A Dead Girl Never Lies - One Direction

Ét møde gjorde en ende på det hele... Allie Johnson, har siden den første dag hun mødte, den berømte Harry Styles, ført en dagbog over sit liv. En dagbog om hendes følelser, hendes dage med Harry og hendes mystiske forsvindelser. Da den kun 19 årige pige, bliver fundet død i en af Londons gyder, gør Harry alt hvad han kan for at finde Allies morder. Dagbogen bliver fundet i en skraldespand, nærliggende Allies døds plads, og inden længe finder Harry ud af en masse ting, han ikke vidste om sin forhenværende kæreste. Er der noget, der kan finde frem til denne mystiske morder? Og kan Harry overhovedet klare at læse sig igennem alle siderne? Denne movella er skrevet i dagbogform, men er ellers set fra Harrys synsvinkel.

19Likes
10Kommentarer
677Visninger
AA

1. Prolog

Den åbne kiste er et vidunder. Det hele ser så perfekt ud. Jeg ved hun ville elske det. Blomsterne. Liljer, hendes yndlings. Solen, der står højt på himlen. Alt er perfekt, udover at hun ikke længere er her. Hun er væk. For evigt. 

"Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus." Præstens ord river mig tilbage til virkeligheden. Jeg kigger til min side hvor drengene står, som opbakning.

Louis, Zayn, Niall, Liam. De står der alle fire. De hadede hende alle sammen. Hadede hendes stemme, hendes måde at smække døren med når hun gik. Men de er her. For mig.

"Lad os alle bede. Almægtige, evige Gud, barmhjertighedens Fader, og al trøsts Gud, hør os, når vi i sorgen og savnet kalder på dig, og hjælp os med trøst og styrke i vor nød, ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen." Præsten kigger atter op igen. Kigger på alle de mennesker, hvis ansigter er fuld af sorg. Hvis ansigter viser at de netop nu har misten en bekendt, ven, datter, viser at de har mistet hende.

"Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen." De vise ord fra trosbekendelsen for mig til at slappe en anelse af, men ikke meget. Hvordan skulle jeg kunne slappe af når mit livs kærlighed, ligger inde spærret i en træ kiste?

Jeg løfter blikket og får øje på mrs. Johnson. Allies, nu helt ensomme, mor. Hendes mand, forlod hende for mange år siden, til fordel for en yngre model, og Allie fik aldrig nogen søskende. Hun er nu helt alene.

"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde." Præsten står med en lille skovl og kaster forsigtigt jord på den flotte, kridhvide kiste. "Allie Johnson af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Og af jord skal du igen opstå. Lad os alle bede." Præstens ord, for mig automatisk til at adlyde og jeg samler mine hænder i en bedende facon.

"Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen." Folkemængden bliver hurtigt stille, efter at have mumlet hver deres version af Fadervor. Jeg lukker øjnene, giver tårerne frit løb for første gang i dag. 

"Lad os alle bede! Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os leve i denne salige tid, da vi kan høre dit hellige evangelium, kende din guddommelige vilje og dit faderlige vilje og se din søn, Jesus Kristus. Vi beder dig, at du i din grundløse barmhjertighed nådigt vil bevare dit ords salige lys hos os, og ved din Helligånd lede og styre vore hjerter, så vi aldrig nogensinde viger derfra, men bliver fast derved, så vi hellere forlader alt andet og endelig bliver salige deri, ved din søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligåndens enhed, én sang Gud fra evighed og til evighed. Amen." Jeg kigger til højre for mig, hvor Louis lige har anbragt en hånd, på min skulder. Jeg smiler til ham, så godt jeg nu kan. Jeg kan se at også han har tårer i øjnene.

"Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!" Præstens velsignelse følelse næsten som en omfavnelse, og der bliver svaret med tre; Amen, inden præsten går videre til det allersidste. Salmen.

"Barmhjertige Fader! Tak for menneskelivet, du har givet os, med dets glæde og sorg, tak, at vi ved, at alle ting må tjene dem til gode, som elsker dig. Hold os nu i vor sorg fast hos dig, mind os om, at du ved din søns død og opstandelse har båret vore smerter og fornyet os til et levende håb, hold os for øje, at du i dåben har gjort os til dine og tilsagt os syndernes forladelse og evigt liv. I denne tro takker vi dig for alle gode gaver, du har givet os gennem hendes liv, som nu er gået bort, og overgiver hendes legeme og sjæl i dine hænder og beder dig bevare hende til en glædelig opstandelse på den yderste dag. Send os din hjælp, at savnet på lindres. Styrk os i håbet om dit kommende rige, hvor du fører alle dine børn hjem til dig for at prise og takke dig til evig tid. Amen. Almægtige, evige Gud, himmelske Fader, vi takker dig, fordi du har elsket verden således, at du har givet din søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi beder dig, at du vil trøste og styrke os i al sorg og bevare os i en levende tro på din enbårne søn, så at vi engang med alle dine frelste må komme hjem til dig og prise og love dig i evighed ved din elskede søn, vor Herre Jesus Kristus. Amen." Præstens sidste ord, ligger sig som en tung sky henover os alle. Jeg vender mig om mod drengen og de smiler opmuntrende til mig.

"Du skal nok klare den." Siger Liam og giver mit skulder et lille klem. Jeg smiler taknemmeligt til dem og vender mig atter om, mod mrs. Johnson, der pludselig står bag mig.

"Harry." Hun kigger på mig med store, røde øjne, og tårerne triller stadig ned langs kinderne på hende. Jeg smiler halvt til hende og trækker hende ind til mig i en omfavnelse, vi begge har brug for.

"Jeg skal nok finde ud af hvad, der skete med hende." Mumler jeg stille og forsigtigt. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...