The Walking Dead / Oneshot / Zombiekonkurrence

Det er en The Walking Dead inspireret novelle/oneshot/fanfiction.
Den handler om to unge piger, der begge har mistet deres familie, da virussen brød ud. Nu har de fundet hinanden og kæmper sammen for deres overlevelse.

15Likes
18Kommentarer
446Visninger
AA

1. ~ Family comes first before anyone ~

I starten kendte ingen til virussen. Man havde hørt om tilfælde, om folk der var blevet angrebet af ’dødninge folk’ ’levende døde’, der var mange ord for dem. Selv kaldte jeg dem ’vandrere’. Ingen vidste, hvad det var i starten, men så kom udsendelsen. Politiet fløj rundt i områder, der var særligt befolkede af vandrere.

De filmede de mange vandrere oppe fra, man så dem æde et får råt. Bagefter var der en forsker, der forklarede om virussen, hvad den gjorde ved ’folk’. De vidste ikke hvordan, den startede, men de vidste, hvordan man blev smittet.

Hvis man blev bidt eller revet af en af de her vandrere, ville man hen over en nat blive til en af dem.

Virussen åd en indefra, den dræbte en. Først ville man få en følelser, der kunne beskrives som at brænde op, sagde de, så ville hjernen og hjertet gå i stå. Så dér var man teknisk set død. De vidste ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, at de ’kom til live’ igen.
Men det gjorde de altså.
Når de vågnede igen, var de ikke sig selv. ’Dig’ delen var forsvundet, og tilbage var der kun en tom skal, der blev styret af en enkelt impuls.
Sult.
Den del, der udgjorde dig, var forsvundet, alle dine minder, erindringer, alt ville forsvinde. Dit tidligere liv ville være glemt. Selv din familie ville du ikke kunne genkende. Du ville blive som et vildt dyr. Nådesløs. En dræber. Den eneste måde at sætte en stopper for de her vandrere, var ved at dræbe dem. Forskerene sagde, at de arbejde på en kur, men som om det ville ske.
Der var nu gået over tre måneder siden virussen blev udbredt og udsendelsen blev vist, og man havde ikke hørt et ord fra forskerne siden.
Så derfor måtte de dræbes, det var den eneste mulighed.
For at dræbe dem, måtte man beskadige noget af hjernen. Dette kunne gøres på mange forskellige måder, det vigtige var bare, at deres hjerne blev skadet.
Programmet forsatte længe.
De fortalte, en masse om hvad der skete med hjernen, men de fortalte ikke, hvordan det egentlig var derude. De fortalte ikke, hvordan det ville føles at pege en pistol mod en vandrers hoved.
Nok var de døde, men de havde en gang været mennesker.. Og det var ikke 'bare' at trykke på aftrækkeren. At ende deres liv.
Dog gik det over med tiden, selv følte jeg intet skyld længere.
De var jo ikke mennesker, ikke længere. Det var sådan, Piper havde lært mig at se på det. Alt andet var for smertefuldt. 

Jeg talte ikke længere, hvor mange jeg havde dræbt. Det måtte være over hundrede, men hvem ved. Ikke mig, jeg stoppede med at tælle for lang tid siden.
Det var lettest sådan.

 

”Em, vi skal af sted nu.” lød Pipers stemme og afbrød mine tanker. Det var en dårlig vane, jeg havde. Jeg tænkte alt for meget tilbage på, hvordan det var før virussen, før vandrende.
Det var ikke sundt, det havde hun sagt til mig tusinde gange. Men jeg kunne ikke lade være, jeg kunne lide at tænke tilbage. Det opmuntrede mig. Tanken om, at verden en gang var rar at leve i. At det måske kunne blive sådan igen. At der stadig var håb.

 Hun kom hen til mig med en stor taske slynget over skulderen.
Hendes lange sorte hår var sat op i en stram, høj hestehale. Hun havde en sort, langærmet trøje på og et par lige så mørke, tætsiddende bukser på. Hendes foretrukne outfit. Hun havde som sædvanlig det samme våben bælte på, der holdt på alle hendes patroner, knive og andre våben, som hun altid havde på. Hun var så forskellig fra mig. Hun var høj, muskuløs(dog slank at se på) og mørkhåret, og jeg..
Jeg var lille og spinkel, jeg havde ikke de samme flotte former som hende, jeg havde faktisk ikke rigtig nogen former. Derfor foretrak jeg løse militærbukser og løse T-shirts, frem for det stramt siddende tøj som Piper altid gik i.

