Panic |Zayn Malik|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Igang
Spencer Kol var en glad positiv pige, der altid så de gode i folk. - Undtagen når det gælder Zayn Malik, som var præcis det omvendte. Sammen bliver to to forskelligheder spærret inde i ét lille beskyttelsesrum, hvor den eneste udvej bliver vogtet af Zayn's gamle, hævngærgie venner Liam, Harry, Louis og Niall. At arbejde sammen om at finde en vej ud, med alle lemmer i behold, bliver en svær opgave, da de mildest sagt hader hinanden. Hemmeligheder bliver afsløret og tårer fældet, men når enden er god, er alting godt.

26Likes
32Kommentarer
746Visninger
AA

3. "Trouble in paradise?"


 

Et suk forlod mine læber, da det gik op for mig, at jeg kun havde frihed i ti minutter tilbage, før Spencer og hendes familie ville komme. Godt nok kom de kun én gang, hver anden måned, men seks besøg hvert år, var rigeligt til at finde ud af, at jeg brød mig særlig meget om Spencer. Hendes storebror til gengæld, Cody, han var sgu helt i orden.

Men Spencer havde det med at være overglad og positiv - Alt for positiv, til min smag.

Jeg bevægede mig ind i stuen hvor min søster sad og snakkede om alt fra himmel til jord. Dog blev Waliyha ved med at udbryde sin begejstring, over at Spencer kom. Lige siden de for første gangblev præsenteret for hinanden, havde de ikke været til at skille ad, hvilket godt kunne gå mig på nerverne. Hvis jeg ikke kunne lide hende, skulle de andre heller ikke kunne. Men det kunne Waliyha så, og det kunne jeg ikke gøre noget ved, så længe det ikke involverede mig.

 

"Zayn, husk at være sød," lød en streng stemme i mit øre. Forskrækket hoppede jeg og grinede af min mor, der så ud til at blive forskrækket over mit eget chok. Min mor kunne dog heller ikke holde et lille grin inde.

 

”Jeg skal gøre mit bedste,” lovede jeg hende med et halvhjertet smil. Dog vidste jeg allerede på forhånd, at hun ville pisse mig så meget af, at jeg ville gøre noget min mor ikke ville bryde sig om – Ligesom alle de andre gange.

 

Den umiddelbare grund til jeg ikke brød mig yderligt om Spencer, var vel at hun var så flabet og stædig – Og så var hun alt for køn. Jeg havde min elskede forlovede Perrie, så at hun var alt for køn, kunne godt blive en dårlig ting.

 

Jeg hev en cigaret op ad lommen og skulle til at tænde den, da min mor slog ud af mine hænder. Irriteret så jeg på hende, da vi havde haft denne diskussion et par gange ud. ”Mor, jeg stopper ikke med at ryge, bare fordi du slår den ud af mine hænder,” fastlog jeg, men min havde ikke det sædvanlige strikse udtryk; Hun havde et moderligt smil.

 

”Ikke lige før vi får gæster, du får dårlig ånde, Zayniepus.” Jeg sukkede af kælenavnet hun havde fundet på og lagde den opgivende tilbage i æsken. I sådanne situationer var det bare bedst, at give op på forhånd. Kvinder var ikke til at diskutere med. Tro mig, jeg har erfaring.

 

Stilheden valgte min far at bryde ved at råbe at de var ankommet og at vi skulle komme ud. Waliyha var den første til at rejse sig og styrte derud, hvor jeg til forskel tog mig riiigtig god tid. Men jeg endte alligevel ude på verandaen med hænderne i lommerne. Den sorte bil vores gæster ankom i, blev åbnet og gæt hvem der kom ud? Hvis du gættede Spencer, havde du ret. Min mor for hen til Spencer og hilste på hende, men skyndte sig videre til Spencer’s mor, Charlotte. De var vist gamle kollegaer, som jeg havde forstået det. Jeg havde dog heller ikke gjort mig specielt umage, med at finde ud af historien bag det. Spencer hilste derpå på min far og Safaa og Doniya, før hun nærmest sprang i armene på Waliyha, og de to piger hvinede som sindssyge, hvilket fik mig til at sukke tungt.

 

Spencer vendte sig om imod mig med et følelseskoldt udtryk i ansigtet. Ingen af os vidste rigtig hvad vi skulle sige, så vi sagde intet. Selvom jeg dog var virkelig fristet til at komme med en spydig kommentar, lod jeg være, eftersom jeg havde min mor det.

 

Det overraskede mig dog, da Spencer’s udstrakte hånd var rattet imod mig, i en hilsen. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre, så jeg valgte derfor at te mig som et barn og fnyse af hende. Spencer satte dog bare et sarkastisk smil op og trak hånden til sig igen.

