Atychiphobia [LS]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 27 okt. 2014
  • Status: Igang
Da Louis starter på uni, forventer han ikke andet end en hel masse skole arbejde, mange mennsker, og endnu mere skolearbejde. Det tager dog en fuldstændig anden drejning. Da Louis støder ind i den mystiske Harry Styles, bliver hans verden vendt fuldstændig på hovedet. Han står pludselig i situationer, som han måske ikke burde stå i. Han har pludselig en viden, han ikke burde have. Han ved pludselig noget, han ikke burde vide. Han forelsker sig i en, han ikke burde forelske sig i. Men hvordan kan han andet? Når alting alligevel er ved at falde fra hinanden, er det så ikke værd at gå for det?
//SE TRAILEREN TIL HØJRE//

16Likes
4Kommentarer
825Visninger
AA

2. 0.2

Jeg orkede det ikke, jeg orkede det virkelig ikke.

Det var det eneste min hjerne kunne tænke. Det eneste den havde lyst til at tænke, men det var sandt. Jeg orkede det virkelig ikke. Lige siden min mor valgte at sende mig på uni, et sted midt i England, har jeg ikke haft lyst til andet end at udstråle med negativitet. Lektier, skole, flere lektier, timer, det har aldrig rigtig været .. mig. Det eneste der sådan nogenlunde holder mig kørende, er menneskerne. Dem jeg omgives med. Det havde altid været den eneste grund til, at rent faktisk at møde op til timerne. Det er også den eneste grund til at jeg hadet, at jeg skulle flytte væk fra Doncaster. Men jeg græd ikke, for rigtige mænd græder ikke, vel? Selvom jeg havde lyst til det, gjorde jeg det ikke. Jeg var stærk nok til ikke at lade mine følelser overvælde mig, selvom det kunne være svært engang imellem. Det hele var dog heller ikke negativt. Jeg glædede mig faktisk på en måde. Jeg ved ikke om det er fordi der havde forgået så meget lort i Doncaster, men jeg trængte virkelig til at lære af mig selv, og til at gøre noget med mit liv. Jeg er derfor fast besluttet på at fordybe mig i tingene, ikke mindst lektierne, og det bliver nok den hårdeste opgave. 

Jeg blev revet ud af mine tanker, da bilen pludselig stoppede op, som gav et skub i mig. Foran mig tårnede der sig et kæmpe slot op. Jeg var nu officielt ankommet til universitet. Efter at have kørt i evigheder, var jeg endelig fremme. Min mor drejede sig rundt i hendes sæde, og kiggede lykkeligt på mig. Hun var tydeligvis mere begejstret for det, end jeg var. Hendes hår sad i en knold i nakken, som fik hendes ansigtstræk til at se skarpere ud. Hendes tøj var formelt, og det fik næsten mit tøj til at se beskidt og gråt ud. Min mor var smuk, det måtte jeg give hende. 

Klumpen i halsen voksede sig større. Jeg vidste ikke jeg ville blive så nervøs, for at skulle på universitet. Det var næsten til at grine over. Eller græde, jeg vidste det ikke.

"Hey." Hun rakte ud efter mig, og lagde sin hånd på min kind. Stillingen var akavet, men det gjorde ikke noget. "Du skal nok klare det." Hun strøg sine fingre hen over min kind, før hun satte to fingre under min hage, for at få mig til at se hende i øjnene. Hun smilede stille, og gjorde så tegn til at jeg skulle give hende et kram, hvilket jeg gjorde. 

"Det ved jeg godt det vil, men jeg kan ikke lade vær med at være en smule nervøs," sagde jeg. Jeg bed mig selv i underlæben, for det havde jeg altid haft en tildens til at gøre. Hun nikkede kort med hovedet, og smilede så stille til mig for at fortælle mig, at det hele nok skulle gå. Selvom jeg havde lyst til at løbe langt væk, og bo som en hulemand resten af livet, følte jeg mig stadig fristet af universitet. Det var vel bare den måde jeg tænkte på? 

