Som at være levende begravet

Opgavens overtema var døre; døre kan åbnes og lukkes, de kan også gå i stykker, som et hjerte kan det

2Likes
1Kommentarer
221Visninger
AA

1. Som at være levende begravet

 

Som at være levende begravet:

 

Forestil dig mørk, våd jord, der bliver skovlet ned over dig. Tungere og tungere for hvert et spadestik; der er intet du kan gøre. Hver gang du kæmper dig op, bliver du skubbet ned, presset ned kastet ned af endnu noget nyt jord, der maser dig længere og længere ned i dybet.

 

Jorden fylder din mund, dine ører og dine øjne:

Du kan intet sige, stemmerne der snakker til dig svinder hen. Det eneste du tydeligt kan høre, er stemmerne i dit hoved, der messer de samme sætninger igen og igen og igen, som én ond ring:

Du er ikke god nok. Du er for tyk. Du skaber kun problemer og er til besvær.

Det eneste du ser klart, er billedet af dig selv i spejlet:

For tyk til at blive elsket.

Jo mere jord der fylder din mund, jo større bliver trangen til at kaste det hele op igen. Du lukker munden, prøver at holde jorden ude, men du ved jo godt, den ikke kan holdes lukket for evigt.

Hele tiden råber en stemme i dig på din fornuft, men den bliver konstant overdøvet af alle de andre stemmer i dit hoved. Den drukner i det beskidte hav af tanker. 

En gang i mellem må du give op, åbne for at få en smule luft, men det du troede var ren og frisk luft, viser sig at være den sorteste jord. Det kvæler dig og giver dig lysten og troen på, at du bliver nødt til at straffe dig selv.

For straks kommer stemmerne frem i dit hoved. De var ikke væk, nej, de er der skam hele tiden; de træder bare til i styrke, og gør dig på en og samme tid utrolig svag og ufattelig stærk.

Du er forkert, forkert, forkert.

Dine øjne klarer det ikke mere; de fyldes med vand, og et kort øjeblik med håb. Håb om at skylle jorden væk og endelig kunne se klart igen, men de bliver endnu engang bare fyldt med jord, der slører dit syn om end muligt endnu mere. 

Du mister kontrollen, og det fylder dig med frygt. Som om du lever i en evig boble af angst. Angst for at gøre noget galt, angst for at træde ved siden af, angst, for dig selv.

Alt dette sker, mens jorden blot bliver tungere og trykker dig så langt ned, du aldrig troede, du kunne komme.

Ser du, for mig er jorden mine tanker, mine og andres forventninger. Det er et billede på mit hoved, mine følelser og på mine tanker. Det er døren til mit hoved. Det er som om, du ihærdigt prøver og prøver på at lukke døren, at smække den i, men den skubber igen med mere modstand og kraft, end du besidder. du kan ikke lukke den.

For mig er hvert et skridt jeg tager, et skridt længere ned i mørket, og selvom jeg prøvet at vende om, kan jeg ikke.

Jeg er sunket for dybt.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...