Vi var som nat og dag. 
Mit hår f.eks var helt modsat hendes. Det var så lyst, som noget kunne blive. Nærmere hvidt faktisk. Det eneste vi egentlig havde tilfældes, var den solbrændte hud efter alle de timer, som vi tilbragte udenfor for at træne, og de samme kolde, blå øjne.
Men ellers var vi lige så forskellige som nat og dag. Både i personlighed og udseende.

Hun var beslutsom, jeg var mere vaklende.
Hun var adræt, jeg var klodset.
Hun var smuk, jeg var ikke.
Ofte havde hun fortalt mig, at hun syntes, at jeg var smuk. Men helt ærligt troede jeg bare, at det var noget, hun sagde for, at jeg skulle få det bedre med mig selv.
Sådan var det bare, men det gik mig ikke sønderligt på. Hun var den eneste, jeg havde tilbage. Jeg betragtede hende lidt som min storesøster. Hun tog sig af mig. Og jeg så op til hende. Hun var alt, hvad jeg ville være.
Smuk, stærk, fantastisk.
Hun var kun fem år ældre end mig. Hun var tyve, jeg var femten.
Godt nok var vi ikke rigtig i familie, men så godt som.

Vi var taget ind til byen for at hente forsyninger. Det var risikabelt, men det var den eneste mulighed for at overleve.
Så efter tur i lejren tog vi ind til byen for at hente forsyninger, som mad, tøj, våben.
Idag var vores tur.

Piper stod altid for våben og medicin, jeg stod for for mad og tøj.
Hun havde mere forstand på det end mig. Før alt dette skete, var hun ved at læse til læge.
Så ikke nok med, at hun var fantastisk i kamp, hun var også klog.
Jeg var langt fra lige så god til at kæmpe som hende.
Hun var rå. Hun dræbte uden betænkeligheder, det havde hun gjort lige fra starten, eller i hvert fald i alt den tid jeg havde kendt hende.

Hun talte aldrig om før virussen, det eneste jeg vidste, var at hendes familien var blevet til vandrere, og hun havde skudt dem bagefter. Efter det havde jeg ikke stillet flere spørgsmål.
Hun havde skræmt mig fra vid og sans efter det. Bare tanken om at dræbe sin egen familie, gav mig kvalme. Det var grusomt.
Jeg ville ikke have gjort det, jeg havde valgt at flygte i stedet.
Men efter at hun havde taget mig til sig, havde det ændret sig. Hun havde lært mig at kæmpe og skyde.
Jeg ved ikke, om jeg ligefrem kunne slå min egen familie ihjel. Men jeg var i hvert fald blevet stærkere, siden jeg havde mødt hende.

Jeg kiggede på hende med et lille smil og ladede min pistol. ”Okay, jeg dækker din ryg.” Hun smilte sit sædvanlige yes-så-skal-der-nakkes-vandrere-smil og gik i forvejen. Jeg holdt mig lige bagved, da vi gik ud af bagdøren.
Vores bil holdt der, så det var ikke svært at komme hurtigt ud af byen, og vi måtte egentlig kun skyde et par få vandrere, og så var vi ude.

Der ville gå timer, før vi var i lejren, så jeg tænkte, at der nok ikke ville ske noget ved at lukke øjnene...
Bare et øjeblik.

