We can't love each other 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen fra, "We can't love each other 2"
Marine fandt ud af, at hun var blevet gravid med Justin. Samme tid frier Justin til hende og hun sagde selvfølgelig ja. Men forhindringer, laver jordskælv i forholdet. Justin prioterere sin karrierer før Marine. Hvad sker der så, når ens forlovede ikke har tid til en?

173Likes
185Kommentarer
58077Visninger
AA

29. Kapitel 28 - Anton & veronica

Marine's synsvinkel (1 uge senere)

Endnu engang var jeg på vej ud på en restaurant. Som sagt havde jeg aftalt, at mødes med mine halv søskende, Anton og Veronica. Justin ville vidst komme senere, men han skulle først på en radiostation med Cody. Jeg var selvfølgelig blevet irriteret over, at han ikke kunne være her sammen med mig, men jeg måtte også bare acceptere hans karriere. Han forsørgede os lige nu, hvilket jeg ikke havde noget imod, men jeg havde bare brug for ham. Når, men jeg parkerede min bil på parkeringspladsen, jeg skulle heldigvis ikke gå særlig langt. Det kunne jeg desuden heller ikke, med min store mave. Jeg var nu også ved at være 8 måneder henne. Børneværelset var blevet sat i stand og det virkede som om, at alting var klar. Det var jeg i hvert fald, jeg kunne skam slet ikke vente, med at få hende ud. Hun havde sgu også givet mig smerter i ryggen. Jeg greb ud efter min taske, der lå ved sædet ved siden af mit. Jeg kiggede hurtigt på min mobil, der var 1 ubesvaret opkald, det var Lisa. Jeg kunne vel godt lige ringe til hende, kunne jeg ikke? 'dyyyd...dyyyd...dyyyd', sagde de velkendte toner, når man ringede folk op. "Hey Smukke", sagde hun, da hun tog den. "Du har ringet", fastslog jeg og trak vejret dybt. "Hvor er du henne?", spurgte hun nysgerrigt. "Jeg sidder i bilen. Du ved, jeg skal ud og spise med min far, hans kone og to børn", forklarede jeg sukkende. Jeg havde sagt det til hende, men hun havde en tendens til at glemme sådan nogle ting. "Oh...Jeg gør det bare hurtigt så", "ja tak", indskød jeg hurtigt. Hun grinede lidt, "jeg ville bare huske dig på, at dit og Justin photoshoot for Vogue skal tages på Fredag", pointerede hun. "Øhm..Vent? Denne fredag, altså i overmorgen?", udbrød jeg panisk. "Øhm...Ja", mumlede hun lavt. Jeg sukkede endnu engang og bankede mit hoved ind i sædet, "jamen, Justin skal på endnu en radiostation", konstaterede jeg vredt. "Hey hey, vi kan bare rykke tiden, det er først 15, om eftermiddagen", sagde hun. "Han skal udgive sit album ved 12 tiden, jeg ved ikke om vi kan nå det", indrømmede jeg lavt. "Jeg ringer til dem med det samme", fastslog hun hurtigt. Jeg nikkede, "skriv til mig, okay", sagde jeg og tog endnu en dyb indånding. "Selvfølgelig, men jeg må løbe", udbrød hun og lagde på. Jeg kiggede undrende på mobilen og rystede lidt på hovedet. Jeg lagde mobilen ned i tasken og steg ud ad bilen. Da jeg kom ud, stod der selvfølgelig en masse paparazzier. Lige det der skulle til for, at få mig op i det røde felt. "Hvor er Justin?", "Hvorfor er du alene?", "Hvem skal du møde", "Hvad skal den lille hedde?", "Hvordan har du det med, at blive glemt?", "Synes du Justin er en dårlig far", råbte alle paparazzierne i munden på hinanden. Jeg ignorerede alle spørgsmålet, men flere af dem kørte rundt i mit hoved. Hvorfor er du alene? Og synes du, at Justin er en dårlig far? Selvfølgelig synes jeg ikke det, men hvad ville der ske, når hun kom til verdenen? Ville han overhoved have tid til os begge? Justin havde fortalt mig om den verdensturne han skulle på med Cody. De havde allerede sagt ja til den, jep begge 2. Det gjorde mig virkelig pist, men han havde taget beslutningen inden han sagde det til mig, så jeg kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Jeg rystede tankerne af mig og trådte ind i restauranten, hvor jeg straks fik øje på Katie. Jeg smilede og gik mod dem, "hej", hilste jeg og smilede til dem. "Hej Mary", sagde hun og trak mig ind i et kram, derefter krammede jeg min far. "Hvor er de henne?", spurgte jeg undrende og hentydede til Anton og Veronica. "De leger vidst i legerummet", svarede Ken og pegede et sted hen. Jeg fulgte hans retning og fik øje på glas rummet, vildt at der var det her. "Jeg henter dem lige", grinede Katie og rejste sig forsigtigt op. Jeg nikkede og rykkede på min stol, så hun kunne komme forbi. 

