Den Døde Verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2014
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Igang
Caroline og hendes søster Camille overlevede angrebet på deres lejr, og flygter nu igennem USA sammen med en anden gruppe overlevende. Sammen prøver de at komme sig over deres families død, mens de stadig må kæmpe for livet mod de levende døde. Som om Caroline ikke havde nok at bekymre sig om, mærker hun også en stærk tiltrækning til gruppens leder Sam - men Sam er ligesom de andre i gruppen påvirket af de gruefulde hændelser, og ønsker langt fra et kærlighedsliv. Gruppen må stå sammen i kampen om overlevelse, og da rygtet spredes om et sikkert sted i Canada, vil gruppen gøre alt hvad der står i deres magt for at komme der op. Men det skal vise sig at blive en noget nær umulig opgave.

1Likes
4Kommentarer
277Visninger
AA

1. Starten på slutningen

Virussen blev almen kendt i 2013.

Ingen vidste helt præcis hvor den begyndte, eller hvordan, men en ting var sikkert – den smittede hurtigt.
Der sværmede de vildeste rygter inden regeringen lukkede ned på internettet. Nogle sagde virussen vil blive vores undergang – at den struktur var så kompliceret, at vi med vores nuværende viden, ikke vil være i stand til at finde en kur. Andre sagde det var regeringen selv der havde lavet den, og at den var sluppet ud ved en fejl. Nogle få mente at virussen angreb hjernen, og den til sidst vil tage kontrol over sin vært.
Jeg troede ikke på noget af det.

I 2014 flygtede min familie til USA. Det var få uger ingen de lukkede ned for alle lufthavne i landet. På det tidspunkt var hele Asien og Afrika smittet, og det var tydeligt at sygdommen var på fejl til Europa.
Min familie og jeg kom til en lejr for flygtninge. Det var langt fra perfekt, men der var mad og læ, og vi havde ikke andet valg end at acceptere tingenes tilstand.

En måned gik og alle hospitaler i landet var lukket ned – der var for mange syge.
Alle spurgte hvordan sygedommen var kommet ind i landet, men ingen kendte svaret. Efter kun en uge begyndte folk i lejeren at hoste. Min tvillingebror var en af dem.     
”Du skal nok blive rask igen,” hviskede jeg til ham en nat
”Ja?” mumlede han
”Det lover jeg,” jeg strøg hans hår væk, som var vådt af sved, og prøvede desperat at holde en hulken tilbage. Min far kom ind, og sagde jeg hellere måtte gå – smitte faren var for stor.  De få raske i lejeren havde fået udleveret en speciel prototype vaccine, som ingen var helt sikker på virkede, men på det tidspunkt var folk så desperate at de tog hvad de kunne få, dog var ingen dumme nok til at være i nærheden at de syge for længe af gangen.  Da jeg forlod min brors sygleje den dag, var det sidste gang jeg så ham i live.

Jeg vågnede samme nat ved en mærkelig hvæsende lyd. Jeg fumlede efter min lommelygte, og så min bror stå i døren til mit og vores søster Camilles værelse. Hans hoved hang underligt på hans skulder, og det så ud til at volde ham stort besvær at løfte det. Den hvæsende lyd kom fra ham.
”Chris,” sagde jeg med pibende stemme. Der var noget galt.
Det var som om lyden af min stemme vækkede ham, for han begyndte langsomt at gå hen i mod min seng. Panikken begyndte at brede sig i min krop, og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere.
Skrig begyndte at lyde overalt omkring os. Camille vågnede med et sæt, og Chris løftede endelig sit hoved. Jeg skreg.
Min brors ansigt var ikke til at kende. Hans engang så blå øjne var kuldsorte, og i det så ud som om det var kommet en sløret grå hinde over det – som om han var død, som om han var et levende lig. Chirs kom med en gurglende lyd, og vendte sig igen i mod mig. Han greb ud efter mig, og åbnede sin mund på hvid gab, som afslørede en sort tunge. Sort på grund af alt det blod han havde hostet op, og til sidst var blevet kvalt i. Jeg skreg igen og slog vildt ud. Chris – eller væsnet, blev slået tilbage, men dette så ikke ud til at gøre nogle forskel, for det rejste sig bare igen, og gjorde endnu et forsøg på at gribe fadt i mig.
”Camille!” skreg jeg ”Løb!”
Jeg greb en vase fra mit natbord, og smadret det i hovedet på væsnet der engang havde været min bror. Vasen knusets, og skårene sprang til alle sider, og efterlod et stor hul i hovedet på ham, hvor sort blod væltede ud. Som om det ikke engang lagde mærke til det, greb væsnet endnu en gang ud efter mig, mens det hvæsede og knurrede. Adrenalinen pumpede i min krop, og jeg løftede mit ben og sparkede så hårdt jeg kunne, væsnet i maven, greb ud efter Camille som så ud til at være forstenet, og løb for mit liv.

Lejeren var fuld af skrigene mennesker der løb til alle sider. Jeg ænsede dem knap nok. Det eneste jeg kunne tænke på var at få Camille og mig selv i sikkerhed.
”Nej!” skreg Camille, og prøvede at rive sig fri at mit greb. Jeg drejede hovedet og så en kvinde ligge skrigende på jorden nogle meter fra os. Oven over hende stod en bøjet skikkelse. Skikkelsen drejede hovedet ved lyden af Camilis jamren, og jeg så vores mor engang så velkendte ansigt stirre tomt tilbage på os. Men dette var ikke vores mor. Væsnet havde de samme døde øjne som Chris, og ud af munden hang et langt stykke kød - fra den skrigende kvinde indså jeg. Kvalmen vældede op i mig, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at kaste op på stedet. Jeg samlede alt min styrke og tvang os til at forsætte.

Jeg har ingen idé om hvordan vi slap ud af lejren i live, eller hvorfor vi overhovedet havde lyst til at leve når vores familie var blevet revet så brutalt fra hinanden. Men jeg vidste at vi blev nødt til at forsætte, i det mindste for hinandens skyld.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...