”Også godt at se dig, Zayn,” smilede hun ironisk og vendte sig om og forlod mig. Jeg rullede øjne og gik imod Charlotte. Hun snakkede med min mor, så jeg ventede høfligt. Charlotte opdagede også hurtigt at jeg ville sige hej, så hun fik til min overraskelse, min mor til at tie stille.


”Zayn, oh gud hvor er du blevet stor,” udbrød Spencer’s mor glad og krammede mig. Jeg gengældte krammet og smilede stort. ”Hej Mrs. Kol,” grinede jeg og trak hende væk. Jeg følte mig ikke rigtig godt tilpas med nærkontakt. Charlotte og min mor gik så i gang med deres samtale om boligindretning, så jeg fik hilst på hendes mand, Hector og deres yngste datter, Alice i stedet.

Dem havde jeg overhovedet intet imod, det var kun Spencer, der gik mig på nerverne.

 

Da alle var færdige med at hilse på hinanden, gik vi alle indenfor, hvor Waliyha og Spencer – som forventet – sad og snakkede højlydt. Jeg kiggede kort på Spencer, og kunne ikke lade være med at savle indvendigt over hendes valg af beklædning. Men da hun så i min retning, var jeg hurtig til at ignorere hende på ny. Dette ville blive en lang dag.

 

 

Aftnen nærmede sig og den eneste grund til jeg havde overlevet var, at jeg ikke havde indført mere end én sætning med Spencer indtil videre. Dog havde jeg fået kigget på hende et par gange, men kun et par gange, før jeg huske mig selv på at Perrie var alt jeg søgte i en pige; Desuden var Spencer pisse irriterende, så det fik hende til at se da bare lidt grimmere ud, i mine øjne. Lidt. En smule. Ikke rigtig.

 

Maden stod ude i køkkenet og ventede på at blive sat på bordet, hvilket så måtte blive mit job. Min mor havde fortalt mig jeg skulle gøre det snarest muligt, og jeg skulle til at rejse mig, da Charlotte standsede mig med en sætning.


”Spencer, hvad med at gå ud og hjælper Zayn med maden?” I min øjenkrog kunne jeg se at Spencer kiggede på mig, men jeg valgte at ignorere det, og ryste nægtende på hovedet. ”Det behøves ikke Mrs. Kol,” insisterede jeg og blev sidende lidt endnu.

 

Charlotte nikkede mig imod, ”Jeg insisterer på at du kalder mig Charlotte, Zayn. Og vås, gå ud og hjælp ham Spence,” fortsatte hendes mor og jeg skævede kort til Spencer der rejste sig op med et suk og et halvhjertet smil. ”Okay, det kan vel ikke være slemt,” opgav hun optimistisk, hvilket igen gik mig på nerverne. Optimisme og jeg var heller ikke så gode venner.

 

Jeg valgte at følge Spencer’s eksempel og give op på diskussionen. Jeg fulgte hende derpå ud i køkkenet, hvor jeg bevægede mig hen til ovnen, for at se på kyllingen. For at være ærlig, havde jeg slet ikke opdaget at Spencer stadig var der, da jeg havde forventet at hun var gået igen, nu da vi var ude for vores forældres rækkevidde. Men hun stod der og så ventende på mig.


”Så, hvad kan jeg gøre?” smilede hun og beholdt sit blik på mig. Jeg tændte hurtigt for ovnen inden jeg lænede mig afslappet op ad køkkenbordet, med et ligeglad udtryk. For det var hvad jeg var, ligeglad med hende.

 

”Intet, bare gå tilbage,” mumlede jeg og ventede på, hun gjorde som sagt. Men det gjorde hun ikke, hun blev stående med løftede øjenbryn. Igen fandt hun ekstremt attraktiv. Der var stilhed over os, ikke at det var noget nyt, men i denne situation var det ubekvemt. ”Hvad venter du på?” snerrede jeg da det irriterede mig, at hun stadig stod der og stirrede dumt på mig.

 

Men i stedet for at gå ind i stuen igen, gik hun hen til pastasalaten og flyttede den hen på bordet. Jeg så dumt på hende og hun gav et beslutsomt blik. ”Jeg vil gerne hjælpe,” fastlog hun og lignede ikke en, der agtede at skifte mening.


Jeg trådte truende et skridt imod hende, ”Hvis du virkelig gerne vil hjælpe, kan du holde dit ’verden er så dejlig, alt er regnbuer og unicorns!’ så langt væk fra mig som muligt,” snappede jeg og knyttede mine næver. Bare at kigge på hende kunne få mit pis i kog.

