Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1476Visninger
AA

6. En kimære, en krios sfinks og jord-dragen af Delphi (Marie)

Lizzy havde taget næsten alle sine våben med. Jeg havde som sædvanlig min kniv med, men fordi Chiron blev ved med at påpege, at jeg stank til bueskydning, havde jeg også min bue og mit kogger med, fordi jeg nu ville slå et monster ihjel med en bue, bare for at modbevise det. At det højest sandsynligt var det dummeste jeg nogensinde havde gjort, var en mindre detalje. Jeg kunne ikke ramme Empire State Building fra fem meters afstand, hvis mit liv afhang af det.

"Skal vi se at komme afsted?" spurgte Lizzy. Jeg kastede et blik hen på Ned som trænede sværdkamp sammen med Jason og Pipers søn, Damon. Han så fuldstændig opslugt ud og kiggede overhovedet ikke til min side. Men så ville jeg da heller ikke belemre ham med at spørge om han ville med.

"Skal vi ikke spørge Sam om han har tid?" spurgte jeg. Lizzy rystede på hovedet.

"Jeg har spurgt ham, han siger at han har noget vigtigt at lave i smedjen..."

"Jah, selvfølgelig, det forstår jeg godt," jeg så ned i jorden for at vise, hvor skuffet jeg var.

"Op med humøret Marie, så snart vi har fundet os et monster, tager vi i byen og drikker noget kakao og ser en film, er det ikke en god idé?" spurgte hun og jeg smilede taknemligt. Jeg vidste at hun hadede den slags, men hun var villig til at gøre det for min skyld.

"Så vil jeg bestemme hvad vi skal se!" sagde jeg og vi begav os af sted mod det sted Lizzys forældres bil var parkeret. Det var et held at jeg var fyldt seksten, Lizzy manglede et par uger endnu, for så måtte jeg godt køre, for alle andre end min mor og bedstemor vel og mærket. Hvis de opdagede at vi havde taget bilen og var kørt ind til New York....Det turde jeg ikke engang tænke på.

"Fair nok, men kom så!" Hun begyndte at trække i mig og til sidst løb vi det sidste stykke hen til bilen. Jeg var en forfærdelig billist for at sige det mildt. Men i dag var en af de gode dage og jeg kørte nogenlunde pænt afsted. Jeg ville have fortrukket pegasusser, men Lizzy brød sig ikke om at flyve og havde i sted indgået et kompromis der lød, kom vi i problemer, ville vi have pegasusserne i nærheden, så vi kunne stikke af. Genial plan, hvis Midnight altså var i humør til at flygte fra et dødbringende monster...Ved nærmere eftertanke var det nok mest sikkert at holde sig fra problemer.

Men ja, som om.

 

Der var knap gået to sekunder efter vores ankomst til Manhattan, og vi havde kun lige parkeret bilen, da vi fik øje på det første monster. En kimære. Og den kunne også lugte os.

"Nu kunne vi måske godt have brugt Sam," sagde Lizzy snusfornuftigt. "Du tager slangesiden, jeg ser hvad jeg kan stille op overfor løven."

"Hvad så med geden?" spurgte jeg og hun udstødte et fnys, der skulle gøre det ud for et grin. Men jeg mente det faktisk ret alvorligt, uhyret havde tre halvdele, og vi var altså kun to. Men tøvende tog vi kampen op, som for mit vedkommende gik ud på at skude pile efter slangen, og i stedet være meget tæt på at ramme Liz, og for Lizzys vedkommende at prøve at undgå ilden fra løvens mund, og samtidig stikke efter den med sit spyd.

"Lizzy, vi skal bruge en pegasus!" råbte jeg, da jeg kom i tanke om den gamle legende. Kimæraen var blevet besejret af en kriger på en pegasus.

"Okay, så få fat på Midnight, jeg skal nok holde den hen!"  Jeg nikkede og slap den sidste pil, som måske var fem centimeter fra at skære Lizzys øre af og løb et stykke ned af vejen, hvorefter jeg piftede, så højt jeg kunne. Først skete der ingenting.

"Midnight!" råbte jeg af mine lungers fulde kraft. Men jeg en lavmælt hvæsende S-lyd der straks fik mig til at tænke på slanger. Jeg vendte hovedet mod lyden og fik øje på en gigantisk slange, som øjeblikkeligt fik en klokke til at ringe i mit hoved. Og gav mig en mistanke om at nu ville Midnight nok i hvert fald ikke komme os til hjælp....

"Marie?" lød det fra Lizzy, men hun kunne heldigvis ikke høre lyden af Python, for at det var den sagnomspundne jorddrage var jeg ikke i tvivl om. "Jeg fik den!"

"Godt!" råbte jeg tilbage, mens jeg langsomt bakkede væk fra slangen. "Ved du hvad, lad os droppe det med filmen, jeg tror bare jeg vil besøge mine bedsteforældre, det er længe siden de har set mig..."

"Men jeg kan-"

"Tag du bare hjem, jeg har lige noget jeg skal ordne...." Hun skulle til at protestere, men sukkede så opgivende. Hun vidste at det var bedst ikke at diskutere med mig. At hun ikke vidste at jeg helst bare ikke ville have hende slået ihjel, behøvede hun jo ikke at vide.

Men så vidt jeg vidste var den eneste der nogensinde havde slået Python Apollon.

Så jeg gjorde det en hver person ville have gjort i mit sted, og løb så hurtigt mine ben kunne bære mig mod den anden ende af Manhattan og ind i en af parkerne, hvor jeg troede jeg kunne være i sikkerhed. Det tog mig alt for lang tid at regne ud at alt i en radios på en halv kilometer var brændt til aske.

Så drejede jeg hovedet og stod ansigt til ansigt med en Krios Sfinks. Et væsen jeg kun havde set i bøger om det gamle Egypten.

Fordi jeg var træt af monstre og fuldstændig ødelagt af løbeturen, tænkte jeg mig ikke rigtig om, men lagde bare en pil på buestrengen. Men indså at jeg ikke havde flere pile. Irriteret trak jeg min kniv, men kom frem til at jeg havde brug for at større våben. Jeg så mig om efter et bedre våben. Som ikke var til at finde nogen steder.

Det var ikke nogen lige kamp. Jeg rullede mest rundt ned på jorden for at undgå bæstets horn, klør og ikke mindst dens ild, som den hele tiden prøvede at forkulle mig med. Jeg prøvede forgæves at komme ind på livet af den, så jeg kunne stikke den og forhåbentlig pulverisere den, men den ene gang jeg rent faktisk fik ram på den skete der ingenting. Rædselsslagen, rullede jeg væk fra den, men var ikke hurtig nok denne gang. Krios sfinksens ene pote ramte mig i siden, og smerten var så kraftfuld at jeg ikke kunne stille andet op en at rulle mig sammen til en kugle. Uhyret tårnede sig op over mig, og jeg vidste at op få sekunder ville jeg være brændt op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...