Fall In Love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Færdig
Hvordan er det at have mistet sin far, som var en af de største forretningsmænd i USA, som 15 årig?. Have en mor som flyttede tilbage til Danmark hvor hun kom fra sammen med ens lillebror, da forældrene blev skilt?. Være bedste venner med de berømte personer Justin Bieber og Selena Gomez, som igen prøver at finde sammen?. Og skulle gemme sig for sin voldelige X kæreste?.. Det kan man jo spørge Ida på 19 år om. Ida har nu i 6 år været bedste venner med den verdensberømte Justin Bieber. De støtter og hjælper hinanden igennem alt og er ikke bange for at være ærlige overfor hinanden. En dag banker det på Ida's hoveddør og til Ida's frygt, står hendes X kæreste der!. Ida søger hjælp hos Justin og Justin for hurtigt overtalt Ida til at tage med ham til Miami, hvor han skal lave musik.. Men hvad sker der når man er bedste venner med et ''kærestepar'' og den ene pludselig får stærke følelser for en helt anden person?. Find ud af det i ''Fall In Love''

540Likes
1365Kommentarer
591554Visninger
AA

45. Sygehuset!.

*Justin's Synsvinkel* 


Efter et godt stykke ventetid på hospitalet kom der endelig en læge ind i venteværelset. ''Ida Cortez?'' Sagde han højt og kiggede rundt. Ida rejste sig op og jeg gjorde det samme. Hun kiggede op på mig og vi fik øjenkontakt. ''Skal jeg gå med ind?'' Spurgte jeg hende stille. Hun smilede svagt og nikkede. ''Det ville være rart'' Svarede hun svagt. ''Jeg går også med'' Sagde Kenny og rejste sig op. Både Ida og jeg nikkede til ham og gik så over imod lægen. 


Lægen smilede til Ida, som stadig holdte isposen på øjenbrynet. ''Følg med denne vej'' Sagde han og vendte sig rundt og vi fulgte efter. 


Vi kom ind på en stue og Kenny satte sig ovre i en stol imens jeg fulgte Ida over til den seng der var herinde. ''Hvis du bare sætter dig op på sengen, så kigger vi på det'' Sagde lægen til Ida imens han lukkede døren efter os. 


Ida satte sig på sengen og jeg stillede mig ved siden af og mærkede mit hjerte pumpe derud af. Lægen kørte en kontorstol over foran hende og satte sig på den. 


''Nå!. Hvad er der så sket?'' Spurgte han Ida. ''Jeg fik en på hovedet og jeg tror mit øjenbryn er flækket og så har jeg ondt i hovedet'' Svarede Ida stille. ''Okay..'' Sagde lægen og lignede en der tænkte. ''Hvor har du ondt i hovedet?'' Spurgte han hende. Ida tog sin hånd om i baghovedet og holdte den der. ''Her. Jeg kan også mærke en bule'' Svarede hun ham. 


''Lad mig lige se'' Sagde han og rejste sig op. Han lagde en hånd i baghovedet på hende og trykkede lidt på det. ''Arg'' Sagde Ida og kneb øjnene sammen. ''Ja. Du har fået en ordentlig bule.. Hvordan er den kommet?'' Spurgte han hende. ''Jeg tror den kom efter jeg fik en på hovedet. Jeg husker, at jeg skreg og væltede tilbage og mærkede en smerte i baghovedet og så gik jeg ud som et lys, så jeg må have banket hovedet ind i noget eller ned i gulvet'' Svarede hun stille. ''M-hm'' Svarede Lægen og så igen ud som om, at han tænkte. ''Der var nogen der sagde, at jeg muligvis har hjernerystelse?'' Fortsatte Ida. 


''Okay.. Hvad dato har vi idag?'' Spurgte han hende. ''16 maj'' Svarede Ida. ''Hvilket år er vi i?'' Spurgte han videre. ''2014'' Svarede Ida. ''Og hvad hedder du?'' Spurgte han videre. God!. En masse spørgsmål. ''Ida Cortez?'' Svarede Ida undrende. Lægen nikkede og kiggede op på mig et øjeblik og så tilbage på Ida. ''Hvad hedder han?'' Spurgte han hende og pegede på mig. Ida kiggede op på mig og tilbage på lægen. ''Justin Drew Bieber?'' Svarede hun undrende. 


''Godt!.. Det virker ikke som om, at du hverken har hjernerystelse eller hukommelsestab.. Bulen kan måske give sig lidt ondt i hovedet et par dage, så der kan du bare tage en hovedpinepille'' Sagde han med et smil. Ida nikkede kort og sukkede. ''Skal vi se på det øjenbryn der?'' Spurgte lægen og rejste sig igen fra stolen. Ida nikkede og fjernede isposen og kiggede nedad. 


Lægen tog nogen plastik handsker på og mærkede så på Ida's øjenbryn. ''Av!'' Udbrød Ida svagt, da det sikkert var et ømt sted han trykkede. 


''Ja.. Det skal syes det der, men jeg skal lige høre dig.. Har du indtaget alkohol her til aften?'' Spurgte han hende. ''Ja?'' Svarede Ida. Lægen sukkede lidt. ''Så skal du vide, at jeg er nød til at sy dig uden bedøvelse'' Sagde han og prøvede at lyde så afslappet så muligt. ''Hvorfor?'' Spurgte jeg ham undrende. Lægen kiggede op på mig og smilede svagt. ''Fordi jeg ikke må bedøve en påvirket person'' Svarede han mig. 