Hun var tydeligvis fornærmet over mine ord, for hun gjorde det samme som mig og trådte et skridt frem, mens hun så mig stift i øjnene. ”Hvad for dig til at tro du og dit ’orgh, verden er så dyster, jeg drukner i meningsløst sex og alkohol, orgh!’ kan snakke sådan til mig?” kvækkede hun igen, og det gjorde mig yderligere pissed, hvis det overhovedet var muligt. Advarende tog jeg flere skridt imod hende, og hun fulgte med mig bagud, så jeg til sidst havde fanget hende op ad væggen. Ikke én gang brød vi øjenkontakten. Hvis vi havde stået i mit soveværelse, og det var alle andre end Spencer, havde jeg fundet det ret frækt, men den tanke gav mig bare kvalme nu. Selvom hun nu var meget tiltrækkende. Nej Zayn, du skal ikke tænke sådan!

 

Mine muskler og min kæbe var spændt til det yderste punkt, og jeg måtte virkelig tage mig sammen, for ikke at gøre noget som jeg ville fortryde.

 

”Hør Spencer, jeg har virkelig ikke brug for dit lort lige nu, jeg har vigtigere ting at tage mig til,” konkluderede jeg anspændt med et hårdt blik. Godt nok havde ikke andre ting at tage mig til, siden jeg var fanget i denne dødsfælde af et hus, men jeg måtte have en undskyldning for ikke at snakke med Spencer.

 

”Oh, det må du undskylde Malik. Jeg er ked af min lalleglade personlighed, kommer i vejen for din dybt seriøse narkoforretning,” fnøs hun flabet og min krop begyndte at ryste af vrede. Jeg måtte fokusere al jeg kunne for ikke at smadre et eller andet. I stedet lukkede jeg min vrede ud, ved at tage fat i Spencer og kaste hende ind mod væggen. Hun var tydeligvis overrasket over mine handlinger, for hun udstødte et gisp og hendes øjne var helt udspilede. Hun lignede en, der var bange for jeg ville slå hende. Det ville jeg trodsalt også være, for jeg virkede ikke ligefrem som en fredfuld person.

 

Et lille hulk fik os begge til a se os til siden, dog glemte jeg alt om at jeg stadig havde mit greb om Spencer. I døråbningen stod Alice med tårer i øjne. Hun havde selvfølgelig set og hørt alt vi havde sagt, hvilket måske ikke er det rareste for en fire årig pige.

 

”Virkelig flot, Zayn,” udbrød Spencer og det lykkedes hende at få skubbet mig væk. I et øjeblik stod jeg og beundrede hendes ukendte kræfter, men blev så revet ud af mine tanker, af min mor der havde set det. ”Zayn, hvad er det dog du laver?” vrissede min mor, og jeg kunne seriøst ikke klare mere. Spencer så skuende til, og jeg nåede ikke engang at overveje det, før jeg stormede ud af huset.

 

Jeg skulle væk fra Spencer, min mor og alle andre pestilenser lige nu.

 

Jeg gad ikke engang køre et sted hen, så vred jeg var. Så jeg fortsatte ned ad vejen, og havde et lille sted i tankerne. I et minut efter stod jeg nede ved baren, der til mit held var åben. Jeg sparkede døren op og satte kursen mod baren hvor en af mine venner stod bag disken.

 

”Uh, er der problemer i paradiset?” spurgte drengen ved navn Luke. Han smilede fjoget inden han serverede et glas whiskey. Jeg behøvede ikke engang at bestille, han vidste altid hvad jeg var i humør tid.


”Du skulle bare vide,” mumlede jeg før jeg bundede glasset.

 

 

Ydmygt fulgte jeg med min far ind i huset, efter han efter fem minutter, havde fundet mig. Han havde forklaret mig i detaljer, hvordan jeg personligt skulle undskylde overfor Spencer, men det røg ind i det ene øre, og ud af det andet.

 

Han stormede vredt ind i huset med min arm i hånden. Jeg gad ikke engang kæmpe imod. Han stoppede så foran det dækkede bord, hvor alle vendte deres blikke mod os. Min mor sendte mig et overskueligt blik, inden hun kiggede på min far.

 

”Zayn har noget han gerne vil sige, Spencer,” indikerede min far og skubbede mig hårdt bag ryggen. Jeg vendte mit blik mod Spencer, der hårdt prøvede at skjule det selvsikre smil hun altid havde.

 

Jeg er frygtelig ked af, jeg opførte mig voldeligt overfor dig. Spencer,” undskyldte jeg og skjulte ironien i min stemme, men selv Spencer kunne vel regne ud, jeg var sarkastisk.

 

Hun smilede venligt til mig, ”Undskyldning modtaget.”

 

 

Middagen havde gået fint, selvom Spencer kom med nogle kommentarer, jeg godt kunne have undværet. Dog var jeg færdig, så jeg havde en undskyldning for at rejse mig fra bordet. Men i samme sekund som jeg, rejste Spencer sig op og gav mig et dræberblik, som jeg med glæde gengældte. Vi satte begge vores tallerkner i vasken og øjeblikket efter, var Alice henne med Spencer’s side. Hun hviskede noget i Spencer’s øre og Spencer meddelte så at de gik ud for at købe is.