***

Jeg ved ikke, hvor lang tid der var gået, men jeg vågnede ved et kort skingert hvin fra Piper.
Jeg slog straks øjnene op, jeg var vågen  med det samme. Jeg så ud mod vejen og forstod ikke grunden til hendes hvin.
Det var blevet mørkt og månen sendte et blegt skær ned på vejen, hvor en ung vandrerpige stod foroverbøjet med hovedet begravet i kødet på et stakkels dyr.
Vi ville sagtens kunne køre uden om hende, vi var jo langt hurtigere end hende, og der var god plads. Jeg skulle netop til at spørge, hvad der var galt, men så stoppede hun bilen.
Jeg så uforstående på hende men klikkede min sele op.
”Hvad er der, Piper?” sagde jeg og lagde hovedet let på skrå.
”Det er jo bare én lille vandrer. Vi kan bare køre uden om.” Piper så på mig uden rigtig at se på mig. ”Det er ikke bare en vandrer.” Med de ord åbnede hun bildøren og gik hen mod vandreren.
Jeg skyndte mig hurtigt efter hende. ”Piper, hvad fanden har du gang i? Lad os nu bare skride. De andre i lejren venter på os.”
Piper så ikke en gang til min side.
”Jeg kan ikke forlade hende. Ikke igen.” Sagde hun med en grødet stemme.
Hende? Siden hvornår var vandrere blevet til andet end en 'den'? Noget var fuldstændig galt, og hvis vi ikke snart kom af sted, ville vandreren lægge mærke til os, og så ville vi blive nød til at slå den ihjel.
For sent.
Vandreren snusede ind og vendte langsomt sit hoved mod os.
Jeg væmmedes. Jeg ville vænne mig aldrig til det syn. Dens gustne hudfarve, den pergament agtige, hud. Det var et grusomt syn. Øjnene havde den samme blege farve, som alle vandrenes øjne havde. De havde det samme tomme blik. I forhold til de andre vandrere, jeg havde mødt, var der ikke mange tegn på forrådnelse endnu. Den måtte være forholdsvis ung. Et par måneder? I menneske år ville den nok være på min alder, ikke mere end fjorten, højst femten.

