Fall In Love - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jul. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Færdig
Hvordan er det at have mistet sin far, som var en af de største forretningsmænd i USA, som 15 årig?. Have en mor som flyttede tilbage til Danmark hvor hun kom fra sammen med ens lillebror, da forældrene blev skilt?. Være bedste venner med de berømte personer Justin Bieber og Selena Gomez, som igen prøver at finde sammen?. Og skulle gemme sig for sin voldelige X kæreste?.. Det kan man jo spørge Ida på 19 år om. Ida har nu i 6 år været bedste venner med den verdensberømte Justin Bieber. De støtter og hjælper hinanden igennem alt og er ikke bange for at være ærlige overfor hinanden. En dag banker det på Ida's hoveddør og til Ida's frygt, står hendes X kæreste der!. Ida søger hjælp hos Justin og Justin for hurtigt overtalt Ida til at tage med ham til Miami, hvor han skal lave musik.. Men hvad sker der når man er bedste venner med et ''kærestepar'' og den ene pludselig får stærke følelser for en helt anden person?. Find ud af det i ''Fall In Love''

541Likes
1365Kommentarer
593310Visninger
AA

44. Det Skal Syes!.

*Justin's Synsvinkel* 


Vi fulgte efter vagterne, som førte os allesammen ud i baglokalet. Vi kom ind i et rum hvor der var helt stille. Der var slet ingen musik eller støj fra selve natklubben herinde og det var faktisk meget rart. 


Scot lagde Ida på et bord og jeg gik hurtigt over til hende. ''Ida!'' Kaldte jeg og lagde min hånd op på håret af hende og nussede hendes kind lidt. Jeg bemærkede Ida rynke sine øjne og øjenbryn og komme med en lille stønnen. Hun slog øjnene op og kiggede rundt og kiggede så på mig. 


''Justin'' Sagde hun og tog sig til hovedet. ''Ja'' Sagde jeg stille og nussede hende videre i håret. ''Hvad skete der?'' Spurgte hun forvirret og lukkede øjnene og gned sig i øjnene. Hun kørte hånden igennem sit øjenbryn og pev lidt og fjernede så hånden. Hun kiggede på den og rynkede panden lidt da hun så blodet på hendes håndpude. ''Hvad fanden?'' Sagde hun forvirret og prøvede at sætte sig op. 


Jeg skyndte mig at støtte hende og fik hende så op at sidde. ''Ja, du har fået en ordentlig en på øjenbrynet.. Må jeg lige se engang?'' Sagde en af vagterne og gik frem imod Ida på den modsatte side af bordet. Han kiggede lidt på hendes øjenbryn og nikkede svagt. 


''Det der skal altså syes'' Sagde han med en alvorlig grimasse. Ida kiggede bare på ham og kiggede så rundt på os andre. 


''Kan du huske hvad der er sket?'' Spurgte Kenny undrende. ''Øhm..'' Startede Ida og tog sig lidt til hovedet og sendte os alle en undrende grimasse. Jeg bemærkede hvordan hun pludselig spilede øjnene op og kiggede på mig. ''Det var Rick!. Jeg var nede for at hente Ryan's drink og så vendte jeg mig om og så, at han stod der!'' Sagde hun og begyndte at lyde bange. 


''Hvordan har han fundet dig?'' Spurgte jeg hende. ''Han sagde at når man kunne læse i bladene, at jeg var med dig i Miami og når man ser mig inde hos Ellen, så er det ikke svært at finde en.. Han ved alt!. Han var her i Miami og da han så Ellens show kørte han over til studiet og fulgte efter os hjem på hotellet og der har han åbenbart ventet på at se hvor vi så tog hen!'' Sagde Ida og begyndte at trække vejret tungere. 


Ida lagde sine hænder op foran hovedet. ''Fuck!'' Hviskede hun for sig selv. Jeg kørte hurtigt min arm over hendes ryg og trykkede hende ind til mig og krammede hende. ''Hvad fanden skal jeg gøre!'' Sagde Ida lavt. ''Rolig babe!. Vi skal nok finde ud af det. Men først skal vi altså lige på sygehuset!'' Sagde jeg stille og trak mig væk fra hende. Hun kiggede op på mig og nikkede. Jeg bemærkede hurtigt hendes blanke øjne og det skar mig virkelig i hjertet at se hende være så bange og ked af det!. 


