Den Døde Verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Igang
Caroline og hendes søster Camille overlevede angrebet på deres lejr, og flygter nu igennem USA sammen med en anden gruppe overlevende. Sammen prøver de at komme sig over deres families død, mens de stadig må kæmpe for livet mod de levende døde. Som om Caroline ikke havde nok at bekymre sig om, mærker hun også en stærk tiltrækning til gruppens leder Sam - men Sam er ligesom de andre i gruppen påvirket af de gruefulde hændelser, og ønsker langt fra et kærlighedsliv. Gruppen må stå sammen i kampen om overlevelse, og da rygtet spredes om et sikkert sted i Canada, vil gruppen gøre alt hvad der står i deres magt for at komme der op. Men det skal vise sig at blive en noget nær umulig opgave.

1Likes
4Kommentarer
279Visninger
AA

2. To måneder senere

Gruppen lå og sov. Jeg kunne høre hvordan alle trak vejret tungt, mens flere af dem uroligt mumlede i søvne. Sådan var det hver nat efterhånden. Lige meget om det var nat eller dag, eller om man var vågen eller sovende, kunne man ikke slippe væk. Billederne af alle dem vi hver især havde mistet, kørte uden stop rundt i ens hoved. Mor, Far … Chris
Camille lå få meter fra mig. Hun så meget ældre ud nu. Den evige bekymring og smerte i hendes ansigt, vidste tydeligt det mareridt hun havde været i gennem de sidste mange måneder. Man kunne ikke se, hun kun var 14.
Efter vi var flygtet fra lejren, klarede vi os i en uge alene. Når jeg tænkte tilbage på det, var jeg forbløffet over, at vi overhovedet klarede to dage på egen hånd. Men hvis det ikke havde været for Sam og hans gruppe – eller vores gruppe nu – havde vi heller ikke klaret det.  Camille og jeg havde brudt ind i et hus, desperat efter at finde noget mad, og vi havde ikke ventet, at en af de levende døde vil være der inde. Vi burde have været mere forsigtigt, men den nagende sult var det eneste vi kunne tænke på. Camille var nærmest løbet ud i køkkenet, hvorefter et gennemtrængende skrig lød fra hende. Jeg sprang efter hende, og ude i køkkenet så jeg til min forfærdelse et halvopløst lig – et levende halvopløst lig.
Den levende døde havde fået fat i Camilles ben, mens den hvæsende og gylpede, prøvede den at bide sig fast. Den levende døde så ud til at mangle halvdelen af ansigtet, for man kunne tydeligt se kraniet, og den hånd der havde taget fadt i Camille, var ikke andet end knogler med få rester af kød.
Camilles hysteriske skrig fik mig tilbage til virkeligheden. Jeg tog fadt i hendes arm, og trak hende fri af væsnet greb, med det resultat af vi begge faldt tilbage, og landede på gulvet.
Alting skete derefter meget hurtigt. Jeg skubbede fortumlet Camille af mig, og satte mig halvt op. Synet der mødte mig, fik mig næsten til at besvime af skræk. Inde fra rummet ved siden af køkkenet, kom ikke mindre end fire levende døde, vandrende. På en gang lignede de dem vores familie var blevet til, og så alligevel ikke. Disse døde var halvrådende, og kødet på deres grålige knogler så ud til at være blevet revet af, af sultende dyr – af andre levende døde – indså jeg med rædsel.
Det var sådan vi skulle dø gik det med et op for mig. Jeg lukkede øjne og gjorde mig klar til smerten. Camilles skingre skrig lød stadig, og med et blev døren sparket op. Fem unge kom løbende ind, med alle mulige våben i deres hænder. De kigger chokeret på Camille og jeg, der halvt lå, halv sad på gulvet, og på de levende døde der var på vej hen i mod os. Uden at tøve sprang de alle frem. En hånd greb fadt i min arm, og trak mig væk. De andre begyndte at kæmpe med de levende døde. Jeg så en bleg dreng stikke en usandsynlig lang kniv, ind i hovedet på et af væsenerne. En pige med kort sort hår, trak noget der lignede en hammer fra en inderlomme, og svingede den af alle kræfter, ind i hovedet på den næste. Den væmmelige lyd af kranier der blev smadret lød, og jeg så hvordan klam sort blod, flød ud fra ligene.
Det hele varede ikke mere end få sekunder, og jeg kiggede med chok rundt på de fem unge.
”Er du okay?” spurgte drengen der havde trukket mig væk. Han var muskuløs og han havde brunt kortklippet hår, som lignede noget han selv havde ordnet med en køkkensaks.
”Ja,” sagde jeg. Min stemme lød underlig hæs.
Og det var sådan vi havde mødt gruppen.

Der var få regler for at være en del gruppen. Man skulle lære at kæmpe. Alt hvad vi fandt, skulle deles ligeligt mellem alle. Og ingen måtte på noget tidspunkt vandre rundt alene.
Gruppen bestod nu af syv mennesker – unge alle sammen. Sam var lederen, det var ham som havde trukket mig væk, den første gang vi mødte gruppen. Så var der Clara, og Magnus som var næstkommanderende, og som jeg kunne forstå, altid havde kendt Sam. Lilly, og Blake, var kommet til senere, ligesom Camille og jeg. Da Camille og jeg kom ind i gruppen, havde der også været to andre drenge – Peter og Oliver, men de blev angrebet af de levende døde en aften hvor gruppen ikke havde været forberedt.

Jeg havde nattevagt den nat, mens de andre lå at sov. Det var min opgave at vække alle hvis de levende døde fandt vores lejr. Vi havde bundet snore rundt mellem trænerne, hvor der hang små klokker, så jeg ville forhåbentlig høre dem inde de kom for tæt på. Forhåbentlig.
En rumsteren fangede min opmærksomhed. Sam var på vej over til mig. Mod min vilje begyndte mit hjerte at bange en smule hurtigere, mens jeg forbandede det, og bad det om at tage sig sammen.
”Du kan bare lægge dig til at sove Caro,” sagde han lavt, for ikke at vække de andre. ”Jeg overtager din vagt nu.”
Jeg kunne ikke undgå at blive en smule fornærmet. De andre klarede en nattevagt uden problemer, og havde aldrig haft brug for, at lade en anden tage over.
”Det er fint Sam, jeg kan alligevel ikke sove,” mumlede jeg.
”Prøv,” sagde han.
Det tog alt min viljestykke ikke at sukke opgivende af ham. Jeg rejste mig, greb mit tæppe og lagde mig på den kolde jord. Jeg lagde mig med vilje i nærheden af Sam.
I lang tid sagde ingen af os noget, selvom det var tydeligt at han var irriteret over jeg ikke gjorde et større forsøg på at sove. Men jeg kunne ikke sove nu, ikke når Sam og jeg var de eneste der var vågen. Det var så sjældent at jeg fik love at tale med ham, uden de andre var i nærheden, og når jeg endelig gjorde vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige. Jeg vidste jeg var dum, for at ønske at være sammen med Sam, vi havde ligesom andre ting at bekymre os om, men på den anden side kunne jeg ikke lade vær. Han var høj, smuk muskuløs, og når han ønskede kunne han også være ret sød og betænksom.
Jeg må være døset lidt, for jeg lagde slet ikke mærke til at Sam havde rejst sig, og stod bøjet ned over mig.
”Caro! Vågn op!” jeg slog med et sæt øjne op og satte mig op. ”De er her,” sagde han.                        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...