Stenenes Arvinger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2014
  • Opdateret: 1 sep. 2014
  • Status: Igang
De to bedste venner Mathias og Martin får efter vinterferien en ny klasselærer. Men det viser sig, at han ikke er helt almindelig. Han er nemlig en troldmand. En troldmand, der skjuler to meget værdifulde sten, som nødig må havne i de forkerte hænder. Men en dag finder Martin de to sten, uden at vide, at de tilhører hans lærer. Skarpt forfulgt af muddermonstre og andre onde skabninger, må de flygte til en ukendt verden, hvor alt kan ske...

0Likes
2Kommentarer
501Visninger
AA

3. De mystiske spor

Martin boede lidt uden for byen i et rækkehus. Det var ikke særlig stort, men det var hyggeligt nok. Martins far var ingeniør, og kom altid sent hjem, så han var næsten aldrig hjemme, når Martin kom hjem fra skole. Alligevel havde han en dårlig vane med at ringe på, selvom han vidste, at han ikke var hjemme. Huset lignede sig selv, da han trådte ind i entreen. Både væggen i gangen og stuen var grønmalet, ja selv badeværelset og sin fars værelse. Det eneste, der var hvidt, var Martins eget værelse. Med undtagelse af loftet, selvfølgelig. Han har aldrig nogensinde været deroppe, da det ikke var så sikkert at gå der. Man kunne risikere at falde lige gennem isoleringen, hvis man ikke passede på. Det eneste, der var deroppe, var nogle gamle kasser med ting og sager fra dengang Martin var mindre. Legetøj, tegninger og alt muligt andet. Ellers var der ikke noget særligt. Martin havde altid været enebarn, så han har aldrig haft fornøjelsen af at drille søskende, som alle hans venner tit gjorde, hvis de blev lidt for irriterende. Uden på lignede Martin en rigtig flink og glad dreng, men i virkeligheden skjulte han frygten for de næste slag, skæbnen ville tildele ham. Martins værelse var et typisk drengeværelse med plakater af berømte foldboldspillere på væggen. Ovenover sin seng, hang en stor plakat med Cristiano Ronaldo, som var midt i en tackling. Han var selvfølgelig Martins store idol. Hans største drøm var at komme til at møde ham. Men han var klar over, at det nok aldrig ville komme til at ske. Mens han sad og stirrede ud af vinduet, fik han pludselig øje på noget mystisk: nogle kæmpestore mudderspor på det snedækkede fortov. Han rystede på hovedet af sig selv. Det var slet ikke muligt, at vade i mudder, nu hvor alt var dækket af sne og is. Af ren nysgerrighed rejste han sig, og gik ud i entreen for at tage sit overtøj på. Udenfor skinnede solen fra en skyfri blå himmel. Det var sjældent, at vejret var så godt om vinteren, og når det endelig var godt, så var det bare med at tage overtøj på og komme ud. Han var ikke kommet ret langt, før han kunne høre Ole’s stemme kalde på ham. Ole var en af hans klassekammerater; en meget flink dreng med fregner i hele ansigtet. Hans røde hår skinnede lige så kraftigt i solens stråler, som hans safirblå øjne. Han gik med en rød kælk, som han trækkede efter sig.  
”Hva’ så der? Hvon’ skær den?” spurgte han venligt Martin, og gav ham et venskabeligt klask i ryggen. ”Det går sgu da meget godt” svarede Martin, og begyndte at gå videre langs det snedækkede fortov.
”Vil du med op på bakken og kælke? Mig og gutterne er allerede deroppe. Vi mangler bare dig” sagde Ole med et grin. Martin tænkte sig lidt om. For det første havde han ikke rigtig lyst til at kælke, og for det andet ville han også se nærmere på de mystiske spor i sneen, hvis det altså overhovedet var noget særligt. Han rømmede sig, og sagde ”Nej, tak. Jeg har ikke rigtig lyst”
Ole så skuffet på ham.
”Ej, hvor er du kedelig, mand. Jeg havde lige glædet mig så meget” sagde han ærgerligt. ”Nå, men vi ses i hvert fald i morgen” fortsatte han kort.
