One Life One Chance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Igang
...

5Likes
3Kommentarer
170Visninger

1. Im exist

Yay Jeg fik endelig skrevet første kapitel! <3

Lille note: Alle navnene, er engelske <3

Kathrines synsvinkel

Mit navn er Kathrine og jeg er 17 år gammel og bor i Wakefield. Jeg går på Wakefield High School og jeg er næsten færdig med andet år. Hver eftermiddag i hverdagene, arbejder jeg på Chill out caféen. Jeg snakker kun med 3 personer, om mine tanker og følelser, min storebror Jeremy og mine to bedste veninder Caroline og Bonnie. Jeg snakker aldrig med min mor, om det helt store, men det er fordi, hun er lidt psykisksyg og altid skal være mega sur her hjemme. Min far er altid på forretnings rejser, så han er ikke rigtig hjemme. I min fritid, er jeg sammen med Caroline og Bonnie, eller Jeremy og er administrator for, One Direction Directoner gruppen (Ja, jeg er directioner, det er normalt).

I dag er det fredag og jeg sidder nu og glor ud i luften, midt i engelsk timen. Min lærer, ser mig sjældent, jeg holder mig helst, bagerst i klassen og siger ingenting. ”Pssst… ” hviskede Bonnie, og gjorde mig nærværende. ”Hvad? ” hviskede jeg, tilbage. ”Vi skal lave gruppearbejde, i næste uge. Skal vi være sammen? Og tage Caroline med? ” spurgte hun. ”Øhm… Jaja” svarede jeg og fortsatte, med at glo ud i luften.

Jeg sad i mine egne tanker. Tænk hvis jeg var til One Direction koncert og hvis Niall eller Liam, så stod og stirrede på mig. Tænk hvis de så fik mig, om backstage, så jeg ville jeg jo møde de fem dejlige drenge, det ville være fantastisk. Jeg ville være i himlen. Det ville, være så fedt, hvis Niall synes jeg, var virkelig sød og smuk og gerne ville være venner og senere blive kærester…

Læren afbrød, mine tanker. ”Nu har I fri, men husk nu, at jeres gruppearbejde, er til på næste fredag, så tænk over jeres emne, til på mandag”. Jeg pakkede mine ting sammen og forlod klassen, meget hurtigt. Jeg når kun, lige ned af trappen, da jeg løber lige ind i skolens fodbold anfører, Christopher Johnson. ”Se dig lige for, ellers kommer du galt afsted” sagde han og greb mig, inden jeg faldt. Jeg tabte alle mine papirer, som jeg havde samlet og taget med, i farten. ”Ja… Undskyld… Jeg øhm… ” svarede jeg. ”Hey, det okay” sagde Christopher og søgede, mit blik. ”Nej, jeg skulle have set mig for… ” svarede jeg. ”Det gør ikke noget, du havde vel bare travlt” sagde han, spørgende. ”Nej, ik rigtig… Ville bare gerne hjem” svarede jeg. ”Okay… Er du okay? Du slog dig ikke vel? ” spurgte Christopher. ”Ja jeg har det fint og jeg slog mig heller ikke” svarede jeg, pænt tilbage. ”Okay… Skal jeg følge dig ned? ” spurgte han. Jeg ville ikke være uhøflig, så jeg svarede pænt og stille, at det måtte han da godt. Jeg satte mig, ned på huk, for at samle mine tabte papirer, op. Christopher gjorde det samme. Hvad skete der enlig? Hvorfor er han, sådan over for mig? Det jo Christopher, den populæreste dreng, på skolen, sammen med mig, skolen uønskede pige? ”Tak for hjælpen” sagde jeg. ”Det var så lidt” svarede han og lagde armen om mig.

Da vi kom ud på parkeringspladsen, stod jeg lidt og fumlede med at finde nøglerne. ”Kathrine? ” spurgte Christopher. ”Ja? ” svarede jeg og kiggede kort på ham, for så at lede videre. ”Jeg tænkte på, om du måske, ville ses en dag? Altså sådan, hænge ud på Chill Out, hvis du vil? ” spurgte Christopher. What? Spørger Christopher, mig om at mødes en dag? ”Øhm… Ja, det kan vi da godt” svarede jeg. ”Fedt… Hvornår kan du? ” spurgte han. ”Øhm… Når du kan, bare ikke mellem 15-17, i hverdagene, der arbejder jeg” svarede jeg. ”Okay… Hva med i aften kl. 18? På Chill Out? ” spurgte han. ”Ja, det lyder fint” svarede jeg. ”Okay, så ses vi… Vent her er mit nr. Ring hvis, du skulle blive forhindret, så du enten ikke kan kommer, eller kommer senere” sagde han og rakte hånden frem. Jeg låste mobilen op og gik ind under kontakter, og klikkede opret ny kontakt. ”Her, skriv også lige navn, er i tvivl, om hvordan man staver dit navn… ” sagde jeg og rakte ham mobilen. Han tog imod, mobilen og skrev nr. ind, da der dukker en sms op, på den. Jeg gik i stå, hvem kunne det være? ”Er din mor altid, så ond? ” spurgte han og skrev, hurtigt sit navn ind og gemte kontakten. ”Ja… ” svarede jeg og blev trist. ”Heey, det okay, jeg vil gerne hjælpe, hvis du vil have hjælp… Min far er selv sådan… ” sagde Christopher, og kom over og trøstede mig. ”Det går nok, jeg har klaret hende de sidste par år, så det skal nok gå” sagde jeg og lagde mit hoved å hans skulder. ”Skal jeg kører dig jeg hjem? ” spurgte Christopher. ”Det behøver du ikke, jeg kan godt kører selv” svarede jeg. ”Er du sikker? ” spørger han. ”Ja, jeg er sikker” svarede jeg og fandt endelig mine bilnøgler. ”Vil du stadig iaften? ” spørger han. ”Ja, det vil jeg gerne. Det bliver hyggeligt” svarede jeg og smilede friskt til ham. ”Okay, så ses vi iaften kl. 18” svarede han. ”Okay. Ses senere” sagde jeg og satte mig ind i bilen og kørte hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...