Den havde den samme hvidlige hårfarve som mig, men dens så så slidt og fedtet ud. Det hang i totter ned om skuldrene på den. Flere steder hang der madrester og skidt i.
Jeg vidste ikke, hvad der skete for Piper, men uden nogen grund begyndte hun at gå frem med den. Hun så ikke på den med det samme frastødte blik, som mig. Nej, hun så på den med et blidt blik.. Et kærligt blik.
Hvad fanden?
Hun begyndte langsomt at kalde på den med en stemme, der var sløret af gråd. Jeg havde aldrig hørt hende sådan før. Hun plejede altid at være den stærke af os. Det var hende, der plejede at trøste mig. Hun var min klippe. Og nu lød hun sådan.
”Hailey? Hailey? Se på mig. Kan du se, hvem det er? Det er Piper...”
Der var en lille pause, men så fortsatte hun:
”din søster”
Jeg måbede forbavset, overvældet. Det kunne ikke passe, hun havde skudt sin familie. Havde hun nu en søster, og i så fald skulle hun så ikke være død? – Altså rigtig død.
Hun havde aldrig fortalt mig, at hun havde søskende. Jeg vidste, at hun havde forældre, det havde alle jo. Men jeg havde bare ikke tænkt på, at der kunne være søskende, da hun havde fortalt mig, at hun havde skudt sin familie. Hvilket hun åbenbart ikke havde.
Jeg stirrede på hende med åben mund, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Denne situation var grotesk.
Hun talte med en vandrer. Det var hende, der fra starten af havde lært mig, at de ikke var mennesker, at de bare var tomme kroppe.
Men nu gik hun der, hen imod den ting og prøvede at nå ind til den?
Jeg kunne ikke lade det ske.
Hun kunne tilsyneladende ikke se, at det bæst ikke var hendes søster men bare en tom skal, der bare ventede på at sætte tænderne i hendes kød, men jeg kunne se det, og jeg måtte stoppe hende.
Før det var for sent.
Jeg gik hen mod hende og holdt hende tilbage, vandreren var også på vej mod os nu i et sløvt vaklende tempo.
Jeg så på hende med et blidt blik og prøvede at lyde så forstående som mulig.
”Piper. Piper, se på mig. Det der er ikke din søster, det var din søster. Den ville ikke tøve med at dræbe dig, det har du selv lært mig, du kan ikke redde den.”
Langsomt så hun på mig med et hårdt drag om munden. 
”Hun er min søster, Emily. Jeg har forladt hende en gang før, det vil jeg ikke gøre  igen. De er jo ved at finde en kur, vi må tage hende med til lejren og passe på hende der, indtil vi hører noget nyt fra forskerne. Jeg kan ikke efterlade hende, ikke igen.”
Hun havde allerede besluttet sig, jeg kunne ikke tale hende til fornuft. Men jeg prøvede alligevel, selvfølgelig prøvede jeg.
Desperat rystede jeg på hovedet og modsagde hende så.
”Nej, vi kan ikke tage hende med hjem. Hun er farlig, og vi ville ikke kunne have hende i bilen.”
Piper ignorerede mig og gik forsigtigt hen imod den. Jeg var ved at miste tålmodigheden. ”
For fanden, Piper! Enten kører vi nu, eller også skyder vi hende.”
Jeg så da barskt på hende, og hun rystede forbavset min hånd, der nu havde låst sig om sit håndled, af sig.
”Tænk at du kunne sige sådan noget. Jeg troede, du ville forstå.” sagde hun med et koldt blik.
”Da du fortalte mig, at du ikke kunne skyde dine forældre, var jeg overbærende. Jeg tog mig af dig. Så jeg troede, at du ville forstå, hvordan jeg har det. Vi bliv..”
Jeg afbrød hende kontant.
”Jeg forstår dig, Piper.”
Løgn. Hun havde lært mig ikke at være barmhjertig i sådan en situation. Hvordan skulle jeg kunne forstå hende? Det her var jo ikke hende. Så jeg løj, det var min eneste mulighed for at trænge igennem til hende.
