Solen

Alt fra realisme til fantasy.

Her vil jeg plante forskellige oneshots og halvfærdige tekster.

5Likes
2Kommentarer
785Visninger
AA

1. Solen

 

Solen stod op bag bjergene i øst i forgårs. Solen stod op bag bjergene i øst i går. Solen stod op bag bjergene i øst i dag. Solen står altid op i øst, den følger den samme bane, den altid har fulgt. Den vil altid stå op i øst, uanset hvor forkert det virker.

I dag forstod jeg ikke, hvordan solen kunne stå op, som den plejede. Jeg følte mig svigtet, som om solen burde være forblevet skjult bag bjergene. Men selvfølgelig stod solen op, hvorfor skulle den ikke det?

Solen er ældre end nogen af os. Jorden er ældre end nogen af os. Himlen, stjernerne og månen er ældre end os. Sammen og hver for sig har de set tusindvis af mennesker dø. De har set tusind krige, tusind mord, tusind sørgende enker.

Og selvom min verden var gået under, selvom flere tusind kvadratkilometer jord lå golde hen, og flere hundrede mennesker var døde natten over, stod solen op. En ny dag begyndte.

Solen tvang mig op i morges, hvis den var forblevet skjult, var jeg også. Men jeg stod op med solen. Jeg tog tøj på. Jeg begyndte at gå. Jeg begyndte at tilbagelægge de mange kilometer, der befandt sig imellem mig og alle andre.

Solen bevægede sig længere op på himlen. Solen gjorde, som den altid har gjort. Og jeg gik, fra solen stod op til langt op af formiddagen. Først da solen stod højest på himlen, stoppede jeg op.

Jeg lod mig selv dumpe ned i skyggen af en klippe.

Klippen stod stadig, selv efter verdenens undergang. Klippen var uigenkendelig, sortsveden og forvreden, men en stod stadig. Det var mere, end man kunne sige om mig.

Da solen havde passeret himmelens højeste punkt, rejste jeg mig og begav mig videre. Jeg vanderede uden andet mål end at nå udkanten af det golde område.

Jeg gik. Jeg fulgte solen. Jeg stoppede op, da solen var forsvundet bag den vestvendte horisont. Et øjeblik stod jeg uden at kunne se noget. Et øjeblik var verdenen dækket af et tæppe af fuldkommen mørke. Dulmende, uigennemtrængeligt mørke.

Månen stod op. Stjernerne tændtes. Mørket forvistes.

Jeg drejede hovedet mod øst, lige inden jeg lagde mig til at sove på en døde jord. Bag mig stod bjergene stadig og knejsede mod himmelen. Jeg kunne knapt se, at jeg havde flyttet mig. Med en ubeskrivelig lyst til at give op, bare ligge mig til at sove og aldrig åbne mine øjne igen, lagde jeg mig til at sove.

Solen stod op bag bjergene i øst igen i dag. Jeg stod op sammen med solen. Jeg fulgte dens vandring over himmelen, jeg vandrede over jorden. Igen i dag satte jeg mig ned, da solen passerede himmelens højeste punkt. Da solen havde bevæget sig længere ned af himmelen, rejste jeg mig igen og begyndte at gå.

Jeg slæbte mig afsted. Jeg vadede afsted igennem det golde landskab. Jeg så, hvordan sortsvedende træer forsvandt bag mig. Jeg så de forvredne klipper forsvinde bag mig. Jeg så mig selv forsvinde bag mig.

Igen i dag gik solen ned bag den vestvendte horisont. Mørket kom, men det blev fortrængt af månen og stjernerne.

Solen stod op bag bjergene i øst. Jeg stod op. Jeg begyndte at gå, men mine ben føltes tunge. Mine fødder føltes tunge. Jeg føltes tung. 

Solen klatrede op på himlens højeste punkt, og jeg kollapsede på jorden. Jeg lagde mig ned på ryggen. Der hvor solen ramte mig, blev min krop tung. Mit ansigt føltes tungt, mine bare arme, mine bare ben, mine fødder og hænder.

Da solen var steget ned fra himlens højsete punkt, blev jeg liggende. Jeg havde ikke kræfterne til at rejse mig igen.

Først da solen var forsvundet bag horisonten, og mørket havde sat ind, fandt jeg styrken til at rejse mig. Det dejligt, uigennemtrængelige mørke, der slettede alle spor af de enorme ødelæggelser.

I det korte tidsrum mellem solnedgang og nattehimmelens opvågning, fandt jeg styrken til atter at rejse mig og fortsætte min vandring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...