Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1485Visninger
AA

18. Forvirring (Marie)

"I gode mig, hvad har du gang i tøs?" udbrød Apollon forbløffet. På det tidpunkt var jeg ved at komme mig over forskrækkelsen, og brast i latter, men kom så i tanke om, at det måske ikke var det smarteste. Apollon sendte mig et hvast blik.

Septhis forholdt sig dog fuldstændig køligt og stirrede bare tilbage på ham. Hun nedstirrede ham i et langt stykke tid, før hun så åbnede munden. Hun nåede dog aldrig at komme med et svar, da jeg hørte en hest vrinske et sted over mig, efterfuldt af en dundrende hovedpine, fordi to heste og en dreng skreg mit navn på samme tid.

"Marie!"

"Hey!" skreg jeg tilbage, og greb blindt ud efter et eller andet, som vidste sig at være Septhis arm. Hun kiggede forundret op på pegasusserne der landede på vejen ved siden af os, og lod ikke til at bemærke at jeg var tæt på at rive hendes arm af led. Jeg skyndte mig at give slip. "Det gør altså ondt, det der!"  Sam hoppede af sin pegasus og løb bekymret over mod os, med et undskyldende smil. Jeg ignorerede den anden skikkelse som langsomt steg af sin egen pegasus.

"Det må du undskylde Marie, jeg glemmer at du er hestehvisker!" Han gik frem mod mig og jeg gav ham uden videre et kram, fordi jeg var glad for at se ham. Men næsten med det samme slap jeg ham.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg mistroisk. Jeg ignorerede stadig hans ledsager. Det gjorde Apollon desværre ikke.

"Hej, makker!" sagde han og gav ledsageren en albue i siden. "Hvordan går det med at stikke titaner ned, Ned?" Han syntes åbenbart selv, at han var sjov. Ned mumlede et svar, men turde ikke se op på mig. Jeg  kiggede også væk meget hurtigt. Og mærkede Septhis blik i nakken. Til mit held var Sam ikke til at slå ud af kurs.

"Lizzy kom bekymret tilbage til lejren og sagde at du ikke ville med tilbage, og at det helt sikkert var et eller andet i vejen med dig!"

"Jeg har det fint som du kan se." Han smilede.

"Og det vil du have mig til at tro på?" sagde han. "Du har vidst ikke set dig selv i et spejl, du ligner en goth, går rundt med en goth og står og snakker med solguden...Yep, meget overbevisende!"

"Hey, jeg står altså lige her!" sagde Apollon. Ingen af os gad se på ham. Jeg var bare ved at bive en smule sur på Sam.

"Jeg har det fint, hende "gothen" som du siger, hedder Septhis, hun er gudinde og du burde vise lidt respekt Sam!" Han holdt afværgende hænderne op. "Desuden reddede hun mir liv, to gange." Det sidste sagde jeg i et mere roligt tonefald og sendte Septhis et taknemligt smil. Septhis kiggede dog bare underligt på Apollon, faktisk med noget der lignede afsky, som var ved at spejle sig selv i den røde lak på Frk. Awesome.

"Okay okay!" sagde Sam. Han gik hen til Septhis og rakte hånden frem. "Mit navn er Sam, jeg er halvgud og er en af Maries venner."

"Græker har jeg ret?" spurgte hun mig. " Som jeg sagde før; arrogante!" Hun himlede med øjnene og jeg smilede svagt. Hun vendte sig mod Sam. "Goth er sådan nogle med nitter, slør, omvendte kors og overdrevent brug af kohl...jeg mener eyeliner!" Hun smilede venligt, og jeg kunne regne ud at der var payback på vej. Hun gjorde mine til at ville tage hans hånd. Han så fornærmet ud og jeg fangede noget i hans øjne. I sidste øjeblik inden Septhis tøvende gav ham hånden, slog jeg ham i maven, så han krummede sig sammen, så hun ikke kunne gribe fat i hans hånd, der var flammet op.

"Sammy Valdez Junior!" råbte jeg som om jeg snakkede til en uartig hundehvalp.  Ned rømmede sig og det gibbede i mig, inden jeg tog en fuldstændig følelseskold vendte mig mod ham og sagde som om det ragede mig en høstblomst:

"Hvad?"

"Måske burde vi starte forfra? Det her er forvirrende." Jeg sendte ham et dræberblik, men nu brød Apollon ind.

"Vi kunne jo starte med et digt-"

"Nej!" råbte både mig og Septhis i munden på hinanden. "Vi starte forfra, okay?" fortsatte Septhis.

"Okay," svarede Apollon såret.  Jeg vendte mig mod Sam.

"Hvad laver I her?"

"Som jeg har sagt, så nævnte Lizzy at du nok var i fare og vi tænke at vi ville hjælpe dig-"

"Også ham?" sagde jeg og pegede på Ned, som om han var en ting og ikke et menneske.

"Især ham, han sagde han trængte til noget at lave." Jeg nikkede, uden at vise den minimale glæde det gav mig.

"Okay, men her sker der altså ikke mere, vi har gjort det af med uhyrerne og har egentlig bare drukket kakao, så I kan bare tage hjem-"  begyndte jeg.

"Marie?" sagde Ned forsigtigt.

"Hjem igen, jeg tror jeg vil-"

"Marie!" råbte han. "Hør så efter! Vi kan ikke tage tilbage!" Jeg stirrede på ham.

"Hvad mener du?" spurgte jeg forundret og glemte et øjeblik helt at være vred.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...