Troublemaker (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2014
  • Opdateret: 23 okt. 2014
  • Status: Igang
Kayla woodly er 20 år. Hun lever et liv, som langt fra er normalt. Hende og hendes bror har flygtet, siden hun var 16 og han 18. Men da de når til storbyen London, sker der pludselig ting, som ingen af dem havde forventet. Gamle venner forenes, nye venskaber bliver lavet, men med venner kommer der også fjender. Hvordan vil Kayla overleve? Hvem er den gamle ven? Og hvem er det som hele tiden holder øje med Kayla og Leo? (One Direction er kendte)

5Likes
6Kommentarer
403Visninger
AA

2. 1. kapitel

Igen sad vi på flyet til et nyt land. Leo min bror havde næsten fået os opdaget. Flyveturen var ikke så lang, da vi bare skulle fra Berlin til London. Jeg glædede mig til at se London, jeg havde været der, men dengang havde jeg kun været 13 år gammel. Engang imellem savnede jeg den tid, dengan jeg ikke behøvede at flygte, dengang hvor livet bare var normalt. "Kayla vi lander lige om lidt," sagde min bror. Jeg nikkede kort og vendte så mit blik mod vinduet igen. Jeg kiggede ned på det smukke land, som jeg snart skulle sætte mine fødder på. Jeg kunne let skimte London eye, en ting jeg aldrig skulle op i, da jeg havde højdeskræk.

Skiltet med et bælte begyndte at lyse, hvilket betød at vi skulle spænde vores seler, og at flyet gjorde klar til landing. Jeg smilte for mig selv, det her var en ny start. Flyet begyndte at flyve ned af og kort tid efter kunne man mærke at flyets hjul ramte jorden. Alting gik meget langsomt, flyet standsede og alle undtagen Leo og jeg, var ude af flyet. "Er du klar til at starte en nyt liv?" Spurgte han mig om, mens han kiggede dybt på mig. "Ja, det er jeg. Du lover at det er sidste gang vi flygter ikke?" Svarede jeg ham. "Jo sidste gang. Det lover jeg," svarede han. Jeg nikkede tilfredst og så rejste vi os. Vi tog vores håndbagage, hvilket for mig betød, min guitar og håndtaske. Min bror havde kun en rygsæk og så selfølgelig hans kufferter, men dem skulle vi jo først hente.

Vi stod og ventede på vores kufferter, da jeg kunne mærke et par øjne, der hvilede på os. Jeg valgte ikke at reagere og i stedet kigge en ekstra gang efter vores kufferter. Da jeg fik øje på mine to, løb jeg hen til dem og tog hurtigt fat i dem. Jeg gik stille og roligt tilbage til Leo, som stod og smågrinede af mig. Jeg skubbede blidt til ham og pegede på hans kufferter, som var ved at blive ført væk. Jeg grinede let af ham, da han farede hen til sikkerhedsvagten, som gik med hans kufferter. Jeg gik efter ham og stoppede kort fra ham. "Leo, hvad sker der?" Spurgte jeg ham om. "Ja, det kunne jeg også tænke mig at vide?" Spurgte han sikkerhedsvagten. "Det er bare et tjek, vores sikkerhedskontrol reagerede underligt på dine to kufferter," sagde han roligt. Vi fulgte kort efter ham, da han gik ind i et lille rum, hvor der stod en kvinde. "Vil du selv åbne dine kufferter eller skal vi?" Spurgte hun venligt. Leo åbnede kufferterne uden at trække en eneste mine. "Må vi kigge i dine ting?" Spurgte hun. Leo nikkede og kvinden begyndte let at tage tingene ud af den ene kuffert og lage det i bunker på bordet bag ved hende. Da hun havde taget alle tingene ud af den ene kuffert, gik hun igang med den anden. Sikkerhedsvagten fra tidligere tog et par handsker på og begyndte at gennemsøge tingene. Da han var færdig med tingene, lagde kvinden dem pænt ned i kufferten igen. Da han gik igang med tingene fra den anden kuffert, sukkede jeg højlydt.

Det her kunne ikke ende godt. Hvis de fandt noget på ham, som han ikke skulle have, så var det ude med os. Vi havde ikke gjordt noget ulovligt, men vi ville ikke tilbage til Irland. Vi ville ikke tilbage til vores familie.

Da sikkerhedsvagten var færdig og stadig ikke havde fundet noget, lod han os gå. Da vi var på vej ud i ankomsthallen, sagde jeg: "det var godt nok tæt på,"

Leo gjorde sig kort enig, ved at nikke. "Ja, jeg ville godt nok ikke tilbage," Sagde han og hentydede til Irland.

Vi fandt hurtigt en taxa, og efter ca.30 min. var vi ved vores lejlighed. Lejligheden lå i London centrum, så den lå faktisk ret godt.

Jeg steg ud af taxaen og lod Leo betale taxachaufføren, imens tog jeg mine kufferter. Leo tog også sine kufferter og sammen trådte vi ind af de store døre. Da vi kom indenfor gik vi hen til receptionen, og Leo fik hurtigt vores nøgler (til den samme lejlighed). Lejlighedskomplekset mindede meget om et hotel.

Vi gik hen og tog elevatoren op til øverste etage. Da vi stod inde i elevatoren, lod jeg mit hoved vippe fra side til side, til elevatormusikkens rytme. Da elevatoren stoppede, steg vi ud.

Da vi stod på gangen, lod jeg mit blik glide rundt. Der var ikke specielt mange døre. Der var et et mørkerødt gulvtæppet, som dækkede gulvet. Væggene var dækket med beige farvet tapet. Ved en af dørene stod der to mænd, beklædt i sort. De stod og snakkede, men om hvad vidste jeg ikke.

Leo og jeg gik hen til døren, som lå længst væk fra elevatoren, og som også lå ved siden af døren med de to mænd udenfor. De to mænd hilste kort, da vi gik forbi. Jeg smilte og hilste selv, Leo derimod havde for travlt med at snakke til mig. Jeg hørte ikke efter hvad han sagde, jeg hørte kun at han snakkede om Londons by og dens attraktioner.

Da jeg trådte ind i lejligheden smed jeg hurtigt mine sko og løb ind på det første værelse. Rummet var stort og det var allerede møbleret, hvilket var fedt. Rummet var lyst og møblerne var sorte og så var der nogle få ting som var andre farver. Jeg valgte at pakke mine ting ud, da Leo var gået ud for at handle. Da jeg var færdig med at pakke ud, valgte jeg at gå en tur, da Leo ikke var kommet tilbage. Jeg fandt hurtigt mine høretelefoner og så skrev jeg kort seddel til Leo om at jeg var gået. Jeg låste hurtigt lejligheden af og gik ned mod elevatoren. Da elevatordørene åbnede, trykkede jeg hurtigt på stueetagen. Lige idet at elevatordørene skulle til at lukke var der en der råbte: "hold lige døren!" Jeg gjorde som stemmen sagde og lod en hånd stoppe dørene fra at lukke. En lyshåret dreng kom løbende hen imod mig. Jeg kom kort til at grine af ham og da han stod i elevatoren, begyndte han også at grine. "Er du en af de nye beboere?" Spurgte han om, da vi han var færdig med at grine. "Ja. Jeg er lige flyttet ind med min bror Leo. Jeg hedder Kayla," sagde jeg og lod drengen trykke min hånd. "Jeg hedder Niall, det er rart at møde dig." Sagde han. "I lige måde." Svarede jeg han.

***

Det var så første kapitel. Håber i kan lide det. Hvis i vil, ville det gøre mig super glad at få noget kritik, jeg tager både imod god og dårlig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...