Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1491Visninger
AA

7. Et eller andet med en sten samt en pige med en kniv (Septhis)

Jeg skyndte mig hen til det sted, min mor påstod, hun havde set en kriossfinks. Hun havde ikke selv gjort noget ved det på grund af noget, der involverede en tyv og den palet kaosguden Apophis var spærret inde i. Nå, men i hvertfald stod jeg nu og stirrede på sceneriet foran mig. En eller anden modig, men på gransen af idiotisk pige rendte rundt og forsøgte at.stikke den ned md en simpel kniv. Jeg kiggede mig omkring. Græsset var reduceret til sorte ulmende totter. Kriossfinkse  kunne sikkert ikke lide græs.

Kriossfiksen, der var ved at slå pigen ihjel lige i øjeblikket, var en ildspyende løve med en vædders hovede. Den var på størrelse md en fuldvoksen løve, hvilket betød, at de  ikke kunne være mere end en tre måneder gammel. Altså en helt lille bitte en. De kunne faktisn ikke blive meget mindre... Hov! Tilbage til "ved at slå en pige ihjel". Jeg styrtede ned ad bakken mens jeg forsøgte at filtre Hathors syv  bånd ud - det var ikke smart at bruge dem som stegepader (lang historie)- så jeg kunne binde sfinksen.
"U-tas!" Intet skete. Tas var kommandoen for "bind" men den virkede tilsyneladende ikke den anden vej rundt. Jeg var ti meter fra kriossfinksen nu og havde ikke tid til at filtre dem ud. 
"Hey, bondegårdsdyr!" Råbte jeg.  Den vendte sig forvirret mod mig. Jeg tog chancen og kastede hathors syv bånd-der i øvrigt var mere sammenfiltrede end mine høretelefoner- op i luften mens jeg råbte "Tas!" Og båndende forsøgte virkelig, men det endte med, at de snoede sig harmløst om kriossfinksens ene horn. 
"Pokkers!" udbrød jeg vredt. Kriossfinksen udstødte en lyd midt i mellem en ged fra helvede og et æsel, der fik lavet en pedikure. Nu var den sur.  Den var nok kun en unge, men den ville kunne brænde  New York ned til grunden. Og nu kom den løbende hen mod mig. 
"Tænk hurtigt," mumlede jeg og trak min Netjeri-kniv op af skeden. En Netjeri-kniv har en kniv, der blev brugt ved ofringer og mumificeringer. Den havde et langt tyndt blad af obsidian og kunne skære i gennem stort set hvadsomhelst. Jeg havde fået den af min far og havde den altid på mig.

Der var to måder at slippe af med en kriossfinks. Et: ved at spærre den inde i et egyptisk relikvie -jeg havde tilfældivis ikke et af slagsen i nærheden- eller to: at forbande den langt ned i duat, hvilket krævede, at man slog den ihjel, hvilket kun kunne gøres vedhjælp af magi, eller magiske våben. Heldigvis var en Netjeri-kniv i den sidste katagori. Så var der bare et nyt problem: Jeg kunne umuligt komme tæt nok på. Kriossfinksen åbnede munden og udstødte den underlige lyd endnu en gang. Så fik jeg en ide. Ganske vist en meget dårlig ide, men det var da mere, end hvad pigen med kniven, som i øvrigt først nu var kommet på benene, kunne prale af.

"Jeg håber du har taget skiftetøj med!" råbte jeg. Hun kiggede uforstående på mig. Så vendte jeg min fulde opmærksomhed mod kriossfinksen.

"Ha-di!" råbte jeg. Det var kommandoen for "ødelæg" og en af de første kommandoer en troldmand lærte, selvom den tærede meget på ens kræfter. 

Kriossfinksen stoppede forvirret op et øjeblik, før den så ud som om den skulle kaste op, hvorefter den eksploderede i en kaskade af slimet sort blod, mens pels, kød og hornstykker fløj i alle retninger. Det var varmt, klamt og klistret. Og både pigen og jeg havde det smurt ud over hele kroppen. Som jeg sagde før: meget dårlig ide, men hey, den virkede!