Tag dig sammen, Louis!

Hun puffede mig stille ud af bilen, og smilede så stort til mig. Hun lænede sig ind over passagersædet, og lukkede døren i, før jeg selv kunne nå at gøre det for hende. Jeg gik om bag bilen, og åbnede for at tage mine ting ud. Det gode ved at være en dreng, er at man ikke skal have så meget lort med som pigerne. Jeg havde altid lagt mærke til hvor meget mine søskende tog med, og de brugte kun en tredjedel af det de tog med. Jeg så ingen pointe i det, men hvis jeg blandede mig i det, blev jeg bare halshugget på stedet.

Da jeg havde taget alle mine ting ud, gik jeg hen til det nedrullende vindue, og gjorde tegn til at min mor skulle læne sig hen imod mig. Det gjorde hun, og jeg gav hende et kys på kinden. Hun sendte mig et blidt smil. Jeg gik væk fra bilen, og vinkede til hende. En enkel tåre faldt fra øjenkrogen, før hun sendte mig et kys, og kørte videre. Jeg vidste, at min mor vidste jeg ville klare det. Jeg ville allerede være hjemme igen om 14 dage for at besøge dem, så det var ikke den helt store tude dag. 

Jeg drejede rundt om mig selv, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. Jeg ved ikke om det var synet, der fik mig op at køre, eller om det var alle minderne der vil gemme sig bag væggene på det her universitet. Når jeg tænkte lidt over det, tror jeg egentligt det var en blanding af begge dele. Jeg kunne hvert fald ikke vente med at udforske verden foran mig. Overalt var der folk omkring mig. Alle mulige familier var samlet rundt omkring, og de opførte sig alle som om, det kunne være sidste gang de kom til at se deres søn eller datter igen. Ikke at det er udelukket at det kan blive sidste gang, men hvor stor sandsynlighed er der også for det? Efter hvad jeg tror, tror jeg ikke den er særlig stor. Græsset var grønt, og vinden var tør. Man kunne godt mærke at det var i starten af August, for det var stadig for varmt til at kunne være i solen med tøj på, men jeg elskede det alligvel. 

Jeg begyndte med hurtige skridt, at gå hen imod hovedindgangen. Jeg kunne godt mærke på mig selv, at jeg egentlig var lidt nervøs, men jeg ville vist heller ikke helt indrømme det. Der var ikke kø ved receptionen da jeg kom derhen, så jeg fik min nøgle med det samme. 

Når man er første års elev, er værelserne på stueetagen. Hvis man er anden års elev, er deres værelser på første sal. tredje års elev på anden sal, og til sidst 4 års elev på sidste sal. Ligesom en rangliste. Jeg havde fået at vide, at 4 års elever kunne være meget dominerende, fordi de lå en del højere end os andre, og bag generelt troede de var bedre. Typisk. 

Jeg så ned på min nøgle, og så at der med store fede bogstaver stod: "Nr. 23." Det ville sige på venstre side af gangen. Da jeg kom til døren, opdagede jeg at den stod på klem. Jeg kiggede undrende på den, som om den kunne give mig et svar, men da jeg fandt ud at det bare var en dør, puffede jeg stille til den så den stod helt åben. Jeg kunne næsten ikke komme ind ad døren på grund af alle de kufferter og tasker der stod, men jeg fik dog alligevel mast mig selv igennem. 

"Fuck," lød det fra sofaen. Der lød et dump, og jeg spærrede mine øjne op. Jeg blev vist mere forskrækket, end hvad jeg egentlig burde blive. Der kom en masse lyde, og jeg kunne ikke lade vær med at hæve øjenbrynet. Det var som om personen prøvede på at tage sig sammen, eller bare lå og snakkede til sig selv. Efter et stykke tid, valget denne her person sig så at rejse sig op. En lille spinkel dreng med brunt hår stod foran mig, og smilede. Han var vist på højde med mig, men nu er jeg jo heller ikke den højeste. Han havde stramme sorte jeans på, og en gul trøje hvor en glad smiley plantet på. Han havde briller, men dem havde han skubbet op på panden. Der hang nogle hvide høretelefoner ned af brystet på ham, og den ene var vist hoppede ud, da han væltede ned på gulvet, for han havde kun den ene i øret. 