”Det gør jeg, men vi kan ikke tage hende med. Du tænker ikke klart, og det er hårdt, det forstår jeg godt.”
Hun rystede på hovedet.
”Tydeligvis ikke.”
Jeg trådte et skridt væk og prøvede at finde på noget at sige. Jeg ville ikke kunne tvinge hende ind i bilen, hun var både stærkere og højere end mig. Tiden gik langsomt, men vandreren satte tempoet op. Piper bredte sine arme ud, som ville hun omfavne den. Der var nu få meter i mellem dem.
Aldrig havde jeg set noget så grotesk.
Jeg måtte handle hurtigt.
Piper havde bevæget sig frem mod den, så der var nu også få meter mellem os.
Min puls steg, jeg kunne mærke mit hjerte banke i brystet på mig.
Det var som om, at alt foregik i slowmotion.
Jeg kunne allerede se, hvordan det hele ville udspille sig.
Vandreren ville dræbe hende, hvis ikke jeg gjorde noget. Jeg måtte forhindre det. Den var nu så tæt på, at den kunne få fat i hende, alt den skulle gøre var at række ud.
Og det gjorde den.
Jeg tænkte ikke, jeg løb bare samtidig med, at jeg ladede min pistol.
Jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne nå at stoppe det, men så i sidste øjeblik, fik jeg lagt mig ind i mellem dem. Jeg bredte beskyttende mine arme ud, så den ikke kunne få fat på Piper.
På det tidspunkt havde jeg aldrig været så tæt på en vandrer, jeg vidste ikke, den var så hurtig.
- Hvis bare jeg havde vidst det.
Dens øjne flakkede rundt, da den tydeligvis blev forvirret over, at noget spærrede for dens hovedret.
Den rettede dens blege øjne mod mig og åbnede munden i snerren.
Alt skete så hurtig - men dog så langsomt.
Jeg var bevidst om alle detaljer.
Rester fra dens sidste måltid ramte mit ansigt, da den snerrede af mig. Jeg kunne se lige ind i dens mund, hvor der sad blodige lunser af kød og sener.
Dens tænder var rådnede - og dog så skarpe.
Den var så langt fra et menneske som noget kunne være.
Jeg gjorde mig klar til at skyde, men blev så distraheret af en voldsom smerte. Først var jeg i chok, hvad var der sket? Hvorfor gjorde det så ondt? Så vendte jeg mit blik ned.
Den havde boret sine beskidte, flossede negle ind i mit maveskind og brugte nu begge hænder til at hive huden fra hinanden. Blodet vældede ud over dens fingre, og jeg stirrede bare chokeret på det. I chok over hvad der var sket.
Min eneste tanke var; ”Hvordan fanden kan den være så stærk?”
I chokket glemte jeg nærmest alt om smerten, det var bare en del af baggrunde, nået der kunne ignoreres.
Jeg blev dog hurtigt vækket af mit chok og tiden satte i gang igen, da Pipers skrig lød gennem natten.
Jeg sank ned på jorden, hvor den bøjede sig ind over mig, ligesom den havde gjort med dyret.
Den var nu stoppet med at flå mit maveskind fra hinanden I stedet satte den, stadig med den ene hånd inde i min mave, tænderne i min skulder og bed til.
Den bed en ordentlig luns af mit kød af, og dér vidste jeg godt, at jeg skulle dø.
Smerten var uudholdelig, jeg ville hellere dø.
Det var bare ikke en rimelig måde at dø på.
Dog kunne man vel sige, at intet i denne her absurde verden var rimeligt.
Alligevel syntes jeg, at jeg fortjente bedre.
Jeg havde kæmpet for min overlevelse, jeg havde set min familie forvandle sig til blodtørstige væsner, hvis eneste mål var at dræbe.
Jeg havde gennemgået nok.
Jeg var gået fra at være lille uskyldig pige til et ungt og koldt menneske, der hver dag måtte dræbe for at holde sig i live.
Jeg kunne i det mindste få en stille og rolig død. Fortjente jeg virkelig at blive ædt levende?
Okay, jeg var måske lidt bitter.