Pigen så ikke så glad ud. Hun stod med åben mund og hændernde ud fra kroppen i et kropsprog der sagde "Ad for helvede! Hvad fanden skete der?!" Måske bare med nogle lidt mere finurlige vendinger, end det kristne bras. Under alt snasket var hun iført en orange t-shirt og et par jeans.

Jeg selv tørrede hurtigt stadset af mit ansigt og forsøgte at få det ud af mit hår, før jeg gik hen til hende.

"Hej," sagde eg usikkert. Hun smilede vagt.

"Jeg ved ikke om jeg skal takke dig, eller råbe og skrige," sagde hun.

"Bare gør det sidste, det gør alle andre," svarede jeg med et smil, og rakte hånden frem. "Jeg hedder Septhis." Hun stirrede lidt usikkert på den, før hun kiggede tilbage på sin egen hånd. Begge hænderne var smurt ind i snask. Så trak hun på skuldrende og greb min hånd.

"Jeg er ked af det med... ja, det her," sagde jeg og slog ud med armene. 

"Det gør ikke noget. Hvis det ikke havde været for dig, ville jeg være blevet ædt," sagde hun. "Hvad i al verdenen gjorde du egentligt?"

"Nårh, det var bare en Ha-di formular, siden Hathors syv bånd jo ikke virkede-"

"Stop! Stop. Hvad i al verdenen fabler du om?" spurgte hun. Jeg gav mig selv en mental lussing. Bare fordi hun havde kunnet se kriossfinksen -hvis hun havde kunnet se den og ikke bare havde set et eller andet andet (menneskers hjerner var ikke bygget til at se demoner, guder og andre ting i den afdeling, så deres hjerner ændrede det somregelt til noget helt andet- behøvedes hun jo ikke at være uddannet troldkvinde, og da slet ikke, når hun angreb den med en kniv.

"Øh... Det kommer vist til at kræve noget forklaring... Hvad så du egentligt?" spurgte jeg. Hun måtte enten tro at jeg var fuldstændig vanvittig, eller havde fået solstik.

"En kriossfinks," sagde hun såre simpelt.

"Okay. Så er vi enige i den afdeling. Hvad med, at vi tager hjem til mig, bliver gjort rent og så kan vi forklare hinanden en hel massse ting over en kop varm kakao?" Hun kneb øjnene sammen. Og hvordan ved jeg, at jeg kan stole på dig? Du har trodsalt lige sprunget en kriossfinks i luften med et enkelt ord," sagde hun. Jeg smilede.

"Det kan du ikke. Vil du med eller ej?" Jeg havde allerede åbnet en portal. De var en to meter hø, en meter bred firkant i luften. Man kunne se en masse sand derinde, der hvirvlede rundt som havde der været en tornado i et timeglas. Egentligt kunne man kun åbne portaler ved hjælp af nogle monumenter, men det var ikke et problem for en gudinde. Jeg kunne bare åbne en hvorend jeg ville. Problemet med, at man blev hvirvlet runt derinde, fik sand over det hele for derefter at blive spyttet ud et tilfældigt sted inden for en en kilometers radius fra det sted man ville en, i en tilfældig højde, det kunne gudindestatussen ikke hjælpe med. Derfor rejste vi normalt gennem duat, men jeg kunne ikke bare tage en pige med på slæb gennem duat. Det ville hun ikke overleve. Og nu siger jeg pige, men hun kunne umuligt være meget yngre end mig, hvis ikke hun var ældre.

Jeg vendte mig om mod hende. Søgte... Marie! Hun hed Marie. Marie Chase Jackson. Endnu en lille bonus ved at være gudinde: Man kendte navnet på alle og en.

Marie så ikke begejstret ud. Hun så mildest talt forfærdet ud.

"Bare rolig. Det værste der kan ske, er at vi lander i samme højde som palæet, men tre meter ved siden af, og ender i et tyvemeter frit fald," sagde jeg smilende. "Eller at min mors tepotte flyver ind i hovedet på os o slår os bevidstløse."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...