We can't love each other 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen fra, "We can't love each other 2"
Marine fandt ud af, at hun var blevet gravid med Justin. Samme tid frier Justin til hende og hun sagde selvfølgelig ja. Men forhindringer, laver jordskælv i forholdet. Justin prioterere sin karrierer før Marine. Hvad sker der så, når ens forlovede ikke har tid til en?

173Likes
185Kommentarer
57137Visninger
AA

38. Kapitel 37 - Lille skat

Marine's synsvinkel (3 dage senere)

Pattie, Diane & Bruce var taget hjem. Det var super sødt af dem, at komme herhen. Jeg havde da savnet dem, da det var utroligt lang tid siden, jeg sidste havde set dem. Lægen havde desuden forklaret mig, hvad Scarlett var kommet ud for. Altså hun lå en respirator, Dr. White havde endda forklaret det meget grundigt. Jeg huskede det tydeligt, "en respirator er en maskine, som blæser luft iblandet ilt ned i barnets lunger gennem et rør, kaldet en tube, som ligger gennem barnets næse ned i luftrøret. De respiratorer, man anvender på Neonatalklinikken, er specielt designet til at støtte eller overtage vejrtrækningen hos nyfødte og selv meget små for tidligt fødte børn. Respiratoren kan overtage hele arbejdet med at trække vejret, når barnet for eksempel på grund af infektion eller umodne lunger ikke selv har kræfterne til det. Respiratoren hjælper på denne måde barnet til at overleve, og bruge kræfterne på at vokse og udvikle sig. Når barnet bliver stærkere, støtter respiratoren barnet i selv at trække vejret. Dette foregår ved, at respiratoren respekterer barnets egne forsøg på at trække vejret, og hjælper barnet ved at give lidt ekstra tryk oveni, hvis barnet ikke kan trække vejret helt igennem endnu. Hvis barnet holder op med at trække vejret, opdager respiratoren dette og overtager arbejdet med at give luft til lungerne". Jeg havde ondt af min lille prinsesse skulle igennem alt dette, men jeg kunne ikke gøre noget ved det nu. Det vigtigste var også, at hun levede og havde det godt. 

Jeg havde lige fået mit eget tøj på, da jeg var blevet udskrevet. "Kan vi egentlig få Scarlett med hjem?", spurgte jeg Justin om. Han trak straks på skuldrene og rynkede sin pande, "skal jeg lige kalde på Dr. White?", foreslog han og gav mig min jakke. Jeg nikkede kærligt og satte mig ned på den redte seng. Han smilede og gik ud, efter få minutter kom han tilbage. "Dejligt, at du har det godt. Du ville spørge om noget", sagde Dr. White og sendte mig et smil. "Ja det er det, men er det muligt, at få lille Scarlett med hjem?", spurgte jeg undrende. "De fleste børn har kun brug for hjælp af en respirator i få dage. Så går de oftest over til at bruge en nasalCPAP, der er en trykluftslange som ender i et eller to små rør, der kun går et lille stykke ind i næsen. Den giver iltet trykluft, som barnet kan trække vejret i, og som forhindrer at lungerne falder sammen. Og til jeres held, så har lægerne allerede sat sådan en NasalCPAP på Scarlett, så hun kan sagtens komme med hjem", svarede han smilende. "Er det rigtigt?", udbrød jeg overrasket. Jeg havde faktisk stadig ikke set hende, selvom jeg dog meget gerne ville. Justin havde bare mindet mig om, at jeg først måtte holde hende efter få dage. Hun kunne nemlig blive smittet med bakterier, hvis hun stadig lå med en respirator maskine. Det er lidt indviklet at forklare, men nu måtte jeg endelig holde min lille guldklump. Jeg kunne slet ikke vente.

Jeg så direkte hen på Justin, som stod med det største smil på læberne. "Nu skal vi se vores lille prinsesse", hvinede han glad. Jeg nikkede og tog Justin i hånden. "Jeg håber det bedste for jer alle sammen. Hvis der er problemer, så kender i mit nummer", pointerede Dr. White. Han var sådan en rar mand, nok på 48-49 år ville jeg skyde på. "Tak for alting", svarede jeg taknemmelig. Han smilede og så, Justin og jeg forlade værelset. 

