomhed.

"Hvilke bøger?"

"Min mor og onkel Carter fortalte deres historie på nogle kasettebånd og sendte dem til en forfatter, der skrev dem ned... Har du helt seriøst ikke læst dem? Kane arkiverne? De var nummer et på New York Times bestseller liste?" Hun rystede på hovedet. Jeg sukkede.

"Og jeg som troede, at du var en fan af bøger," sagde jeg. Hun nikkede.

"Det er jeg også," sagde hun.

"Okay, men lad os se at komme indenfor. " Jeg gik hen til "døren", som egentligt bare var nogetder lignede en en kæmpestor, tre tons tung sten... måske fordi det var en kæmpestor tre tons tung sten. Okay, den var stor, men den vejede kun tre ton på grund af noget magi, så der var mindre chance for, at nogen forsøgte at bryde ind i palæet den vej.

"W'peh," sagde jeg. En gylden hieroglyf lyste op, og så svingede stenen op på sine ikke eksisterende hængsler. Marie stirrede på mig med øjne så store som rundetårn, ej okay, jeg læste H.C. Andersen for en af de mindste i går. Utroligt hvor glad en seksårig kan være for en dansk eventyrsforfatter. Hun er ligeglad med hvad der står i den, bare det er ham, der har skrevet den.bNå, men Maries øjne var i hvertfald store.

"Kom bare ind," sagde jeg og gik indenfor. Kun troldmænd og dødelige, og tilsyneladende Marie'er, kunne komme igennem døren uden at blive inviteret ind. Jeg selv måtte blive inviteret. ind , da mor kom hjem fra hospitalet med mig, ellers ville jeg... ja det ved jeg egentligt ikke, ingen  guder har nogensinde været dumme nok til at forsøge.

Marie fulgte tøvende efter ind i den store sal. De fem yngste løb rundt og legede, hvilket involverede en masse ikke-drænende magi, en brevåbner, en køkkenkniv af den skarpe slags og en nu fuldstændigt opsprættet slange-bamse. Den skulle forestille Apophis, kaosguden, som det heldigvis lykkedes mine forældre og onkel Carter, med lidt hjælp fra en del andre -selvom halvdelen, nej, syv ottendedele af dem, heller bare ville slå dem ihjel- at spærre ham inde i en eller anden palet, den der var blevet stjålet, cirka tre sekunder efter det var lykkedes ham at sluge solen. Det vil sige Ra... Tja, Amun, faktisk, men det var det samme. Seriøst, han led virkeligt af skizofreni! Om morgenen var han Khepri, med et hovede som hele kroppen af en skarabæ -noget med genopstandelse- og middagen var han Amun, en ørn, og om aftenen var han Khnum, en vædder. Og hele pakken var ham vi kaldte Ra, eller Re faktisk, men jeg går ikke ud fra, at nogen har brug for de egyptiskenavn for solguden Ra nu til dags.

Nå, men i midt i rummet stod der en stor statue af visdomguden Thoth -han var overbevist om, at musik er en form for magi og at Elvis Presley var en troldmand- hvor der pøsede en masse vand ned over hans hovede og ned i hans hænder, der blev holdt som en anden baletdanser, så Khufu- bavianen- Carter, og nogle af de andre brugte Thoth som basketbalkurv... Nå, men når vandet ramte Thoth blev det renset, hvilket hjalp en til bedre at kunna kanalisere sin magi, hvilket  var grunden til, at de drak statuens badevand til morgenmaden. Det slap jeg for, da jeg ingen problemer havde med at kanalisere min magi, siden jeg jo var en gud. De af os, der var værter for guder -det vil sige Walt lige pt.- slap også for det, da de havde gudernes kræfter at kanalisere, så de ikke tærede for meget på deres egen. Bag ved statuen af Thoth -han har et ibishovede, hvilket er en fugl med en tynd hals og et langt næb- var trappen til de andre etager, hvor der var soveværelser. Til højre var der en dobbeltør af træ, forstærket med jernkanter. Døren var låst med ni forskellige hængelåse og beskyttet med alverdenens beskyttelsesformulare. Det var vores bibliotek. Og nej, vi er ikke fuldstændigt overbeskyttende over for vores bøger, der er nemlig også en masse andre ting derinde, der ikke måtte falde i de forkerte hænder.

