Stenenes Arvinger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2014
  • Opdateret: 1 sep. 2014
  • Status: Igang
De to bedste venner Mathias og Martin får efter vinterferien en ny klasselærer. Men det viser sig, at han ikke er helt almindelig. Han er nemlig en troldmand. En troldmand, der skjuler to meget værdifulde sten, som nødig må havne i de forkerte hænder. Men en dag finder Martin de to sten, uden at vide, at de tilhører hans lærer. Skarpt forfulgt af muddermonstre og andre onde skabninger, må de flygte til en ukendt verden, hvor alt kan ske...

0Likes
2Kommentarer
437Visninger
AA

1. Prolog

To mørke skikkelser mødtes en mørk aften. Den ene skikkelse havde ventet i et stykke tid på sin herre, lænende mod en gadelygte på fortovet. Lidt efter hørtes der skridt mod fortovet, og en ny skikkelse blev afsløret i skæret af gadelygten. Begge skikkelser var iført identiske lange sorte kapper, der gik næsten til jorden. De fulgtes ad et stykke hen ad det snedækkede fortov, gennem et par gader, indtil de stoppede foran et stort og gammelt parcelhus, der lå et stykke væk fra husfacaderne. Husets messinghoveddør var blåmalet og det så ud som om, at malingen var ved at skalle af.
”Er du sikker på, at de er i sikkerhed her?” spurgte den ene af skikkelserne, da de var gået ind i det store gamle hus. Han tog sin kappe af, og hængte den på en knage ved hoveddøren og afslørede sine kulsorte skjorte og bukser og sit sortkrøllede hår. Der var helt buldermørkt, og kun fuldmånens svage stråler oplyste den store stue, som de lige var trådt ind i. Det gav ikke meget belysning, men dog nok til at de kunne se.
”Ja, Sean” svarede hans herre, som for resten hed Curtiz. Han rodede i sine lommer, og fandt to flammeglødende små sten frem fra lommen. De var lige så store som Curtiz’ brede hånd. Han foldede sine hænder ud. Stenenes rødglødenhed var så skarp, at de næsten blev blændet af skæret fra stenene, der oplyste stuen.
”Ja, helt sikker” sagde Curtiz, og fulgtes med Sean hen til den anden ende af stuen, hvor der var en lukket egetræsdør. Curtiz trak håndtaget ned med sin brede hånd, og åbnede døren. Døren gik op med en langtrukken, knirkende lyd. Bag døren var en ny lang gang, hvis vægge var beklædt af paneler. Curtiz gav sig til at banke på dem.
”Hvad skal det til for, herre?” spurgte Sean nysgerrig.
”Shh” sagde Curtiz advarende, og så sig om i den tro, at der ville dukke nogen op og forstyrre dem.
”Det er fordi, at der er et hemmeligt rum i et af de her paneler” sagde han hviskende, og fortsatte med at banke på panelerne. Ti minutter senere havde Curtiz held med sig. Et af panelerne gik til side, og forsvandt ind i muren! I stedet var der et lille rum, der lige akkurat var stort nok til, at begge sten kunne være der. Curtiz lagde forsigtigt de rødglødende sten ind i rummet, bankede på panelet igen, og lukkede rummet. Nu var stenene i sikkerhed.
”Nu er de så godt som sikret. Det er din opgave at passe på dem, Sean. Og hvis du bare begår én fejl, så bliver det ikke sjovt at være dig!” sagde Curtiz slesk. Sean åbnede munden for at svare igen, men i samme sekund blev stilheden flænset af et altoverdøvende brøl. Så skete der en masse nærmest på én gang: Husets tag brasede sammen, og var lige ved at ramme Curtiz og Sean, som spurtede hen ad gangen. Snart kunne de høre løbende skridt nærme sig. De behøvede ikke vende sig om for at se, hvem deres forfølgere var. Det var muddermonstrene.
”Jeg vidste ikke, at de ville kunne finde os her” sagde Sean forpustet. Curtiz svarede ikke, men fortsatte bare med at løbe. De skyndte sig ud af hoveddøren, uden at låse den efter sig, velvidende at muddermonstrene stadig var efter dem. Da Curtiz så en rød Fiat holde ved vejkanten, åbnede han bildøren og satte sig på førersædet og Sean på forsædet. Heldigvis var bilens nøgle stadig i tændingen, så han drejede den rundt, og med et kørte de i fuld fart på flugt fra muddermonstrene, der var lige i hælene på dem. Curtiz kunne se monstrene i bakspejlet, men kørte uanfægtet videre. Bedst som de troede, de var sluppet af med deres forfølgere, kunne de pludselig høre skramlen på bilens tag. De var klar over, at de måtte handle hurtigt for at slippe af med dem, og derfor begyndte Curtiz at køre i zigzag, i håb om at monstrene ville miste balancen og falde ned. Men nej, det skete ikke. Uanset hvor voldsomme zigzaggene var, stod de som limet fast på bilens tag. De voldsamme zigzag gjorde, at Curtiz mistede kontrollen over bilen. Et stykke fremme kunne de skimte omridset af byens havn, og de havde direkte kurs mod den. Curtiz gjorde alt, hvad han kunne for at bremse bilen, men det var lettere sagt end gjort, for det var som om, at de gled i et eller andet. Curtiz kiggede forskrækket i bakspejlet, og fik øje på to røde øjne, der stirrede sultent på dem i mørket. Curtiz sank en klump, og det lykkedes ham at lave en U-vending, så forfølgeren blev kastet tilbage på jorden. Men der var ikke tid til at slappe af, da Curtiz havde på fornemmelsen, at rabalderet ikke var overstået endnu. Og ganske rigtigt. Få sekunder efter han havde tænkt den tanke, sprang et nyt muddermonster op på bilens tag. Curtiz kunne næsten mærke trykket af dens vægt. Et langtrukkent og frygtindgydende brøl afbrød den korte stilhed, og Curtiz vidste, at de havde tabt på forhånd. Muddermonstrene var for stærke. Der var ingen grund til at forsøge at hamle op med dem.
”Vi… kører ned i havnen… det er vores eneste chance for at slippe af med dem” mumlede Curtiz til Sean, der betragtede de glubske monstre, der gjorde alt hvad de kunne, for at flå bilen i stykker. Sean vidste, at Curtiz ikke var til at diskutere med, så selvom han var rædselsslagen for at køre direkte ned i det kolde vand, havde han ingen lyst til at modsige ham. Og sådan blev det. Curtiz speedede bilen op, og fyldte lungerne med luft. Det samme gjorde Sean, og med ét havnede de i det kolde, mørke vand.
Sean havde det, som om han skulle kaste op. Han kunne mærke vandets tryk på alle sider af sin krop, selvom han stadig befandt sig i bilen. Han kunne intet se. Alting var sløret. Det sidste han hørte, før det trykkende vand tvang ham til at lukke sine øjne, var en hviskende stemme, der sagde: ”Jeg kommer tilbage… Stenene er mine…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...