''Jeg lover dig Ida!. Han kommer ikke i nærheden af dig igen!. Det skal jeg nok sørge for!'' Sagde jeg og kiggede hende i øjnene. Hun sukkede lidt og nikkede imens hun tørrede sine øjne lidt. 


''Skal vi komme afsted?'' Spurgte Scot og jeg kiggede ned på Ida som nikkede til ham og svang benene udover bordet. Jeg rykkede mig lidt for hende og Ida hoppede ned. 


En af vagterne fra stedet kom over til Ida med en lille pose med isterninger i hånden. ''Tag den her på øjenbrynet indtil du kommer på hospitalet... Hvordan har du det egentlig nu?'' Spurgte han hende. ''Øhm.. Jeg har ondt i øjenbrynet og så har jeg virkelig ondt i hovedet'' Svarede hun stille og tog imod isposen. ''Okay. Jeg ved det ikke, men hvis du nu har hjernerystelse, så må du ikke falde i søvn før en læge har fortalt dig om du har hjernerystelse eller ej, okay?'' Sagde vagten og kiggede seriøst på hende. Ida nikkede og satte isposen op på øjenbrynet og begyndte at gå. 


Ida stoppede ved døren og vendte sig om imod vagterne. ''Hvad med Rick?. Hvor er han?'' Spurgte hun og kiggede seriøst på dem. ''Han sidder inde i et andet rum med nogen vagter og venter på politiet'' Svarede den ene vagt. Ida nikkede kort og sukkede. Kenny åbnede døren og Ida trådte ud og vi andre fulgte med. 


Vi kom ud af bagindgangen, hvor vi startede med at komme ind. Scot sad allerede inde i bilen og Kenny gik over til døren og åbnede den. Ida hoppede ind med mig lige efter hende. De andre hoppede også ind og Kenny lukkede døren efter sig og hoppede ind på forsædet ved Scot. 


Ida satte sig helt ind til vinduet og jeg satte mig ved siden af hende. Jeg kunne godt stadig mærke alkoholen snurre i mit hoved, men efter den her oplevelse var jeg begyndt at blive mere klar i hovedet. 


Efter vi havde kørt i lidt tid, hvor ingen havde sagt noget, kiggede jeg kort over på Ida. Hun sad lænet op af vinduet med lukkede øjne. Det gav et hurtigt sæt i mig, da jeg så hendes lukkede øjne. Vi havde lige fået at vide, at hun ikke måtte sove, så det ville jeg sørge for at hun ikke gjorde.


''Ida!'' Sagde jeg højt og puffede til hende med min arm. Hun slog øjnene hurtigt op og kiggede på mig. ''Du må ikke sove!'' Sagde jeg bestemt og sendte hende et seriøst blik. ''Det gør jeg heller ikke!. Jeg slapper bare af'' Svarede hun og rykkede lidt på isposen som havde lidt blod på sig. ''Lad vær med det. Jeg tror jo du sover!'' Svarede jeg hende seriøst, da jeg var begyndt at blive virkelig bekymret for om hun havde hjernerystelse. 


''Hvorfor må man egentlig ikke sove?'' Spurgte Ryan højt. ''Det må man også godt, men hvis det er en hjernerystelse, så skal man vækkes en gang i timen, så man kan tjekke bevidsthedsniveauet, så andre kan vide om man bare sover eller er bevidstløs'' Svarede Kenny oppe fra forsædet. 


''Så kan jeg jo godt sove lidt'' Sagde Ida stille. Jeg vendte straks blikket imod hende og skulle til at sige noget. ''Det bliver ikke nødvendigt. Vi er fremme ved hospitalet'' Svarede Kenny imens Scot stoppede bilen og slukkede den. Jeg kiggede kort ud af vinduet, men så kun lyset fra hospitalet, da vinduerne jo var tonede og der var mørkt udenfor. 


Vi alle steg ud af bilen og jeg stillede mig klar til at hjælpe Ida ud af bilen. Hun kom frem i døren og begyndte at træde ned. Jeg tog fat på hendes hofter, da jeg kun kunne nå dem og hjalp hende helt forsigtigt ud. Hun kiggede op på mig og smilede svagt. ''Tak'' Sagde hun stille og sendte mig et sødt smil. Jeg smilede bare til hende og lavede et hurtigt nik med hovedet, hvorefter vi alle gik i samlet flok ind på hospitalet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...