The sun will always go down - 5SOS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2015
  • Status: Igang
Denne historie handler om pigen Nicole Anderson på 16, som skal skifte skole pga. hendes forældre skal skilles og midt i det bliver hendes bedsteveninde Lauren Irwins storebror Ashton Irwin kendt og det eneste hun hører om fra sin veninde er Ashton. Hun tager med Lauren til Ashton 20 års fødselsdagsfest og møde selvfølgelig den charmerende Luke Hemmings og så ved vi vidst godt hvem hin kan lide! Men det kan Lauren også... Hvem får Luke? Hvad sker der når Lauren finder ud af at Nicole også kan lide ham? Og hvad hvis Luke finder ud det? Læs med her og se hvad der sker!
Hvis i kan lide den så skriv lige en kommentar det her er nemlig min første movella. Og kommentere om jeg skal skrive et nyt kapitel.

Kan indeholde sexscener

2Likes
6Kommentarer
671Visninger
AA

3. What, Why, When?!

Jeg vågnede op på et hospital med en kvindelig læge på den ene side og min mor og Casper på den anden."Godt, du er vågen. Du har brækket to ribben og dit højre kind ben." sagde lægen. Jeg kunne høre min mor gispe, da lægen fortalte hvad jeg havde brækket. Ikke så underligt at jeg havde så mange smerter."Du skal blive her i tre uger, eftersom dine brud på ribbenene er ret voldsomme og vi skal hele tiden have overblik på helingen." Sagde hun i et beroligende tonefald." Ville du have noget i mod at tjekke min vens skader?" Spurgte jeg da jeg var ret så sikker på at han også havde brækket noget."Selvfølgelig ikke" svarede hun og gjorde tegn til at Casper skulle tage trøjen af. Hun gispede da hun så det syn jeg så."Det undre mig at du stadig kan gå. Og ikke er besvimet som Mrs. Anderson" sagde hun."Og du skal ingen steder. Du kan ligge i denne her hospitals seng i tre uger sammen med Mrs. Anderson" fortsatte hun og pegede på den hospitals seng der stod ved siden af mig."Kom med mig ned til rynken og så tager vi et rynken billed" sagde hun og tog Casper med ud af rummet."Søde skat der er noget vi skal tale om.." Sagde hun men jeg svarede allerede."Jeg skal ikke komme for sent eller komme ind i flere ulykker. Jeg ved det, jeg ved det" sagde jeg i et ret så ligegyldigt tonefald. Hun rystede bare på hovedet og fortsatte."Nej skat, din far og jeg skal skilles" sagde hun og kiggede på mig med et medlidende blik."Hvornår?" Spurgte jeg mens jeg bare gloede hen på døren som Casper og lægen var gået ud af."Om en måned, men far er allerede flyttet og vi flytter først om en måned da du jo skal have tid til at komme dig og selvfølgelig pakke alle dine ting" sagde hun. Jeg ville ikke flytte. Jeg havde det jo fint her. Okay måske ikke helt fint, men jeg havde fået mig en ny ven eller hvad man nu skal kalde det. Jeg havde Chelsea og mit dejligt store værelse."Men jeg vil ikke flytte" protesterede jeg."Vi har ikke noget valg. Vi har ikke råd til at bo der når far flytter." Sagde hun. Jeg var sgu da ligeglad med om vi havde råd. Tænker hun slet ikke på hvad mig og Laura havde at sige?" Hvad med det mig og Laura har at siger var?! Er vi bare ligegyldige?!" Råbte jeg så højt jeg kunne trods mine smerter. Jeg tog mig hurtigt til mine højre ribben da jeg fik vejrtræknings problemer."Nej skat i er da ikke ligegyldige!" Råbte hun igen hun gad vist ikke svare på mit andet spørgsmål. Der kom pludseligt pletter for mine øjne og til sidst var det sort.

***

Jeg vågnede op ved en maskine der bippede og en gennemborende smerte i min højre side."Godt du endelig vågnede her er ret kedeligt" kunne jeg høre en dreng sige. Jeg vendte mig om og så Casper til højre for mig."Åh Gud! Casper! Hvordan har du det? Har du brækket noget?" Spurgte jeg måske en smule for panisk."Jeg har brækket tre ribben og forstuvet min hofte" svarede han. Var han skuffet? Han så skuffet ud og før jeg kunne nå at gøre noget røg det ud af min mund." Er du skuffet?" Fuck hvorfor sagde jeg det?!" Ja det er jeg. Jeg er skuffet over at jeg ikke mandede mig op og beskyttede dig." svarede han stille. Jeg begyndte så stille at græde jeg fandt først ud af at jeg græd da varme tårer sejlede ned af mine kinder."Shit! Hvorfor græder du? Gør det så ondt?! Var det, det jeg lige sagde?" Spurgte Casper og så panisk på mig. "Nej, det er fordi jeg skal flytte og mine forældre skal skilles" sagde jeg. Det lød så underligt at sige det. At mine forældre skulle skilles." Det er jeg ked af at høre. Hvornår skal du flytte?" Spurgte han og kiggede på mig. Jeg stirrede bare ud i luften."Om en måned eller når jeg er kommet ud herfra går der en uge og så et jeg her ikke længere" sagde jeg stille og trist."Hvor længe skal du ligge her?" Spurgte jeg for at komme ind på noget andet."Tre uger ligesom dig" sagde han og smilte til mig. Jeg smilte selvfølgelig tilbage så godt jeg kunne og sagde:"Så kan vi jo holde hinanden med selvskab" jeg grinte bagefter, men det skulle jeg aldrig have gjort, en ret så voldsom smerte gik gennem mine ribben og jeg havde svært ved at få luft." EN ELLER ANDEN KOM OG HJÆLP HUN KAN IKKE FÅ LUFT!!" Råbte han så højt han kunne med smerte i ribbenene. En læge kom straks løbende og hjalp mig. Hun sagde til mig at jeg ikke måtte råbe, skrige eller grine med de her skader og det giver ligesom sig selv. Jeg satte mig op på det der skulle være min seng de næste tre uger. Hvorfor skulle jeg også lige spille smart?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...