Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1452Visninger
AA

15. En ny ven? (Marie)

"Okay...." begyndte jeg, mere forvirret end jeg havde lyst til at indrømme. "Så....min mor har din mors telefonnummer?" spurgte jeg. Septhis nikkede, men det virkede ikke helt, som om hun hørte efter. Det var efterhånden gået op for mig at der var dele af samtalen jeg havde misset. Anubis havde sagt noget. Og hvad havde jeg ingen anelse om.

Men min mor syntes åbenbart ikke at det var så livsfarligt at være her, så det var godt! Gik jeg ud fra...Så vidt jeg var orienteret havde hun heller ikke syntes det var farligt at ene mand, men en lille dolk, at tage ud på en livsfarlig mission, som hun vidste at alle hendes søskende i årtier før hende havde fejlet og var død på. At hun også havde vidst at det var en gigantisk edderkop hun jagtede, bekymrede hende heller ikke. Og at hendes eneste evne var hendes intellekt, så hun kun som en fordel....Jeg stolede ikke helt på min mors dømmekraft for at være ærlig. Men mere på hende end min fars. Havde han ikke på et tidspunkt været villig til at drikke gift i et spil, med den begrundelse at guderne havde brug for ham? Mine forældre var altså sindssyge...

Mest af hensyn til mig, var Walt den er førte ordet. Eller også gentog han bare hvad Anubis havde sagt. Det var også lidt lige meget, jeg kunne alligevel ikke forstå, hvad Anubis sagde. Hvis han da sagde noget. Mand hvor var jeg forvirret. 

"Nå, piger. Jeg tror det er bedst i finder på noget andet at lave. Jeg ved ikke hvorfor du er her Marie, men det er åbenbart vigtigt." Jeg stirrede på ham.

"Undskyld hvad? Var det ikke to forskelli-" Septhis rystede på hovedet.

"Måske burde i få noget varmt at drikke? Og så kan du følge Marie hjem bagefter." Der var noget i det tonefald...som om han ikke troede på at jeg ville nå hjem. Det brød jeg mig overhovedet ikke om. Septhis tog min hånd en gang til, og begyndte at trække mig væk derfra.

"Men-" begyndte jeg.

"Du stiller for mange spørgsmål," mumlede hun og standsede op. "Hvad er der?" 

"Hvad gik det der lige ud på? Hvorfor reagerede din mor, og Carter hvis jeg husker rigtigt, han virkede altså også underlig, sådan da de hørte mit navn? Og hvor kender din mor Annabeth fra?"

"Hvis jeg vidste det, ville jeg sige det!" sagde hun og førte an ud til et lille køkken. Der var nogle skabe, en håndvask, en microbølgeovn og et køleskab. Og sandsynligvis også en skraldespand under håndvasken. Men i forhold til resten af huset, var køkkenet ikke videre imponerende. Det mindede ekstremt meget om min egen lille hytte i Asfali. Der var nogen frynsegoder ved selv at designe en by. Man kunne også designe sit eget hus, som man så kunne plage sine forældre om at få lov at bo i, i et år.

"Hvorfor er jeg kommet hertil?" spurgte jeg Septhis, som var ved at finde mælk og kakaopulver frem og hælde det i glas, og sætte dem i microvnen.

"Måske fordi du blev overfaldet at en kriossfinks, skal du se." Jeg gad ikke diskutere det med hende. 

"Okay," sagde jeg og hoppede op og satte mig på køkkenbordet. Microovnen dingede og Septhis rakte mig en kop med ske i. Jeg satte i et hyl og var ved at tabe den, fordi glasset var brændende varm. Jeg fik den bandende og svovlende sat ned. Septhis skjulte et smil og tog sin egen kop ud. Og blev selv hvid i hovedet og satte den meget hurtigt ned. 

"Næste gang bruger vi ikke glas!" sagde hun. Jeg begyndte at grine. Og da jeg først var begyndt, kunne jeg ikke holde op igen. Det var så åndssvagt alt sammen. Septhis ansigt flækkede også i et smil og hun begyndte også at grine. Så kom jeg i tanke om noget og mit smil blegnede.

"Python!" skreg og hoppede ned, og kom ved et uheld til vælte kakaoen ned på gulvet. Uheldigvis stod Septhis lige der.

"Av!!!!!" råbte hun og skyndte sig at tage koldt vand på sin arm, hvor den varme væske havde skoldet hende. Ingen af os tog os af kakaoen på gulvet

"Undskyld!! Det var altså ikke med vilje!" sagde jeg panisk. Hun rystede på hovedet. 

"Det gør ikke noget, hvad var det du sagde om....Pyt et eller andet?" 

"Jeg havde lige et øjeblik glemt at vi har en gigansk slange krypende? løbende? slangende! sig frit omkring i New York...Ikke så heldigt faktisk. Jeg tror jeg er nødt til at finde den, og stoppe den. Men så vidt jeg ved er det kun Apollon der har besejret den før, så jeg får måske brug for din hjælp," sagde jeg og kiggede op på hende, og prøvede at lade være med at trygle hende for meget med blikket. Jeg kunne ikke klare det alene. Jeg ville hellere dø end at indrømme det, men hun var vidst en lidt bedre kæmper end jeg var. Lidt tanghjerne var der tilbage i mit blod. 

"Selvfølgelig! Jeg vil mega gerne vide, om man kan sprænge græske uhyre i luften!" Jeg smilede stort til hende. Hvis jeg var lidt heldig, havde jeg fået meget en ny kær ven i hende. Men på den anden side havde jeg også troet at Ned og jeg havde noget særligt. Så måske var min dømmekraft bare endnu dårligere end mine forældres. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...