Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1475Visninger
AA

33. Dagen derpå (Marie)

Allerede før jeg åbnede øjnene, kunne jeg mærke den dundrende smerte, der kom fra et sår i mit baghoved. Hvor jeg havde fået det fra, vidste jeg ikke. Det var en af ulemperne ved nogle former for drømme. Du var i en bestemt situation, og vidste hverken hvad der var gået forud og hvad der ville komme til at ske. Alt du kunne gøre var at følge begivenhedernes gang.

"Marie?" lød en svag stemme, og jeg drejede forsigtigt hovedet, for at se den talende. Jeg havde hidtil ikke opdaget kulden på dette mørke sted, men nu mærkede jeg den følelsesløshed der kom med den altødelæggende kulde der lå over dette sted. Den kulde der knuste drømme, håb, gjorde en modløs og forvandlede alt der nogensinde havde været godt til noget tomt og forladt. I mørket, helt gemt væk under et tæppe sad en skikkelse. Det gik op for mig at det var den der talte. Eller ham.

"Ja?" svarede jeg og satte mig op, men opdagede at alle mine lemmer var stive af kulde. Jeg blev også enormt svimmel og jeg tog hånden til hovedet. Til min store rædsel, så opdagede jeg at der var en indtørret, frosset, plamage der dækkede stort set hele mit hår. Jeg havde blødt en hel del.

"Du må ikke lægge dig til at sove igen," sagde stemmen. "Jeg kunne ikke vække dig før, hvis du falder i søvn igen, vågner du måske aldrig igen." Han holdt en kort pause. "Han holder meget af dig, ved du."

"Hvem?" spurgte jeg forvirret.

"Han vil ikke tillade at vi dør her. Det er vi trods alt vigtige nok til. Jeg forstår ham godt. Mance fortalte mig en del om dig, før du kom hertil. Om hvordan han vidste lige præcis hvordan I hver især kunne knækkes. Du må ikke lade ham vinde. Du må ikke dø frem ham!" Jeg havde efterhånden fået en god idé om at jeg snakkede med Neds far. Måden han sagde "du" på gjorde mig syg om hjertet. Han regnede ikke selv med at overleve. Nu betød hans søns lykke mere end alt andet.

"Vi skal nok klare den," forsikrede jeg. "Det ved jeg vi vil."

 

"Ved alle guder, hvor gør mit hoved ondt!" hylede jeg, da jeg slog øjnene op næste morgen. Jeg kunne ikke huske gårsdagen begivenheder, men noget sagde mig at det burde jeg være glad for. Jeg satte mig langtsomt op og undersøgte den forfærdelig smag jeg havde i munden. Alcohol. Og noget andet. Nogle små fine kerner der sad fast i tænderne. 

"Har jeg spist hindbær?" mumlede jeg for mig selv og kiggede så for første gang rundt i rummet.  Af en eller anden grund lå jeg i en himmelseng. Jeg gik ud fra at vi stadig befandt os i Emmas gemakker, men jeg kunne ikke genkende det. Til min store overaskelse og (ikke at jeg ville fortælle hende det nogensinde, hun troede i forvejen at jeg var typen der skulle reddes hele tiden)  lettelse, lå  Septhis med hovedet i den anden ende af den store seng, og sov helt tydeligt overhovedet ikke, og havde nok heller ikke gjort det i timevis. I stedet lå hun og drejede en kniv i luften, og virkede som om hun ventede på noget. 

"Godt, du er vågen. Jeg blev sendt ind for at vække dig." Jeg rystede forvirret på hovedet. Hun havde ikke gjort noget som helst for at vække mig...

Hun rejste sig i en lang glidende bevægelse og kørte samtidig hånden med kniven om bag hovedet og standsede op så stødet fra det bratte stop, gav kniven en uhyggelig hastighed og den koliderede med en trædbjælke, lige i hovedhøjde og meget tæt på Emma, der netop nu valgte at træde ind i lokalet. 

"Pas lige på!" sagde jeg, mens Emma bare stirrede misbilligende på kniven. Septhis smilede og gik hen til kniven, og trak den ud, og lod tydeligvis som ingenting, selvom jeg kunne se at det faktisk var ret besværligt at vriste den fri af træet.

"Vi ses på turneringsbanen om lidt!" råbte hun efter sig, da hun maste sig forbi Emma og forlod lokalet uden videre. Hun var altså underlig. Jeg kunne godt lide hende, men hun var altså ikke til at blive klog på.

"Hvad gik det lige ud på?" spurgte Emma fornærmet og satte sig ned ved siden af mig i sengen. Jeg trak på skuldrene.

"Ingen idé," svarede jeg. Jeg fangede et glimt i hendes øjne og tilføjede. "Er du okay?"

"Ja, jeg har det fint, det er ikke mig der drak en liter vin selv i går!" sagde hun og gav mig en albue i siden. Jeg smilede, men ville ikke give op så let.

"Jeg mener det Emma, hvad er der i vejen?" Hun sukkede.

"Du er altså ikke blevet mindre irriterende over de sidste to år."

"Og du er ikke blevet mere tolerant over for folk, så jeg tror vi står lige. Fortæl mig det så! Hvad er der galt?" Hun så væk og kiggede ud af vinduet.

"Jeg har bare en fornemmelse af at vi ikke burde tage nordpå. Jeg tror at det kunne være en fælde. Nordpå er det svært at hente hjælp, tror du virkelig vi kan klare det?" Hun sagde ikke at det måske ikke var det der bekymrede hende mest. Jeg vidste nemlig godt at det handlede mest om at hun var bange for at der ville ske hendes mor noget. Ske hende noget, når Emma ikke var der til at beskytte hende.

Jeg besluttede mig for ikke at lyve for hende. Det fortjente hun.

"Jeg ved det ikke, Emma. Jeg ved det virkelig ikke."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...