Mit liv

Dette er min historie, skrevet i 3. person. Så mine venner kender ikke slutningen,

1Likes
2Kommentarer
153Visninger
AA

1. Det bliver kun værre

 

Der var engang, en pige på 15 år. Hun hed Julie. Hun boede hjemme hos sin mor, fordi hendes forældre var skilt. Men som timerne, dagene, ugerne og månederne gik fik hun det dårligere og dårligere indvendig.

 

Det var mandag d. 10 marts og Julie havde det dårligt, så hun tænkte at hun ville blive hjemme. Pludselig ringede hendes mobil og hun så at det var hendes mor. Hun tog telefonen op til øret og sagde: "Hej". "Hej Julie, er du på vej i skole?" spurgte moderen. "Nej, jeg har det ikke så godt". Svarede Julie. Så udbrød moderen: "Nu kan det simpelthen være nok! Først Jonas og nu dig! Du kan lige så godt pakke en taske og flytte op til far!" "Fint så gør jeg det!" Råbte Julie. Efter det lagde hun sig til at sove. Hun vågnede 1-2 timer senere. Pludselig kom hendes lillebror ind og ville vække hende, så hun lod som om hun stadig sov. Han prøvede mere ihærdigt, ved at sætte et vækkeur i gang og lægge det ved hendes øre. Efter han var gået, tog hun uret, slukkede det og smed det på gulvet. Hun skrev til hendes far og fortalte ham hvad der var sket. Hun havde få nok. Hun sagde til sin far at hun ville være på busstationen kl. 14.00, så han kunne hente hende.

Bægeret var fyldt over og hun ville væk fra hjemmet. Kl. 12.20 tog hun en bus til Haderslev og bagefter tog hun bus 134 til Kolding. På turen derop, skrev hun til sin far, at det var den rigtige beslutning. Han hentede hende på stationen og de kørte sammen tilbage til faderens hus. Kort tid efter fik hun det bedre, men det varede ikke længe. Hendes mor ringede og ringede, skrev og skrev hele tiden, hver dag. Så pigen blokerede hendes mor, lillebror og resten af familien på facebook og mobilen.

Så hun troede at hendes mor ville lade hende være, men nej.

Moderen begyndte at udspørge veninderne. Og veninderne klagede til Julie. Moderen kunne slet ikke forstå, hvorfor Julie frøs moderen og familien ude.

 

Men en dag, 4 måneder efter hun var flygtet, skulle hun være sammen med sin veninde Caroline, hvis far var venner med Julies mor. Og Carolines far, ville gerne have en snak med Julie og hans datter. UDEN JULIES MOR! Men pludselig dukkede Julies mor op. Julie og Caroline sad i stuen, på sofaen. Julies mor og Carolines far sad også i stuen, ved spisebordet. Pludselig spurgte Carolines far om de ikke lige kunne komme over til bordet.

 

Det gjorde de, så der sad de. Julie foran Carolines far og Caroline foran Julies mor. De snakkede og snakkede. Julies moder græd 2 eller 3 gange, mens Carolines fader kun fældede én tårer. Til sidst følte Julie sig så forrådt og valgte at gå ovenpå og skrive til sin far at han skulle hente hende. Hun nåede kun lige at sende beskeden, før hendes moder tog mobilen ud af hånden på hende. Julie begyndte at pakke hendes ting, mens hun græd. Moderen græd, det samme gjorde Caroline.

Tiden gik og endelig kom Julies far. De kørte igen kort tid efter. Da de kom hjem, snakkede de om det der var sket.

 

-næste dag-

 

Julies far, hans kæreste og deres søn skulle besøge deres farmor. Julie havde ikke lyst til at tage med, for hun havde ikke været i bad. Julies faders kæreste og søn kørte, mens faderen blev hjemme hos Julie til hun var færdig i bad.

Da Julie var færdig i bad, satte hun sig på toilettet og begyndte at græde. Hun stoppede kort tid efter. Hun rejste sig og tog en saks fra skabet. Hun tog den ned til håndledet og pressede og trak. Men saksen var sløv, så den efterlod kun en rød streg, som hvis man havde kradset sig. Hun tog tøj på og gik ind til sin far og fortalte ham hvad der var sket og hvad hun næsten havde gjort. Han blev selvfølgelig ked af det, men også lettet over at hun ikke havde gjort det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...