Mit livs kærlighed... Eller hvad?

Megans hjerte blev knust af hendes tidligere kæreste Andrew og hun er sikker på at hun aldrig kommer til at elske nogen igen, som hun elskede ham, men så møder hun Lucas...

3Likes
1Kommentarer
587Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Dagene gik langsommere end nogensinde før. Efter Andrew havde gjort det klart at det var slut mellem os, føltes det ikke som om, at jeg havde noget at leve for mere. Jeg elskede ham højere end noget andet, eller det gør jeg stadig. Han var mit livs kærlighed. Jeg var uden tvivl sikker på, at det var ham jeg skulle leve resten af mit liv med.  Der var jo ikke andet end 1 uge til vores 3 års dag. Jeg kunne virkelig ikke tænke på andet.

Jeg hørte svagt en mobil ringe, men tænkte ikke over det, jeg blev liggende i min seng, helt synder knust. Jeg hørte døren til mit værelse gå op og vendte hovedet. Det var min bedse veninde, Kate. "Megan, nu tager du dig sammen og kommer med mig ud, du har ligget her den sidste uge." Hun havde ret, jeg havde ikke foretaget mig noget siden det sluttede. "Her, tag det her tøj på, så går vi en tur, og snakker om alt andet end ham." Jeg satte mig op i sengen og kiggede hen mod mit spejl og så mascara resterne på mine kinder. "Åh, jeg ser jo forfærdelig ud," sagde jeg og kunne faktisk godt grine lidt af det. Det var første gang jeg havde grint siden. Jeg skulle bare komme over ham nu. 

Jeg tog det tøj på Kate havde givet mig, satte mit hår op i en hestehale og fik fikset min make-up igen. "Det er længe siden jeg har set dig så pæn" sagde Kate. Det var vel også rigtigt nok. 

 

Vi gik ned mod parken, der var et kvarter fra mit hus. Vi satte os på en bænk og snakkede. Det føltes rigtig godt endelig at snakke rigtigt med hende igen. Vi snakkede i et par timer, inden Kate skulle til at gå igen. Vi gik hver vores vej, efter at vi havde sagt farvel.

Jeg gik med min iPhone i hånden og kiggede ikke op, da jeg lige pludselig gik ind i en og tabte min iPhone ned på asfalten. Skærmen var fuldstændig knust. "Det må du virkelig undskylde, jeg så mig ikke for" sagde jeg og kiggede op, i de klareste blå øjne. Luke Hemmings, det var surrealistisk. "Nej, du skal ikke undskylde, det er min skyld." Han samlede min iPhone op og kiggede på den, "jeg betaler for skærmen, det er jeg virkelig ked af." sagde han. "Nej nej, den var i stykker før også" løj jeg. "Nå okay.. Jeg hedder Luke" sagde han og gav mig hånden. "Det ved jeg" smilte jeg. "Jeg hedder Megan."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...