Livets leg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Igang
Ikke alle mennesker i denne verden har haft det lige godt. Vi har alle haft svære situationer vi har være rodet ind i, svære tider, krig, marridt og vold. Men hvordan bygger man sig selv op som menneske? Her kan man følge Anna, som har været så stærk igennem så meget, men Anna er dog stadig ikke helt en almindelig teenager som alle andre, hvorfor mon?

1Likes
2Kommentarer
235Visninger
AA

1. Første kapitel i livet

 

Vi boede i et meget lille skummelt kvarter. Røgen cigaretter og lugten af hash blev et meget naturlig ting, mennesker der farede forvirret rundt, både frem og tilbage, som om de manglede noget, men ikke alligevel. Det hele dannede sig til et marridt i drømmene om natten. I alderen 8, gik det op for mig, at min mor var adopteret og aldrig har fået et selvværd. Hun var tidligt svigtet. Hun lever og ånder for at gøre andre tilpas og tilfreds, hun kunne ikke se meningen med livet. ''Hvad er meningen med vi er kommet til'' sagde hun tit, og stirrede uden at blinke i et par sekunder. Også min far, da han levede, det sidder stadig sømmet fast i hjernen.

Thjaa, jeg troede egentlig min mor og far var skilt, indtil jeg selv fandt ud af at min far var borte for længst. Det undrede mig dog også en del, at veninderne fra gaden, besøgte forældrene skiftevis hver uge eller måned, men jeg fik ikke lov til at se min egen far? 
Jeg troede alt på Island var lavet af is, og alt på Grønland var grønt. Jeg troede edderkopper virkelig spiste kopper. Og bænkebideren virkelig spiste bænke. Jeg troede mine bamser var levende om natten, og virkelig kunne føle og tænke. Så jeg puttede dem alle sammen godt og tætte sammen, for de havde jo ingen familie ellers, kun hinanden?.
Der er så mange ting jeg ikke havde lært, og var bagud med. Udvikling fra barn til voksen var ekstremt svær og langsom.

Ja, i dag sidder jeg her i mit lille firkantet gule værelse fra 20'erne, man kan virkelig lugte og mærke dårlig og gammelt kvalitet. Men hvad havde vi råd til. Min mor er allerede pensionist i alderen 42, og sidder inde i det grå og uhyggelige stue, dag efter dag i sin gamle gyngestol,  som hendes far åbenbart gav hende. Hun rykker sig ikke en meter, jeg kan bare se at hun bliver tyndere og ansigtet bliver tungere, det er begyndt at bekymre mig ufatteligt. Det sjovt, altid mig der bekymre mig om tingene, og tænker for meget, men aldrig omvendt. Hvad med min muskelsvind, kørestol, briller. Men jeg udveksler ikke et ord. Jeg har hele mit liv prøvet at undgå råb og skrig fra hende. Hun tror ikke på sygdommen findes, hun gider ikke bilde sig ind i det lort. Men hvorfor kan jeg ikke rejse mig, det gør jo så ondt, jeg ville gerne med kan ikke. Fælder et tåre over at jeg ikke kan bevise hende det. Hun sidder jo bare helt stille, men det samme gør jeg, derimod med et grund i bagagen, JEG ER handicappet.
 

Et ekstremt højt politi og ambulance lyd, i nærheden af vores lille 2 værelset lejlighed holder stille. Jeg skynder mig at rulle gardinerne for, straks ryger hårene på armene forskrækket op. Der bliver banket på vores dør, ikke kun af en men flere........

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...