Love have a price ~2~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2014
  • Opdateret: 5 jun. 2017
  • Status: Igang
Der er nu gået et helt år siden Justin blev skudt. Jean var tæt på at gå ned af depression men hendes to bedste veninder hjalp hende gennem Justins død. Jep i læste rigtigt. Justin klarede det ikke. Jean er mere eller mindre kommet videre. Men hvad sker der når den ene person der fik hende helt ude af den kommer? Hvem er denne person?
Hvis i ikke allerede har læst 1'ern ville det være en god ide ;)

29Likes
53Kommentarer
1935Visninger
AA

5. jeg elsker dig

Justin's synsvinkel.

-1 år siden-

"Justin..justin.. Vågn op" mærkede nogle ruskede i mig. Glippede med æjne og efter lang tids besvær hjalp det. Der var helt lyst i lokalet. Flere læger og sygeplejesker kom hen og stilte sig rundt om min seng. De fleste måbede og hviskede til hinanden. Hvad var der sket? Hvorfor er jeg her? Prøvede at sætte mig op men mærkede straks en smerte ved mit ribben så jeg lagde mig ned igen og stønnede af smerte.

"Ahem hr. Bieber" sagde en stemme. Kiggede derhen hvor den kom fra og så det var en FBI agent. Wtf? Jeg kiggede undrende på ham og ventede bare på han ville sige et eller andet.

"Jeg kommer fra FBI og vi har en dårlig nyhed" sagde han med stoneface. Han havde solbriller på hvilket var helt vildt underligt. Jeg mener vi er jo indenfor? No fuck det!

"Ham der skød dig er stadig på fri fod.. Men vi har en plan. Og så er det her den dårlige nyhed kommer.. Din kæreste der sidder derude må ikke vide du er i live det kan ødelægge alt." Sagde han og kiggede på mig med stoneface. Vent... Så jeg skulle gemme mig for Jean? Er de skudt i hovedet eller hvad??!

"Jeg gær det ikke" vrissede jeg og så surt på manden. Han sukkede og lænede sig ind over sengen så han støttede sig på de der jern ting. Han bukkede sit hoved og tog fat i sine solbriller hvorefter han tog dem af. Han kiggede på mig igen og jeg lagde mærke til han havde krystal blå øjne.

"Justin... Hvis Jean tror du er død så tror Bruce det også. Han vil en dag komme hen til din kæreste snuppe hende og måske dræbe hende. Du har kun den her mulighed. Vi vil gøre dig klar til alle de ting der kan og måske sker nå du den dag tropper op og møder ham. Til den tid skal du og dine venner være under træning" sukkede han og rettede sig op og tog sine solbriller på igen. Jeg kiggede ligefrem og så ud i ingenting. Jeg forstår ikke hvorfor jeg skal skjule mig for Jean...

"Hvorfor må hun ikke vide jeg lever?" Spurgte jeg og så igen på manden. Han kiggede stift på mig men begyndte så at tale.

"Som jeg sagde skal du være under træning 24/7 så hvis Din kæreste ved du er i live men at i så aldrig kommer til at se hinanden vil det bare såre hende." Sagde han med en afslappet tone. Jeg kiggede stadig uforstående på ham da jeg lige skulle sluge det han havde sagt. Så... Mine venner må vide jeg er levende men det må min kære... Jeg mener Jean. Det må Jean ikke vide? Så jeg skal undvære hende i sk den tid?! Ooh gard.

"Har vi så en aftale bieber?" sagde han og rakte hånden hen til mig. Jeg stirrede på hans hånd men tog ikke imod den. Nikkede bare og lukkede irriteret øjne. Fedt! Mærk ironien..

-tilbage til nutiden-

Det her år har været et helved. Og nu hvor jeg sidder overfor Jean og ser hendes uforstående blik der bare kikkede mod de andre kan jeg virkelig mærke hvor meget jeg har savnet hende. Et lille smil tryllede sig frem på mine læber af tanken om det der skulle ske nu. Vi skulle flytte langt væk med vennerne til et dejligt varmt sted og væk fra det her land! Men så slog tanken mig.

"Skal du ringe til Malik og sige noget?" Sagde jeg en Smule koldt og kiggede måske en smule såret på hende med det var ikke meningen! Hun begyndte at smile lidt hvilket jeg slet ikke forstod! Hun rykkede sig tættere på mig da bagagerummet var ret stort så man kunne godt bevæge sig. Hun kiggede mig direkte i øjne og et akavet grin kom fra hende. Jeg har fandme savnet det grin! Det fik et endnu større smil frem på mine læber. Men erstattede det hurtigt med et lidt seriøst ansigt. Hun tog fat i mine hænder og nussede min håndryg.

"Jeg slog op" sagde hun og smilte stort til mig. Kunne ikke lade være med at gengælde smilet. Så er der måske stadig en chance?! Vi fik begge et chok da Michelle lige pludseligt bare begyndte at skraldgrine.

"Du skulle have hørt sen sviner hun gav ham" grinede hun og tog sig på maven. Mig og Jean grinede lidt. Fuck jeg har savnet det grin! Jeg har savnet alt ved hende!

"Jean?" Spurgte jeg usikkert mens jeg så ned på vores hænder. Jeg sank en klump.

"Mmh?" Svarede hun kort tilbage og fornemmelse at hun også kiggede på vores hænder.

"Jeg.. Jeg.. Jeg elsker dig" stammede jeg omliggende hende direkte i øjne. Hun begyndte at smile ukontrolleret og kiggede ned på vores hænder igen.

"Jeg elsker også dig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...