Love

Grace White er kæreste med Max Peterson, og har været det siden hun gik i tiende klasse. De er kommet så langt i deres forhold, at de har besluttet sig for at blive gift. Men kun en måned før brylluppet, bliver Max sendt til Afghanistan med resten af sin deling.
Hvordan vil Grace klare det, at skulle gå i uvidenhed om hvornår han kommer tilbage, eller om han overhovedet nogensinde kommer tilbage til hende?
Da hun siger farvel til Max ved bussen, møder hun Cathy Thompson, hvis mand også lige er blevet sendt til Afghanistan, for anden gang. Det vil vise sig, at de to unge kvinder, vil blive rigtig gode veninder og en stor støtte for hinanden.

0Likes
0Kommentarer
389Visninger
AA

2. Kapitel 2

Min mor havde ret, de lavede nogle fantastiske retter, og prisen var helt i bund. Jeg ikke forventet, at man kunne få så god mad, på en så billig restaurant, men det kunne man altså. 

"Det må jeg give dig mor, du havde ret med hensyn til stedet her. Det er jo helt fantastisk." 

Hun nikkede, og tog en mundfuld af sin lækre ret. Jeg havde bestilt det samme, så jeg vidste at  hver eneste bid, var en ren nydelse at få i munden. I min mors selskab, glemte jeg næsten helt, at jeg for et par timer siden, havde sagt farvel, og sendt min kæreste Max til Afghanistan. Det var så længe siden, at jeg havde hygge mig sådan med min mor, så jeg nød hvert et øjeblik af det, og glemte alt andet. Først i dag, så jeg et strejf af hendes gamle jeg, fra da før far døde. Det var noget af det bedste jeg kunne se, for jeg havde sådan savnet min gode gamle mor, der altid var klar med en smart eller sjov bemærkning. 

"Sig mig engang, betvivler du din mors vise ord?" 

Jokede hun, og fik mig til at grine, idet jeg ville tage en slurk af min cola. Jeg havde heldigvis ikke nået at få noget cola i munden, ellers var det nok blevet spyttet ud i hovedet på hende. Hun kunne komme med de sjoveste ting og sager ind i mellem, så man grinede til man knapt kunne få luft længere. 

"Ja, det gør jeg, for indtil nu har de aldrig været vise." 

Lo jeg, og havde nær fået en mundfuld mad galt i halsen. 

"Så så, nu skal du ikke kløjes i det hele." 

Jeg kunne knapt få vejret, og måtte tage en tår af min cola for at få det tilbage. Min mor så bare på mig, med lysende øjne. Noget jeg ikke havde set, siden min fars død. Jeg havde savnet det, og lagde bestemt ikke skjul på, hvor glad jeg var for at se hende smile igen.

Min fars død havde taget hårdt på os alle sammen, men mest af alle, min mor. De havde været soulmates, bedstevenner, og dybt forelskede, fra det øjeblik de så hinanden for første gang, til det sekund hvor min far lukkede øjnene for sidste gang.

"Hvor er det dejligt at se dig smile igen mor, det har jeg virkelig savnet."

Min mor nikkede, og rejste sig for at komme hen til mig, og give mig et kærligt kram.

"Jeg er også glad for at kunne det igen, men alting har bare været så svære siden din fars død. Jeg er bare ked af, at det er gået ud over dig og din søster."

Jeg smilede til hende, og sagde at vi begge forstod hende, og at vi vidste at det ikke havde noget med os at gøre. Vi var bare glade for, at hun stadig var hos os, og at hun stadig kunne få smilet frem på vores læber.

"Kom, lad os se lidt på butikkerne, min pung brænder for at blive luftet lidt."

Sagde hun og lo kort, for at lette den nu lidt trykkede stemning. Jeg nikkede og smilede alt hvad jeg kunne til hende, det var tydeligvis stadig hårdt for hende, ikke at have far ved sin side, men hun ville komme videre med sit liv, præcis som vi andre var kommet det. Vi savnede ham selvfølgelig stadig alle sammen, men vi havde efterhånden affundet os med hans skæbne, med at det havde været hans tid til at tage herfra, selvom vi stadig ikke kunne se rimeligheden i det. Jeg kunne i hvert fald ikke.

"Ja lad os det mor."

Svarede jeg, og tog hende under armen. Sådan gik vi stort set altid, hvorfor vidste jeg faktisk ikke. Måske det bare var fordi vi morede os synderligt over alle de blikke folk sendte os, når de gik forbi på gaden. Ellers også var der bare en vis tryghed for os, at gå sådan, fordi vi på den måde, kunne mærke hinanden. Jeg ved det ikke, det var bare en rar følelse, at gå sådan. 

 

Det er flere år siden, jeg sidst har hygget mig så meget sammen med min mor. Vi havde gået op og ned af gaderne op til flere gange, så da jeg endelig kom hjem om aftenen, tænkte jeg ikke rigtigt over at jeg var alene. Jeg satte mig bare hen i sofaen, tændte fjernsynet zappede lidt rundt på de forskellige kanaler for at se hvad der blev vist i dag.

Da jeg ikke fandt noget jeg gad se, besluttede jeg mig for at gå i bad, og så gå i seng bagefter. Det var her jeg lå nu, og ikke kunne falde så hurtigt i søvn som jeg havde håbet på, fordi jeg endnu engang kom til at tænke på Max. På om han mon var nået frem, hvordan der så ud, og på hvad han lavede. Jeg ville ønske at jeg kunne sende ham noget kærlighed, men jeg havde endnu ikke fundet en måde, at putte det i en konvolut på. 

Jeg vidste virkelig ikke hvordan jeg skulle kunne klarer mig uden ham i et halvt år, hvordan kunne nogen som helst, leve ude deres ægte kærlighed i et halvt år? Jeg vidste at han var den eneste ene for mig, men jeg kunne ikke have ham ved min side. 

Jeg kunne ikke sove, fordi hovedet var fyldt med tanker, om alle de ting der kunne gå galt for ham i Afghanistan. Jeg kunne ikke bære tanken om, at der en dag ville blive banket på min dør, og en betjent eller to stod derude, for at fortælle mig at han var død. Hvordan ville jeg skulle kunne leve uden ham resten af mit liv, når det var ham det var meningen jeg skulle dele det med? 

Jeg vidste at han kun lige var taget afsted, og at han sikkert endnu ikke var blevet send ud i selve krigen. Men alligevel tyngede tankerne om hans død mig, så meget at jeg mærkede hvordan tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. 

Jeg kunne ikke holde stilheden ud, og rejste mig derfor for at tænde min radio i håb om at det ville kunne hjælpe mig bare en smule. Men der gik flere timer, hvor jeg bare lå med hovedet mod hans pude, og græd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...