"Hvor er Justin?", spurgte Ken nysgerrigt. "Øhm, han kommer senere, han skulle udgive sit album idag", svarede jeg hurtigt og tog en menu, der lå på bordet. Han nikkede roligt, "okay, jeg glæder mit til, at møde den knægt igen", grinede han og smilede tilfreds. "FAAAAR", hørte jeg en pige stemme kalde, mens hun løb forbi mig. Hun hoppede hurtigt op min far og krammede ham, hvilket fik mig til at grine. "Veronica, mød din storesøster, Mary", sagde han og drejede hende, så hun så direkte på mig. Hun så mærkeligt på mig og knugede sig genert ind til Ken, "hej søde", sagde jeg og aede hende stille på armen. Hun havde brunt hår, dog lidt lysere end mit. Hendes hud var lys, hun havde små søde fregner i ansigtet også havde hun de smukkeste brune øjne. De mindede en smule om Justins, men hendes var mørkere. Hun vendte sit ansigt genert mod mig igen og smilede, "mary? Hvor gammel er du og hvad er det?", spurgte hun undrende, mens hun prikkede mig på maven. "Jeg er 20 og herinde ligger der en lille baby", svarede jeg med en sød tone. "Har du spist den?", udbrød hun chokeret og lagde sine små søde hænder på sin mund. Jeg rystede på hovedet, "nej, men hun kommer ud i næste måned", forklarede jeg og lavede cirkulærer cirkler på maven. "Hvem er det så?", kom det forvirret fra hende, mens hun på skift så på mig og min far. "Det er din niece", fastslog jeg. "Niece? Hvad er det?", kom det endnu engang spørgende fra hende. "Det er din storesøsters datter", indskød min far og kyssede hende på kinden. "Vildt", sagde hun og grinede skummelt. "Hvor gammel er du så smukke?", spurgte jeg og tog en tår, af den vand der stod på bordet. "Jeg er 6 år", svarede hun stolt. "Er du så stor?", udbrød jeg glad og smilede stort. Hun nikkede tilfreds, "ja, jeg starter snart i skole", konstaterede hun. "Wow, så er du en stor pige", sagde jeg overdrevet. Hun nikkede enig, "ja, det er jeg", smilede hun. 

"Jeg kan se, at du har mødt Veronica", kom det fra en kvindelig stemme, der tilhørte Katie. Jeg vendte mig om og så, at hun stod med en dreng. Han var ældre end Veronica. Han havde også brunt hår og det var mørkere end mit. Han havde ingen fregner, men stod med et koldt smil, hvis man overhoved kunne kalde det et smil. Han øjne var ret interessante, de var grønne ligesom mine. Jeg kunne se, at det kom fra min far, nu hvor alle hans børn havde noget af det samme. Men hans øjne var en tand lysere end mine, så det næsten lignede at de var lidt grå.  "Du må være Anton", sagde jeg og rakte en hånd ud til ham. Han trykkede den pænt, "Ja, ja det er jeg", svarede han med et skævt smil. "Jeg hedder Mary og jeg er din", "ja, min halv storesøster", indskød han og satte sig ned på sin stol. Jeg nikkede og så forvirret på min far. "Han forstår ikke helt, at jeg har været sammen med din mor og fået dig", hviskede min far. "Når, okay", mumlede jeg og vendte blikket tilbage mod Anton. "Så, hvor gammel er du om jeg må spørge?", spurgte jeg sødt og smilede. "Hvorfor er du interreseret i det?", vrissede han spydigt. "Hey, tal ordentligt Anton", sagde Katie og puffede ham på armen. "Det er okay, sådan havde jeg nok også været", svarede jeg ærligt og grinede lige glad. Måske var jeg ikke ligeglad, men jeg havde jo lige mødt dem. De havde ikke nogen værdi i mit liv lige nu, men det ville jeg gerne have, at de skulle have. Jeg havde altid ønsket mig en stor familie, selvom det ikke var sådan her den skulle foregå. "Han er 14 år", pointerede Katie sødt og rakte Veronica noget vand. "14 år? Jamen, det kan ikke passe", protesterede jeg forvirret. "Hvad mener du?", kom det undrende fra min far, i takt med at han sendte Katie et forvirret blik. "Du forsvandt fra mit liv for 12 år siden, der var jeg 8 år. Hvis han er 14 år, så fik du ham, 2 år før du forlod mor", forklarede jeg sukkende. Ken lukkede øjnene i lidt tid, lidt efter mærkede jeg hans hånd på min. "Kan vi ikke tage det her på et andet tidspunkt?", bad han og hentydede til Anton og Veronica. Ja, jeg kunne godt forstå, at de ikke skulle overhøre vores kommende diskusion. Jeg nikkede koldt og trak min hånd til mig selv. Nu kunne jeg bare ikke vente med, at Justin kom. Gad vide om jeg stadig levede til den tid?

♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...