A Bound life - Justin Bieber fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
dette er 3'ern, af den hverken særlig verdenskendte, eller berømte trillog, som jeg har givet navnet "Belive" 1'ern er "never let you fall" og 2'ern hedder "Dance on roses?"
Joy Samuelsen har forlad sit livs kærlighed Justin Bieber, på grund af en trussel fra hendes ekskæreste Philip. Med sig har hun sit og Philips fældes barn Hope. Justin har opgivet sin karriere som sanger, og leder nu desperat efter sin forsvundne kæreste, som han ikke aner hvor er.

18Likes
13Kommentarer
1279Visninger
AA

4. Kapitel 1

Kapitel 1

Joys P.O.V

 

Nevadas ørken var en lang række af veje, med sand ved siden af. Her var trist og trøstesløst. faktisk var det helt utroligt at der skulle kunne vokse noget her. Men vi havde da set et par forkrøblet vindblæste træer, der nærmere krøb hen af jorden, end at vokse op mod himmelen. Hope sad ved siden af mig på forsædet, og sov. Hvilket var klart, der var ikke mulighed for at sove godt her omkring. Så vi sov i bilen for at spare på de penge jeg havde med. Jeg kunne selv mærke trætheden der var ved at overmande mig, men jeg var fast besluttet på ikke at bruge mere end et par timer af gangen på at holde stille.

Landevejen strakte sig foran mig, og mindede mig om at jeg på ingen måde havde noget at frygte på en ørkenvej i nevada. Her kom ikke en politibetjent forbi, og hvis der gjorde havde jeg altså mine måder at ordne det her på. og alligevel holdt jeg mig lige inde for fartgrænsen. Lod ikke speedometeret glide over de 80 km/t. Foran mig drejede et sving ind af en lille grusvej, og jeg tænkte i efter i hoved. Jo det var rigtignok den 12 vi kom forbi. jeg blinkede af en anelse sent, og drejede i et skarpt sving, så Hope vågnede ved siden af mig. Hun mumlede et eller andet søvnigt, men jeg var ærlig talt lidt ligeglad, for jeg havde andre ting at tænke på. Nu blev vejen lige pludselig indviklet, og det galt om ikke at køre galt, for selvom der ikke var langt endnu, og jeg stadig havde en fuld tank efter vi tankede for et par timer siden, så ville jeg gerne nå frem inden i nat. To uger på landevejen. så savnede man godt nok en seng. Jeg drejede igen, lidt mindre skarpt denne gang. og satte farten ned da jeg kom ind på en lille vej. jeg vidste at der med tiden ville komme tre sving, og at jeg skulle tage det andet til højre. det var også det sidste sving. Og det ville føre ned til det vi kaldte de “forladte”. dog var der stadig lang vej, eftersom stedet lå unaturligt langt ude, og var rimelig svært at finde. Solen var ved at gå ned et sted til højre for mig, og irriterede åbenbart Hope, der klagede over den i tide og utide. Asfalten dampede på grund af den snigende nattekulde, der kølede temperaturen fra de ulidelige 50 grader, til de mere menneskelige 15 grader. Dog blev det endnu koldere om natten, og vi ramte næsten frysepunktet. derfor sov vi op af hinanden og pakket ind i tæpper på bagsædet. Ellers ville vi godt nok være pingviner.

Vi havde ikke foretaget os andet end at køre og sove. en gang imellem var vi stoppet for at tanke, og dermed også købe en masse dåsemad, samt noget vand. jeg turde ikke tage chancen og holde en nat på motel. det ville sende et tydeligt signal om hvor vi var. Og jeg var sådan set ikke lige den mest populære person. Min Iphone lå slukket i forruden. Der var en sporingsenhed i den, som jeg for alt i verden ikke ville have blev sporet. Derfor var den slukket, selvom jeg vidste Justin nok havde ringet til mig og spurgt hvor jeg blev af, magtede jeg ikke at skulle flygte fra politiet, det havde jeg gjort nok af det meste af mit liv. Langsomt faldt jeg igen i staver over kørslen. Det var det samme hele tiden, en lang uendelig linje af sort asfalt mod det gule sand, og det var til at blive sindssyg over. I starten havde jeg syntes det var smukt. Det var også smukt, bare ikke i længden her, så var det trættende og trist. en pungrotte lå død på vejen, og var ved at gå i forrådnelse. Måske ville det være bedst at stoppe her, men på den anden side, vi var så tæt på. Bilen slingrede let for mig, og jeg fokuserede igen på vejen. Holdt ekstra godt fat om rattet og holdt øjnene på vejen. Det var tungt at køre så længe stræk i træk, men hvad skulle jeg ellers gøre? blive indhentet af politiet og komme i fængsel? Så ville jeg ikke kunne se Justin i øjnene.

“Mor?” Hop lød bekymret, så jeg satte farten ned og kiggede på hende? Hun sad og så på mig, med sine store uskyldige øjne. og solen fangede let hendes lyse hår. hun var en smuk lille pige, andet kunne man ikke sige om hende.

“Ja skat”

“Hvorfor stopper du ikke inden vi køre galt?”

“Vi kører ikke galt bare rolig skat. mor passer på os” Det var det jeg havde sagt til os hver gang der var noget. At jeg nok skulle passe på os. Jeg kunne godt passe på os, ingen tvivl om det. Jeg sagde det ikke kun for at hjælpe Hope, men også for at overbevise mig selv. Jeg var simpelthen nødt til at kunne passe på os.  Jeg speedede op  igen, denne gang var jeg ligeglad. Gav pilen gas, der var ikke langt endnu, og jeg havde brug for at komme af med nogle aggressioner. Jeg trykkede speederen i bund, og skiftede hurtigt gear. Bilen skubbede farten op omkring de 200 km/t og jeg var langt over fartgrænsen, men jeg var ligeglad. Jeg da ligeglad. jeg da ligeglad”

Hope skreg ved siden af mig, men jeg kendte følelsen, vidste hvordan jeg skulle reagere. Mine øjne fokuserede kun på vejen foran mig, og min fod svævede over bremsen. Jeg bemærkede et svagt glimt forude, og trykkede på bremsen, vi bremsede hårdt op, og kørte igen de rimelige 80 km/t det var sådan jeg reagerede når noget skulle ud. Det havde været ligesom stoffer et adrenalinsus uden lige, og jeg havde klaret det her uden at skulle have en bøde. Politibilen kørte lige forbi os, pg vi fortsatte som det vi var. To mennesker på en øde ørken vej i Nevada.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...