''Hvad så nu?'' Spurgte Ida ham og fik hurtigt lægens opmærksomhed. ''Ja, jeg er nød til at sy dig som du er nu. Uden bedøvelse'' Svarede han hende. Ida kiggede hurtigt over på mig og sendte mig nogen skræmte øjne. 


''Bare rolig. Dit øjenbryn er ikke flækket så meget, så det er ikke så slemt. 3 sting højst!'' Svarede lægen med en beroligende stemme. ''Hvor lang tid tager det at sy det?'' Spurgte Ida ham. ''5 minutter. Det er hurtigt overstået'' Smilede han til hende. Ida tog en dyb vejrtrækning og pustede godt ud. ''Hvis du trækker vejret sådan der, så lindre det smerten virkelig meget'' Fortsatte lægen stadig med en beroligende stemme. Ida kiggede kort op på ham og nikkede svagt. ''Okay'' Sagde hun kort og kiggede ned. ''Godt.. Jeg kommer tilbage om lidt. Jeg skal lige hente de nødvendige ting'' Smilede lægen og vendte sig om og gik ud. 


Jeg satte mig ned ved siden af Ida på sengen og lagde en arm om hende. Hun lagde sit hoved ind til mig og sukkede lidt. ''Det skal nok gå!'' Sagde jeg stille og nussede hende på armen. ''Vil du ikke gøre mig en tjeneste?'' Spurgte hun stille. ''Selvfølgelig'' Svarede jeg uden at tøve. ''Vil du ikke holde mig i hånden imens han syr?'' Spurgte hun stille og kiggede op på mig. Jeg smilede ned til hende. ''Selvfølgelig vil jeg det!'' Sagde jeg med et smil og trykkede hende ind til mig igen. ''Tak'' Hviskede hun svagt og sukkede dybt. 


Lægen kom tilbage med en lille bakke med en masse ting på. Han satte det på et lille bord ved siden af sengen og smilede til Ida imens han satte sig ned på sin kontorstol. ''Nu skal du høre Ida. Jeg syr dig med noget usynligt tråd som vi kalder det, så du ikke behøver at komme tilbage og få taget stingene ud. De forsvinder helt af sig selv. Det gør hverken mere eller mindre ondt. Bare rolig'' Smilede han beroligende til hende. Ida nikkede kort. ''Slapper du mest af når du ligger ned eller sidder op?'' Spurgte han hende. ''Når jeg ligger ned'' Svarede Ida svagt. ''Så skal jeg bede dig om at ligge dig ned'' Sagde han venligt og begyndte at gøre tingene klar. 


Jeg rejste mig op og gik rundt om sengen, så jeg stod på den anden side imens Ida lagde sig ned. Vi fik øjenkontakt og jeg smilede svagt og rakte min hånd ud til hende. Ida tog imod den og lagde sin hånd i min. Jeg lagde min anden hånd over hendes og nussede hende lidt på håndryggen for at berolige hende lidt. 


''Jeg er klar, hvis du er'' Smilede lægen til hende. ''Bare få det overstået'' Sagde Ida stille og tog nogen dybe indåndinger. ''Okay.'' Sagde lægen og gjorde sig klar med nål og tråd. ''Træk vejret helt ned i maven'' Sagde han stille imens han sad klar med nålen. Jeg klemte øjnene lidt sammen, da det ikke var det rareste syn at se, men jeg var nød til at se på det for Ida's skyld. 


''Arg'' Sagde Ida og klemte øjnene sammen. ''Træk vejret helt ned i maven'' Sagde lægen igen og kørte nålen igennem hendes hud. Jeg mærkede Ida stramme grebet om min hånd og jeg begyndte straks at nusse hendes håndryg igen. ''Arg'' Sagde Ida igen og kneb øjnene lidt sammen. 


''Så er du færdig'' Sagde lægen efter cirka 5 minutter og tog så en saks og klippede tråden over og fjernede sig fra Ida. Ida tog en dyb indånding og sukkede tungt. ''Du får lige et plaster på'' Sagde lægen og fandt hurtigt et plaster frem som han satte på Ida's øjenbryn. 


''Nu får jeg ikke et kæmpe ar vel?'' Spurgte Ida imens hun satte sig op. Lægen fniste kort. ''Nej. Det er godt syet, så du ender i sidste ende med et lille bitte mærke, men det vil man næsten ikke kunne se. Men det er klart, at det ser voldsomt ud så længe trådene er synlige'' Smilede lægen til hende. 


''Så er der vidst heller ikke mere jeg kan gøre for dig'' Smilede lægen afslappet til Ida. ''Jo. Du kunne give mig nogen smertestillende'' Svarede hun hurtigt men uden nogen former for smil. Lægen sukkede lidt. ''Det kan jeg desværre ikke, men hvis smerten bliver for slem, så kan du tage en hovedpinepille.. Og husk!. Maks 8 på et døgn, men så mange er slet ikke nødvendige'' Smilede han. Ida nikkede bare og hoppede ud af sengen. ''Tak for det'' Sagde hun stille. ''Ja selv tak'' Svarede lægen hende. 


Ida kiggede på mig og jeg smilede svagt. ''Ser det slemt ud?'' Spurgte hun mig uden nogen former for smil. Jeg smilede lidt og fniste. ''Næ overhovedet ikke. Du er stadig ligeså lækker som du plejer at være'' Smilede jeg skævt. Ida fik et smil på læben og fniste så lidt. Det var det jeg fiskede efter. Jeg kunne ikke lide at se hendes berøvede ansigt. Hun skulle smile og være glad som hun plejede!.

______________________________

Fortsættelse følger imorgen :) - Husk nu at holde øje med denne sætning ;D 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...