Vi kom efter kort tid ned på etage 3. Justin viste mig vejen henimod Scarlett. Vi stoppede foran et rum, hvor der var en glas rude foran. Man kunne se direkte ind i rummet. "Det er", mere nåede Justin ikke at sige, før jeg afbrød ham, "jeg ved godt hvor hun er Jus. Jeg kan bare mærke det", indskød jeg og pegede ned på hende. Hun stod allerforest. "Undskyld mig Mr. Bieber og Mrs. Braun", hørte vi en lys stemme sige. Jeg trillede hurtigt øjnene hen mod stemmen, det var en sygeplejerske. "I må gerne holde hende", sagde hun og smilede. Jeg nikkede glad og gik henimod hende. Vi blev lukket ind i rummet, hvor hun pillede låget af Scarlett's seng. Jeg smilede endnu mere, da jeg så hende helt tæt på. Hun havde Justin og jeg's brune hår. Hvor var det fint. Man kunne tydeligt se, at det var Justins næse og mine læber. Hun var bare en perfekt kombination. Dog kunne man ikke se hendes øjne endnu, men jeg var sten sikker på, at de nok ville være smukke. "Hvor er hun...", "skøn", indskød Justin. Jeg grinede og så på ham, "hun er perfekt", sagde jeg. Han nikkede og trak mig ind i et kys. Jeg kiggede igen ned på min lille datter. Så lille og fin hun var. "Må jeg godt?", spurgte jeg for en sikkerhedsskyld. Sygeplejersken nikkede. Jeg tog en dyb indånding og lagde min hånd ned til hende. Hun sov stadig, men derfor kunne jeg vel stadig bærer hende. "Er det okay, at jeg bærer hende først Jus?", spurgte jeg usikkert. Han sendte mig et dumt blik, "selvfølgelig skat. Det har du fortjent", svarede han hurtigt. Jeg smilede og bar hende stille og roligt op. Hun var overraskende let. "Gud, hvor er hun dejlig", sagde jeg og kyssede hende på hendes store tykke kind. Justin grinede og fandt sin mobil frem. "Lad mig lige tage nogle billeder", konstaterede han grinende. "Det må i gerne, men bare tag blitzen fra. Det kan skade hendes øjne", påmindede sygeplejersken. Justin nikkede forstående og begyndte at tage en masse billeder. "Vil du ikke også have nogle Jus?", spurte jeg og løftede mine øjenbryn. Han nikkede hurtigt og gav mig mobilen. Jeg tog imod den, mens Justin tog Scarlett ud af mine hænder. "Skal jeg tage et af jer begge bagefter?", tilbød sygeplejersken. "Det må du meget gerne", svarede jeg sødt og begyndte at tage billeder. 

Vi var lige kommet hjem. Dr. White havde forklaret os en masse om, hvad vi skulle gøre, hvis der skete noget. Vi havde okay styr på det, tror jeg. I hvert fald, så var den lille tøs stadig ikke vågnet, så vi var på vej op ad trappen, så vi kunne ligge hende ind på hendes nye værelse. Justin havde hende i armene, da jeg stadig var øm på maven og havde utrolig ondt i ryggen. 

"Twinkle Twinkle Twinkle Star...", sang Justin roligt, mens han lagde hende ned i krybben, eller hvad jeg nu skulle kalde det. Hendes søde lille seng. Vi havde været ret heldige, at hendes værelse var klar, til at hun skulle komme. Til trods for, at hun blev født en måned for tidligt.  

Jeg flettede mine fingre med Justins, "jeg elsker dig", sagde jeg og kyssede ham på kinden. "Jeg elsker dig", sagde han og kyssede mig på munden. "Oh..og hende selvfølgelig", indskød han sødt. Jeg grinede, "ja og hende den lille", grinede jeg og så kærligt ned på hende. "Tænk, at vi lige er blevet forældre", sagde Justin med en glad tone. Jeg sukkede lettet, "forhåbenligt, bliver hun ikke helt skør. Men skør, bliver hun", grinede jeg lavt. Jeg mærkede hans varme hånd på min arm, hvor han efterfølgende begyndte at nusse den. "Skal vi sige godnat til hende og smutte ind til os selv?", foreslog han frækt. Jeg nikkede, "bare husk at tænde baby alarmen", pointerede jeg og nussede hendes kind. Han satte den straks til og slukkede lyset. Vi satte døre på klem og gik ind til os selv. Som sagt, så lå vores værelser ved siden af hinanden. 

♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...