Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1482Visninger
AA

16. Deffination af solguder: Selvglade idioter (Septhis)

Jeg ville virkeligt gerne finde ud af, om man kunne sprænge græske dæm... nej, uhyre, i luften. Egentlig brugte man ikke Ha-di formulere på dæmoner, for det tære virkeligt meget på ens kræfter, selv som gudinde, så jeg bestemte mig for at forsøge noget andet. Mon egentlig sådan nogle slanger sagde noget? Det kunne være ret sjovt at se, hvad der ville ske, hvis jeg brugte en Hah-ri formular. Det betød "stilhed" og ville gøre det umuligt for den at lave nogen form for lyd. Det skulle nok hylde den ud af den. Eller måske Ha-tep hvilket betød "vær i fred". Den formular ville få den til at være fredelig. Det kunne være at den ligefrem ville rulle om på ryggen og forlange at blive kløet på maven. Så mange muligheder. Så slog en tanke ned i mig.

"Mine forældre vil helt sikkert spørge om, hvor vi vil hen, og man kan ikke åbne portaler indenfor eller på taget, vi skal helt ud af palæet..." sagde jeg. Marie nikkede.

"Det kender jeg godt! Hvad gør vi så ved det?" spurte hun. Jeg trak på skuldrende.

"Vi siger bare, at vi skal ud for at lade Commandor strække benene," sagde jeg. Hun kiggede uforstående på mig.

"Commandor?" spurgte hun. Jeg nikkede og pejede hen på en af hylderne med modellerne af de ting, der før var blevet brugt til dødstraffe. Midt på den midterste hylde stod en hest af ler. Den var ikke større et marsvin.

"Jeg forstår stadig ikke hvad du snakker om," sagde hun. Jeg smilede, tog Commandor ned fra hylden, greb Maries hånd og trak hende så med ned til salen, hvor mor stadig var i gang med at skælde min far ud.

"Hej, vi tager lige et sted hen, hvor de har en græsmark, så jeg kan vise Marie hvem Commandor er," sagde jeg. Walt smilede til Marie.

"Du er på vej hen til en overraskelse," sagde han. Marie forsigtigt tilbage.

"Jeg tvivler ærligt talt på, at der er ret meget, der kan overraske mig længere," sagde hun. Mine forældre kiggede sigende på hinanden, mens jeg trak Marie med videre. Jeg brugte igen W'peh formularen til at åbne "døren" og så stod vi på taget af lagerbygningen. Mens stenen faldt på plads bag os, åbnede jeg en portal til det sted, jeg havde mødt Marie.

For en gangs skyld lykkede det os rent faktisk at lande det rigtige sted. Vi stod igen midt i den afsvedne plet. Problemet var bare, at området var omringet af dødeligt politi, journalister og nysgerrige beskuere, samt nogle vanvittige mennesker med skilte, hvor der stod ting om "Beskyt rumvæsenerne!", "Vi bliver invaderet af aliens!" og "Ruvæsenmishandling skal stoppes! Luk laboratorierne!". Hvis ikke det havde været fordi politiet var begyndt at komme hen i mod os med mistænksomme ansigtsudtryk, ville jeg sikker have tid til at flække af grin over de absurde skilte.

"Hvad gør vi nu?" spurgte Marie. Jeg smilede.

"Bare rolig, jeg ved præcist hvad vi skal gøre," sagde jeg og blinkede. Så satte jeg et rasende udtryk op og gik hen imod politifolkene.

"Hva' i alverden tror i lige i lawer på min mark? Det sku' da æ en museums udstilin'!" udbrød jeg vredt. Politifolkene så meget overraskede ud. Det tog dem lidt tid før de indså, at jeg havde stillet dem et spørgsmål.

"Øh... frøken, der er en stor afbrænd cirkel på din mark, og-"

"Og hva', helt præcist? Vi har li' holdt Akahamanaka!" udbrød jeg vredt. De så mildest talt mystificerede ud.

"Undskyld, hvad i al verdenen er... Aka...ha...mana...ka?" spurgte den ene politimand. Jeg spærrede indigneret øjnene op i en blanding af mistro, raseri.

"Hvad bilder du dig overhovd't in'? Forsvid fra min mark! VÆK!" Politifolkene skyndte sig væk. De tog deres afspærringer ned og gennede folk væk. Jeg selv gik tilbage til Marie.

"Se, det gik jo meget nemt," sagde jeg smilende. "Jeg tror ikke de opdagede, at det egentligt er en græsplæne." Marie stod lidt og stirrede på mig, så flækkede hun af grin.

"Så du hans ansigt?" spurgte hun grinende. Jeg smilede.

"Ja, jeg stod lige foran ham," svarede jeg. "Hvor var den der slange så henne?" Hun tog sig sammen og stoppede med at grine.

"Jeg så den sidst inde på Manhattan," sagde hun.

"Midt i byen," konstaterede jeg. Marie nikkede.

"Efterlod du en dræberslange midt inde i New York?" spurgte jeg for lige at få det helt på plads. Hun nikkede.

"Jeg anede ikke hvordan jeg skulle bekæmpe den. Det er kun Apollon, der har besejret den før," sagde hun. Jeg ledte efter et ansigt eller i hvert set en person, at sætte sammen med det navn. 