”Ja, det gør vi” sagde Martin, og lod som om han gik tilbage til huset. Da han var sikker på, at Ole var gået, ændrede han kursen mod det sted han mente, de mystiske spor var. Og ganske rigtigt: lige på den anden side af fortovet lå de. Han gik beslutsomt hen til sporene, og bøjede sig ned for at studere dem. De var store. Kæmpestore. Og der, hvor aftrykket af skosnuden burde have været, var der i stedet kløer. Martin kiggede op, og med øjnene fulgte han sporenes retning. De fortsatte ligeud. Han besluttede sig for at følge dem, for han var nysgerrig efter at se, hvor de endte. Engang imellem viste der sig også nogle menneskespor ved siden af. Det var hele tiden de samme menneskespor, for det kunne Martin se på aftrykkene. Sporene blev ved med at fortsætte ligeud, indtil de endte ved et kæmpestort parcellerhus. Men der var noget underligt ved huset. Taget var smadret, og indgangen var spærret af tagsten, der var faldet i forbindelse med sammenstyrtningen. Der var ingen forbigående folk, der så meget som kastede et blik på huset; enten var de ligeglade, eller også lagde de slet ikke mærke til det. Der var noget ved huset, som sendte kuldegysninger gennem hele Martins krop. Han vidste ikke hvorfor, men en intuition fortalte ham, at han skulle holde sig langt væk derfra. Alligevel var der noget ved det fuldkommen ødelagte hus, der gjorde ham nysgerrig. Så nysgerrig, at han begyndte at gå ind i det. Han vendte sig om for at se, om der var nogle folk i nærheden. Det var der heldigvis ikke, så han fortsatte sin færd. Gulvet knirkede højt under hans vægt, men han ænsede det ikke. Han fandt en trappe, der førte op til første sal, og besluttede sig for at gå derop. Der var intet, udover en lang gang med panelvægge. En pludselig træthed ramte ham. Han havde brug for at sætte sig ned. Bare et øjeblik. Han sukkede og satte sig på gulvet og lænede sig tilbage mod panelvæggen. Idet han lænede sig tilbage mod væggen, skete der noget mærkeligt: panelet forsvandt ind i muren! Martin var nær faldet med hovedet ned i gulvet. Han satte sig forskrækket op, og gloede på det sted, hvor væggen burde have været. I stedet var der et stort hul. Og inde i det hul, var der noget, som fik ham til at gispe af overraskelse. Der var nemlig to rødglødende sten, som var nøjagtig lige store. Overrasket og forundret rakte han ud efter dem. Han forventede, at de ville være brandvarme pga. flammerne i dem, men der skete intet, da han tog dem op i sin hånd. Han vidste inderst inde godt, at det var forkert at stjæle, men samtidig var han også meget nysgerrig efter at vide, hvad det mon var for nogle sten han havde fundet. Og helt ærligt, hvem ville savne et par sølle sten? Med bankende hjerte lagde han stenene i sin jakkelomme, og skyndte sig ud igen. Det første han gjorde efter at have taget sit overtøj af derhjemme, var at spurte op på værelset med stenene i hænderne. Men han havde knapt nok lagt dem på sit skrivebord inde på værelset, før han kunne høre sin fars velkendte slæbende skridt i entreen. Shit, tænkte han.
Som sædvanlig kom han ind med en pose fyldt med alkohol, som han nærmest slæbte efter sig. Han var stor og muskuløs, og hans brune hår strittede ud til alle sider, som om det aldrig var blevet redt. Med et støn satte han poserne ned på gulvet, som om det krævede ham stor anstrengelse at gøre det, på trods af sine store armmuskler. Han tog en øl ud og åbnede den og begyndte at hælde indholdet i sig. Efter et par sekunder satte han øllen fra sig på bordet.
”Martin! Kommer du lige og hjælper mig? Og lad det gå lidt tjept!” sagde han stønnende.
Martin sukkede og gik hen til sin far, der var ved at finde endnu en øl frem. De tomme dåser endte altid på gulvet, og Martin skulle altid rydde op efter ham. Som om hans far betragtede ham som en flaskedreng. Martin bøjede sig ned og samlede de tomme dåser op og smed dem ud i skraldespanden i køkkenet. ”Det der kunne du godt gøre bedre” sagde hans far, og smed endnu en tom dåse øl på gulvet, som han netop havde drukket. ”Vis hvad du duer til, knægt”
Martin gentog den samme handling igen og igen, indtil alle øldåserne i den første pose var tomme.
”I morgen tager jeg fandeme tid på. Det er helt utroligt, at du skal være så langsom” beklagede hans far sig, og satte sig foran tv’et. Martin havde forventet alt andet end taknemlighed, fordi hans far altid var så sur. Da han var sikker på, at han var gået, skyndte han sig op på sit værelse. Han smækkede døren hårdt i efter sig, og knugede stenene i sine hænder. Han lagde sig fortvivlet ned på sengen. Tårerne begyndte at strømme frem gennem kanalerne og ud gennem hans øjne. Han rystede på hovedet af sig selv. Nej, nu måtte han ikke være en kryster! Han så op på sin plakat af Cristiano Ronaldo. Hver gang han gjorde det, fik han en følelse af tro. Troen på sig selv. Troen på, at alting nok skulle ordne sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...