Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1454Visninger
AA

26. Gråd og vrede (Emma)

Egentlig forstod jeg godt konceptet med, at døden var en gave. Især efter at Septhis havde forklaret, hvad et evigt  liv, som jeg ellers indtil nu havde set som en god ting indebar.

Så lød tanken om at hvile for evigt i de syv guders hus eller ride gennem nattelandende på en hest skabt af ild altså ret meget mere tiltrækkende.

Alligevel kunne jeg ikke klare tanken om, at denne åbenbart egyptiske gudinde havde tænkt sig at lade min mor dø.

Selv Ned havde jeg ondt af. 

Han så så forvirret og ødelagt ud. Som om han var ved at blive flået midt over indvendig,

Jo mere jeg så på ham, jo mere gik situations alvor op for mig.

Hvis Septhis fik sin vilje, ville jeg komme ud af det her forældreløs. Alene...og med venner der skulle tilbage til deres egen verden.

Jeg ville pludselig skulle stå med alt ansvaret for et helt kongerige.

Hellere dø end leve helt alene.

En sviende fornemmelse fandt mine øjne, jeg skjulte ansigtet i hænderne og forsøgte forgæves at kvæle et hulk.

"I må ikke....I må ikke gøre det her mod mig," fremstammede jeg halvkvalt mellem rystende hulkeanfald, der nu havde fået et skræmmende godt tag i mig.

Nu var jeg gået igang og kunne slet ikke stoppe igen.

"Jeg kan ikke....leve på den måde,," gispede jeg og sank uden tanke for, at alle i rummet højst sandsyneligt stirrede undrende på mig sammen på gulvet, hvor jeg begravede ansigtet i det myriske tæppe.

Dog blev jeg hurtigt trukket op at sidde og et par arme blev lagt om mig.

"Det skal nok gå...vi...vi finder ud af noget...det gør vi altid," Sam forsøgte desperat at berolige mig, imens han knugede mig indtil sig, som om jeg ville gå i stykker, hvis han gav slip. Hvilket jeg højst sandsyneligt også ville.

"Måske ville der være større change for at redde verdenerne og også din mor, hvis du tørrede øjnene," sagde Septhis. Jeg forestillede mig, hvordan hun rullede med øjnene

Sam stivnede pludselig.

I et langt øjeblik lå der en slags trykkende stilhed over ham. som en skyfri blå sommerhimmel, før en altødelæggende storm.

"Har du overhovedet ingen form for medfølelse? Er der følelser inden i dig et sted, eller er det hele bare en skal af fancy trylleformulere og fakta om det gamle Egypten, som alligevel ikke betyder noget mere? Du har for helvede lige bedt hende om at lade sin mor dø, det er forståligt, at hun er ked af det!" han lød som om, han dybt ønskede at sætte ild til hende, eller noget i den stil.

Et par sekunder skete der ikke noget, men så lagde fortydelsens skygge sig over ham.

"Undskyld, jeg sagde for meget," mumlede han.

"På ingen måde, Sam, jeg går ud fra, at det er det, du vil kaldes, du sagde nøjagtig hvad du mente, på trods af, at jeg lige har fremvist mine evner som bueskytte. Jeg har skam masser af følelser, men jeg ser på ingen måde døden som en dårlig ting. Og til det med fakta om egypten, så er de højst vigtige, siden vi nu skal forsøge at stoppe slangen. Siger I hans navn, vil han øjeblikkeligt kende til jeres præcise placering. Finder I ud af hans hemmelige navn, hans ren, bliver det fysisk umuligt for ham ikke at gøre hvad i beder ham om. Sådan er det med alle guder, og alle guder kender hinandens hemmelige navne, men det skal udtales korrekt og siges på en bestemt måde, som ingen guder, på nær den tætteste famile, kender. Og uheldigvis er ingen I familie med Slangen, så den ide er ligesom faldet til jorden. Og nej, jeg bad hende ikke om at lade sin mor dø, jeg bad jer alle om at prioritere alle verdenernes sikkerhed over en eller to personer, for hvis det lykkes os at ´redde´ dem, men vi så taber til Slangen, så kan det jo være fuldstændig lige meget, eller måske endda værre, for hvis Slangen for fat i Anubis og Thanatos og hvad ellers der er af andre dødsguder, jamen så ville det jo være bedre for dem, hvis de rent faktisk døde, og ja det er forståeligt at hun græder, men vi kan ikke bruge tåre til noget."

Jeg hævede blikket, men i stedet for at se på Septhis, fik jeg øjenkontakt med Marie.

"Vil du ikke nok sige til mig, at du har en plan....hellere dø end at leve uden min mor,"  hviskede jeg og så bedende på hende.

"Det må du ikke sige Emma, ikke engang for sjov," lød det chokeret fra Sam.

"Sam jeg mener det, uden hende har jeg ingen familie tilbage, hvis dette er, hvad der skal gøres, kan jeg lige så godt lægge mig på begravelsesbålet med det samme," sagde jeg.

"Se det fra den lyse side, hvis vi besejre Slangen, men din mor dør, så vil du idetmindste have valget," sagde Septhis.

Pludselig fløj jeg op og stillede mig ansigt til ansigt med hende. Det var ikke engang noget, jeg havde tænkt mig. Det var som om, min krop reagerede af selv.

"Lyt til, hvad jeg siger nu og du kan lige vove på, at kaste en af dine små fikse forhekselser over mig igen," begyndte jeg med alt min prinsesseautoritet.

Selvom hun var et godt stykke højere end mig knejsede jeg med hovedet og så uforstyrret op på hende med kulde i blikket.

Rummets temperatur synes at falde drastisk og det skulle ikke undre mig, hvis is pludselig begyndte at kravle hen af væggene og fryse gulvet.

"Lady Septhis. De taler så modigt og uselvisk om at bringe ofre for verdens eget bedste...men fortæl mig....my Lady...Hvad ofre De?"

pludselig mærkede jeg nogen tage den hånd, Sam ikke allerede havde fat i.

"Jeg er enig med prinsessen. De har så vidt, jeg forstår begge Deres forældre og De er oven i købet en gudinde. Hvad mister De ved det her?" det var Ned. 

Min første umildbare tanke var, at jeg burde trække min hånd til mig, men jeg var alligevel taknemmelig for hans støtte, og vi var i samme båd.

"Jeg har aldrig kendt min mor og nu vil De have, at jeg skal lade min far dø. På samme måde døde Prinsessens far, før hun blev fundet. De har begge deres forældre og mister ikke noget ved det her. Jeg kan ikke se retfærdigheden i dette," sagde han.

"Retfærdigheden? Du synes måske, at det er mere retfærdigt, at redde to mennesker, og derved smide alle verdeners sikkerhed væk, blot for, at det to personer, sammen med alle verdeners liv, vil imødegå en skæbne, langt værre end døden? Hvis du spørger mig, vil det være bedst, i tilfælde af, at vi skulle tabe til Slangen, de døde, så de ikke behøves at lever i det mareridt, kaos vil skabe. Og bare rolig, Nehm. Jeg har skam alt at tabe. Slangen er en tyran, kaosguden. Hvem tror du, der sørger for orden her i verdenen? For det er da ved guderne ikke menneskene! Det kan godt være, at iI måske mister jeres forældre til døden, men jeg vil miste hele min familie, til en skæbne langt værre end det. Det vil vi alle. I er faktisk de, der er bedst stillede. Så begynd ikke at tale om retfærdighed. Der er intet, der nogensinde vil være retfærdigt for alle."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...