Til venstre var glasdøren ud til poolen, hvor krokodillen Filip af Makedonien svømmede rundt.

Inde i salen var der også et sofa anlæg med et TV. Marie kiggede sig forvirret rundt, og efterhånden som de andre opdagede hende og stoppede, hvad end de nu var i gang med, til fordel for at stirre på hende. Zia, min onkels kone, var selvfølgelig den første, der tog sig sammen til at reagerre. Det gjorde hun ved at give onkel Carter en albue i siden, så han vågnede op.

"Øh... ja, hej, mit navn er Carter og-" han var begyndt på den tale han altid gav de nye elever, når de dukkede op.

"Hun er ingen troldmand, er jeg ret sikker på," afbrød jeg. Så vendte jeg mig mod Marie.

"Hvad var det nu du sagde du var igen?" spurgte jeg.

"Øh... Efterkommer af halvguder," svarede hun. Jeg smilede til onkel Carter, der tydeligtvis så forvirret ud. Zia så ikke mindre forvirret ud, men det forhindrede hende selvfølgelig ikke i at være nysgerrig.

"Hvorfor er I helt smurt ind i sort slim?" spurgte hun. 

"Lang historie. Boget med en flyvende hest og en Kriossfinks. Ikke så vigtigt. Jeg tager lige Marie her med op i mit værelse, så vi kan få vasket det af og måske finde ud af, hvad pokker hun fabler om. Er mor kommet hjem endnu?" spurgte jeg. Onkel Carter skulle lige til at svare, da en anden stemme tog over.

"Nej. Hun burde have været her nu." Min far nåede lige at tale ud, før Walt gentog, så alle, der ikke var guder, også kunne høre det. Han var lige kommet ned ad trappen.

"Det er min far," fortalte jeg Marie. Både Walt og min far vidste, at jeg omtalte dem begge, for Walt havde altid behandlet mig som sin egen datter.

Jeg tog Maries hånd for at få hende til at følge med mig forbi Walt op ad trappen til mit værelse. Det var faktisk næsten en lille lejlighed, men sådan var alle værelserne. Det havde eget badeværelse samt et lille indbygget køkken med vask, køleskab og microbølgeovn. Min seng stod henne under vinduet og var som den eneste her i palæet, ikke udstyret med en hård elfenbenshovedpude. Den sørgede for, at troldmandesn ba, hvilket var en af sjælens dele, bevidstheden, tog på rejser mens man sov, for foruden, at det var dødirriterende og at man ikke altid opdagede nogle rare ting, var man død træt om morgenen. Det var selvfølgelig noget jeg havde fået fortalt, da jeg ikke selv havde problemer med min ba. Den blev hvor den var. Til gengæld kunne jeg se andre ba, hvis den tog på vandring. Det var en kylling med ejerens hovede, virkeligt komisk at kigge på, brotset fra, at min mor regnede ud, hvordan hun kunne se ud som hun ville.

Der var også et lille rundt bord med fire stole midt i rummet.

Ud over det havde jeg mindst en model af hver eneste henrettelssesredskab, menneskene nogensinde havde  opfundet. Jeg gik faktisk med et om halsen: korset. Kristne har fordrejet det til at være noget godt, men det var altså noget man brugte til at henrette folk med. Noget, der var langt mere grusomt end en galge eller en guillatine.

"Nå," begyndte jeg og trak en stol ud fra bordet, men ombestemte mig inden jeg nåede at sætte mig ned. "Vil du ikke have et bad? Så kan vi stille hinanden spørgsmål bagefter." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...