Hvad mon Piper ville gøre? Ville hun godt kunne skyde mig, eller ville hun ligesom med sin søster skåne mig?
Og var det underligt, at jeg håbede på det sidste?
Jeg ville ikke blive til en af de bæster, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hun virkelig måtte have holdt af sin søster, hvis hun ikke kunne få sig selv til at dræbe den.
Selv efter den var blevet til sådan et uhyre.
Alt dette, alle disse tanker, varede nok ikke mere end et minut, men det føltes som flere timer. Og Piper, hun stod bare der og stirrede, hun var vel i chok.
Vandreren rodede nu rundt med sin hånd inden i min mavesæk og trak noget ud.
Aldrig har jeg følt noget lignende. Smerten var ubeskrivelig, det føltes som om jeg skulle kaste op, og jeg var så svimmel, at jeg havde svært ved at fokusere på det, den trak op af min mave.
Det var en lang blodig, tyk strimmel, som den med begge hænder kørte rundt mellem sine fingre.
Lækkert.
Jeg kunne ikke se, om det var noget af min hud eller nogle af min organer.
For mig kunne det vel også godt være lige meget, jeg var så godt som død.
Jeg var dækket af blod, og jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på det åbne sår, der var min mave.
Med dens blege øjne rettet mod mig, fyldte den munden op, blodet flød ned af hagen på den og forfærdelige, smaskende lyde kom ud af munden på den, mens den spiste et stykke af mig.
I det øjeblik, overvejede jeg, om det her var sådan jeg skulle dø.
Ædes op af en vandrer, mens Piper bare så til.
Netop som jeg havde tænkt den tanke, vågnede hun op. Med rystende hånd ladede hun pistolen og rettede den mod vandreren, hendes lillesøster. Tårerne løb ned af hendes kinder, men ikke en lyd kom fra hende.
Selv når hun var svag, så hun tapper ud.
Stadig med tårerne løbende ned af hendes kinder og en rystende hånd, som hun knap nok kunne holde lige, gjorde hun det. Hun trykkede på aftrækkeren og kuglen borede sig ind i vandrerens hjerne.
Den faldt tilbage og landede på asfalten ved siden af mig.
Piper krøb over til den og strøg håret væk fra dens ansigt.
Rettelse: Strøg håret væk fra hendes ansigt, Haileys ansigt.
”Undskyld, undskyld, undskyld. Tilgiv mig, jeg elsker dig. Undskyld.”
Med et forpint blik, kyssede hun hende en sidste gang på panden og kravlede så hen til mig.
Forsigtigt hev hun mig hen til sig og lagde hænderne på min mave som for at stoppe blødningen.
Jeg kunne ikke lade være med at le indvendigt. Det var for sent.
Jeg sendte hende det træt smil, og hun besvarede det med et voldsomt hulk. Tårerne løb ned af kinderne, og hun græd utrøsteligt.
Jeg kunne ikke lade være med at grine stille, hvilket sendte ekstreme smerter op gennem min krop.
Piper der altid var fattet og rolig, var nu helt utrøsteligt. Det var da ironisk.
”Em..” Græd hun.
”Tilgiv..” Mere gråd.
”Tilgiv mig, Emily.”
Jeg var så udmattet, min krop føltes så tung, men jeg fik alligevel lagt min hånd oven på hendes, der prøvede at holde sammen på min mave, eller hvad der var tilbage af den.
”Det…” Jeg gispede af smerte.
Jeg kunne ikke få et ord over mine læber, men hun forstod meningen.
Jeg bebrejdede hende ikke.
Det fik hende til at græde endnu mere.
”Jeg…” Jeg skar tænder af smerte men fortsatte alligevel.
”Elsker dig....” Jeg lukkede kort øjnene men tvang mig til at fortsætte.
”Til døden.”
Det sidste var ikke andet end en svag hvisken, men hun hørte det godt.
Jeg prøvede at grine af ironien, men det blev ikke til andet end en rallen, da jeg var ved at kvæles i blodet, der steg op i min hals.
Hun bankede mig panisk i ryggen, indtil det stoppede, hvorefter hun strøg håret væk fra mit ansigt.
”Jeg vil elske dig længe efter det, Em. Det skal du vide.” Hun så lidt på mig, men fortsatte så med overdrevet entusiasme.
”Og hvem siger egentlig, at du skal dø? Carlie kan ordne det, vi tager dig med hjem til lejren, hun skal nok syg dig sammen, og så skal du inden længe nok være så god som ny.”
Jeg himlede med øjnene som for at sige: Tror du selv på det?
Carlie var læge, men hun ville ikke kunne klare det her. Det vidste Piper også godt.
”Pipes?”
Det var ikke mere end en hæs hvisken, så jeg gjorde tegn til, at hun skulle komme nærmere.
Hun lænede sig ind mod mig, så hun bedre kunne høre mig og fjernede, til min lettelse, hænderne fra min mave.
Det havde gjort pænt nas.
Nu gjorde det bare semi-ubeskrivelig, smerteligt ondt.
”Gør en sidste ting?” Fik jeg fremstammet.
Piper så alvorligt på mig og nikkede. ”Selvfølgelig Em.”
”Skyd mig.”
Hun rystede kraftigt på hovedet og tårerne løb igen ned af hendes kinder.
Jeg fik forsigtigt taget hendes hånd og nussede den blidt. Ironisk, at det var mig, der måtte trøste hende.
Jeg kunne ikke blive en af dem, efter alt hvad jeg havde gennemlevet, var det stadig min største frygt.
At ende som en af dem.
Hvis hun ikke skød mig, ville jeg leve op som en vandrer, og det måtte ikke ske. Hun havde intet valg. Hun måtte skyde mig.
”Jeg kan ikke bliv..” Jeg stoppede for at få luft og tvang mig så til at fortsætte.
”..en vandrer.”
Jeg fortsatte med at nusse hendes hånd og så alvorligt på hende, men hun undveg min blik.
”Se på mig.”
Med våde øjne vendte hun langsomt blikket mod mig.
”Hvis du elsker mig,” hviskede jeg halvkvalt.
”..skyder du mig.”
Med et smertefuldt blik nikkede hun og trak sin pistol.
Jeg så på hende med alt den kærlighed, jeg kunne mønstre, da hun pressede pistolen mod min pande.
Vi var badet i et blegt skær fra månen, og jeg var faktisk ret tilfreds med at dø på denne måde.
For en jeg elskede.
Jeg så på hende med et kærligt smil, hun skulle blive det sidste, jeg så.
Hende der havde taget mig til sig, da alt så sort ud.
Da jeg havde været fortabt.
Hende som havde taget sig af mig som en storesøster, og hende jeg havde elsket som en.

Jeg elsker dig mimede jeg med læberne og så til, mens en tåre løb ned af hendes kind.
”Jeg elsker også dig, Emily.”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...