Why him?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2014
  • Opdateret: 17 jul. 2014
  • Status: Igang

2Likes
0Kommentarer
74Visninger
AA

1. Den mystiske julemand.

Jeg gik ind af den sædvanlige kedelige dør, der fører ind til skolen.

Jeg gik trættende ned af gangen, men i dag med er smil på læben.

Sneen udefra lyste ind fra vinduerne, hvor alle de små børn tumlede rundt med deres nissehuer.

Mine 3 veninder, nærmere bedste veninder, stod allerede og ventede på mig i døråbningen som sædvanlig. Jeg har det med at være langsom, hvilket fører til at jeg ofte er sent på den..

Længere nede på gangen stod min veninde Lea, og vinkede smilende til mig. Hun er en pige fra 9, altså en klasse over mig.

Normalt talte man ikke rigtigt med 9 klasserne, da de ser meget ned på alle andre.

Men Lea var anderledes, hun er en af de venligste personer jeg har mødt, og kan snakke med omkring alt.

Vores lærer Louisa sad på sin stol, mens hun som altid sendte snapchats, eller tjekkede Instagram. Speciel men god lærer.

Da vi alle var kommet, begyndte hun at plapre løs om hendes børn, hvordan de havde set en nisse, O.s.v

Vi fniste mens vi rullede øjne og rejste os ellers op, da vi alle vidste hvad vi skulle.

'Store jule-klippe-dag' en af de bedste dage på året. Man skulle ikke rigtig lave noget, bare rende rundt og lave julepynt.

Vi satte os ved et bord i blokken. Julestjerner og julehjerter har aldrig lige været mig, men jeg havde nu besluttet mig for at lære det.

De andre piger ville finde noget gult papir, "Skal du ikke med Aria?"

Intet svar, jeg var dybt koncentreret i mit yderst 'flotte' julehjerte. Jeg kunne høre pigerne grine, "held og lykke"

Jeg viftede med håret som en rigtig diva, men kunne ikke lade vær med at grine lidt imens.

Det med at være hård, er nu heller ikke noget jeg ligefrem er god til..

Der var efter hånden gået 20 min. Jeg var halvvejs med mit julehjerte, og var på grænsen til at give op, da en stemme bag mig pludselig sagde "Wauw, du må være professionel"

Jeg kiggede forvirret rundt, og der stod en dreng fra 9'ende. Jeg kunne ikke genkende ham, lyst hår, blå øjne, høj, men det der forvirrede mig mest, var julemandstøjet han havde på.

Han smilede med et glimt i øjet, og sagde så igen "Er det for meget at spørge om en autograf?"

Man kunne tydeligt høre det var sarkasme, hvilket var helt okay, da jeg selv har stor glæde af sproget.

Jeg smilte, "Julehjerter må selveste julemanden da ellers mestre i, eller hvad?"

Han kiggede ned af sig selv, og jeg kunne se han skulle til at sige noget, men stoppede.

Hans charmerende smil og øjnene kiggede langvarig på mig, og vendte derefter rundt på hælene og væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...