 

Det passede mig perfekt. Efter jeg hørte døren lukke, ventede jeg få sekunder før jeg selv begav mig ud på verandaen. Jeg snuppede en cigaret frem, ligeglad med hvad min mor ville sige. Jeg tog den i munden, tændte det og inhalerede røgen, som jeg derefter pustede ud igen.

 

Mit blik landte på Spencer og Alice der gik hen ad gaden, på vej mod iskiosken, der ikke lå mere end to minutters gang derfra. Jeg prøvede desperat få mine tanker hen på noget andet end Spencer, men hendes ansigt blev ved med at poppe op i mit hoved. Det kønne hoved, der bogstaveligt talt kunne drive mig til vanvid – Og ikke på den gode måde.

 

På det perfekte tidspunkt gjorde min mobil en vibration, der indikerede at nogen prøvede at få fat på mig. Uden at tjekke hvem der ringede, så jeg telefonen op til øret.

 

”Det’ Zayn,” hilste jeg lettet og indåndede den kølige luft. Dog blev min dag tusinde gange værre, da jeg genkendte stemmen på den anden side.

 

”Jamen hej, Zayn,” lød den gamle, bekendte stemme. Normalt ville der være et smil på stemme, men at han ringede kunne kun skabe problemer, i disse tilstande.

 

Jeg sukkede dybt. Hvorfor nu? ”Hvad vil du Harry?” vrissede jeg og kunne høre hans hånlige grin i baggrunden. Harry og de andre var de eneste der kunne pisse mig mere af, end Spencer.

 

”Hvem er pigen, Zayn? Hun er køn, men hun vil selvfølgelig se lidt bedre ud, dækket af blod,” grinede han og jeg næsten se smirket på hans ansigt. Automatisk knyttede jeg mine hænder.

 

”Nævn din pris og lad mig være, Harry!” råbte jeg og spejdede efter Spencer, men hun var for længst ude fra rækkevidde. En ubehagelig knude dannede sig i min mave, og en frygt for at de allerede havde dræbt hende kom snigende.

 

Endnu engang kunne jeg høre Harry’s grin. ”Min pris er at se dig lide, Zayn. Og lad os starte med din lille kæreste.” Hans stemme var kold og følelseskold, og jeg havde den største trang at smadre noget. Derfor gik jeg amok på pælen der holdte verandataget oppe. Det gyngede fra den ene side til det andet, men det frydede bare Harry yderligere.

 

”Oh, Spencer er bare en ven af en ven, Harry. Hvis du vil røre mig, må du grave dybere. Ikke en pige jeg ikke kan udstå,” hvæsede jeg og håbede det ville få ham til at lade Spencer være i fred.

 

”Hvis du virkelig ikke kunne udstå, hvorfor er du så så bekymret, Zayn?” spurgte Harry i en lav monoton tone, og jeg måtte give ham ret. Hvorfor var jeg så bekymret for Spencer?

 

Og apropos Spencer, kom hun gående med Alice i hånden. Jeg så hvordan hun snublede og en blond dreng greb hende bagfra.

 

”Hvor belejligt at der lige var en til at gribe hende, synes du ikke?” spurgte Harry og nu da han nævnte det, kunne jeg let genkende Niall’s irske accent, da de begyndte snakke.

Mere vrede gik igennem mig.

 

Jeg så på hvordan Niall prøvede at charmere sig ind på hende, og hvordan han brugte Alice som en undskyldning for at være sukkersød. Spencer var en person der havde ingen bekymringer i livet, og nu fik hun det hele serveret på et sølvfad.

 

”Du bad selv om det Zayn, du tog min elskede fra mig, så nu tager jeg dine elskede fra dig.” Og med de ord blev en kniv stukket ind i Alice og et skrig forlod Spencer. Harry havde lagt på og skyndte mig at råbe til Spencer hun skulle løbe. Med tårer i øjnene kom hun løbende imod mig, med Niall bag sig.

 

Det skete bare ikke det her.


Myello fokes! Så egentlig var det ikke meningen meningen at dette kapitel skulle publiceres, før et par dage. Men så er man i den situation hvor man røvkeder sig - undskyld for mit sprog! - og bliver derfor nød at publicere kapitler før tid, for at have noget at give sig til. Dog skriver jeg på 3. kapitel nu, men det er ikke underholdning nok! Så her har I kapitlet :'3

Som I kan se er det morgenen fra Zayn's synsvinkel, og sådan vil det foregå fremover. 

Håber I kan lide historien indtil videre :D

x. Daughter

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...