"Apollon? Solguden?" spurgte jeg, da jeg kom i tanke om en nøgen statue i religion bogen.

"Ja," svarede hun. "Netop."

"Okay. Jamen så må vi tage til Manhattan, hvilket sådan set kun er nogle hundrede meter den vej," sagde jeg. Marie nikkede igen.

"Skal vi gå, eller?" Hun nikkede heftigt.

"Vi går!" udbrød hun. Jeg var rimeligt enig med hende. Det var ikke særligt behageligt at blive hvirvlet rundt i et kæmpe timeglas. Sådan føltes det at "gå" igennem en portal.

 

Da vi havde gennemsøgt Manhattan i flere timer uden noget tegn på noget so helst, der bare lignede en slange, bestemte vi os for at tage en pause. Vi gik stille og roligt gennem en eller anden gade, da en stemme pludselig afbrød... ja, ikke stilhede, for der var ret meget larm fra biler og andre mennesker på gaden, men vi hørte i hvertfald en stemme.

"Solen er varm.

Skinner hele dagen.

Jeg er cool." Marie snurrede rundt hurtigere end mig, fordi jeg lige nåede at tænke, at det var et af de værste digte, jeg nogensinde havde hørt.

Bag os, det vil sige, nu foran os, siddende på kølerhjelmen af en rød Ferrari 458 Italia, var en ung mand, jeg ville anslå til at være omkring tyve år, men på den anden side var jeg virkeligt dårlig til det med aldre. Han havde pjusket lyst hår. Hans øjne var gyldne, og lod nærmest til at skinne. Hans hud var solbrun. Han var iført en sort trøje, hvor ærmerne var smøget op så de havde samme længde som ærmerne på en T-shirt. 

"Apollon!" udbrød Marie forbløffet.

"Meget uforsigtigt af jer, at efterlade Python uden snor," sagde han. Et selvglad, skævt smil gav mig lyst til at slå ham.

"Men bare rolig, jeg har taget mig kærligt af ham," fortsatte han. Han flyttede blikket fra Marie til mig. Han kiggede op og ned ad mig, hvilket bare gav mig endnu mere lyst til at slå ham.

"Apollon? Solguden?" gættede jeg ud fra Maries udbrud, mens jeg ihærdigt forsøgte at fortrænge billedet af den nøgne statue. Det havde ikke været noget problem før jeg mødte ham, men nu var det bare forstyrrende.

"I egen høje person," sagde det græske fjols af en solgud, mens det irriterende selvglade smil blev større. "Og hvem er så De, unge frøken?" spurgte han. Jeg hævede misbilligende et øjenbryn.

"Septhis. Egyptisk gudinde, datter af Anubis, dødsguden, og nok den person, der har allermindst respekt for solguder i hele verdenen," sagde jeg. Uheldigvis blev han ikke fornærmet. Han så lidt overrasket ud, kørte endnu engang blikket op og ned ad mig, men fortsatte så sin stirren.

"Ingen respekt for solguder, siger du? Det må være fordi du selv er så hot," sagde han og blinkede til mig. Jeg var en millimeter fra at slå det smørrede smil af hans ansigt.

"Nej, det er fordi den ene konstant fabler om Zebraer, når min tante er i nærhede, og den anden laver forfærdelige digte og bruger dårlige scorereplikker," svarede jeg med et venligt smil.

"Nå da da, ham den anden må jeg da se at møde på et tidspunkt," sagde Apollon, stadig med det provokerende smil.

"Desuden har jeg fundet ud af, at græske guder er nogle arrogante, selviske typer, der bruger deres børn som redskaber og sover med tre forskellige kvinder dagligt," sagde jeg. "Men på den anden side, har de god smag i biler, selvom jeg nu foretrækker en Chevrolet Impala årgang 67." Jeg gik hen for at studere bilen nærmere. Der var et eller andet underligt ved den.

"Tja, frk. Awesome her er ikke nogen almindelig bil," sagde Apollon. Frk. Awesome? Kaldte han helt seriøst bilen frk. Awesome!?

"Nå, og hvorfor så ikke?" spurgte jeg. Hans smil blev, omend muligt, endnu større og endnu mere smørret.

"Det her er selveste solen," sagde han. Hvad!? Kaldte han solen frk. Awesome? Hvad fejlede han? Jeg trådte et skridt bagud.

"Nå, jamen så tror jeg, at jeg holder mig langt væk! Den egyptiske sol er en båd, og den sank i lavesøen!" Jeg fandt ingen grund til at fortælle ham, at det var meningen, og at det reparerede eventuelle skader. Hvilket var åndsvagt, siden solen ikke rigtigt kan gå i stykker.

"Tja, det gør den her altså ikke," sagde Apollon med et pralende tonefald. 

Må jeg godt slå ham? mimede jeg til Marie.

Dårlig idé, mimede hun tilbage.

Så vendte jeg mig mod Marie, mens jeg gjorde en bevægelse med hånde, der fik bilen til a forsvinde ind i duat, så Apollon dumpede ned på asfalten. Marie gjorde store øjne. Hun var vidst også blevet lidt forskrækket. 

Jeg kiggede mig over skulderen tilbage på Apollon, og skyndte mig at bringe bilen tilbage, før han besvimede, for det så virkeligt ud som om han var lige ved at gøre det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...