"Hej," sagde jeg. Jeg gav slip på min kuffert, og smed min tunge sportstaske, som jeg havde haft over skulderen i alt for lang tid, på gulvet. Jeg sendte ham et smil, og han gik hen imod mig.

"Hej! Mit navn er Collin, og du kommer til at leve med mig ligeså længe du bliver her." Han grinte kort, og trak hånden frem som tegn på at jeg skulle tage imod den. Jeg trykkede hans hånd.

"Louis," svarede jeg. Han nikkede kort, og gav slip på min hånd. Jeg kiggede rundt i vores lille fælles lejlighed, eller hvad jeg ellers skulle kalde det. Det var pænt indrettet, og der var en masse malerier på væggene. Lige når man trådte ind ad døren, stod man ærlig talt i stuen. Der var dog en meget lille opgang til at stille skoene og hænge jakkerne. Til højre var der ingen dør, men en lille gang som førte ind til et soveværelse, vil jeg gætte på. Man kunne se direkte ind til to senge, som stod op af hver deres væg. I midten var der et bor med nogle blade og fjernbetjeninger. Jeg vil gætte på der også befandt sig et tv derinde. Til venstre for stuen, var der en halvvæg, hvor der så dukkede et lille køkken frem. Jeg tror ikke man normalt spiser her, men nede i kantinen hvor der vist vil blive serveret aftensmad hver aften til dem som spiser dernede, hvilket jeg tror er en stor procentdel. Ved siden af køkkenet, var der en lukket dør, men jeg ville gætte på at på den anden side af døren, var der et toilet. Jeg tror også jeg var ret godt til at gætte.

"Du er meget tavs," udbrød Collin. Jeg så hen på ham, og han sendte mig et uskyldigt smil. Da han smilte så jeg, at der dukkede et lille smilehul frem på venstre kind. Det fik ham til at se mere charmerende ud, men det tror jeg smilehuller gjorde på de fleste. 

"Ja, undskyld. Jeg tror bare jeg lille skal vende mig til det her," svarede jeg. Jeg kløede mig i nakken, og gengældte hans smil. Han nikkede, og i nogle få minutter var der en akavet tavshed. Det blev dog hurtigt afbrudt af en der bankede på døren. En ældre dame med gråt hår sat op i en stram knold, og med en sort kjole, trådte ind af den åbne dør. 

"Der er møde i forsamlingssalen for de kommende første årselever om 10 minutter," sagde hun, og smuttede ud af døren igen. Jeg vidste overhovedet ikke hvor bygningerne eller klasselokalerne lå endnu, men det skulle nok komme. Lige nu måtte jeg bare håbe på at Collin vidste det, og det tror jeg da også han vidste, for 8 minutter senere blev jeg slæbt hen ad den lange gang af en yderst glad dreng. Han smed mig ned på gulvet ved siden af ham. Jeg kunne ikke lade vær med at kigge rundt på alle de andre første års elever. De så alle glade ud, borset fra en pige med lange lyse krøller. Hun sad alene, og hendes mundvig var i en bue ned af. Det så næsten ud som om hun kunne græde når som helst. 

"Se," hviskede Collin. Han pegede over på en af de ældre drenge fra skolen. Han måtte være tredje eller fjerde års elev, for han så hvert fald en del ældre ud end os. "Jeg har hørt, at han er blevet beskyldt for voldtægt. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men der er en del der har sagt det. Han kunne også godt ligne en der kunne finde på sådan noget," fortalte Collin. Jeg kiggede på ham, og hans blik var død seriøst. Jeg vidste ikke hvor han kiggede hen, men i følge hans øjne måtte det være noget spændende, for han tog ikke øjnene væk fra det en eneste gang. "Men altså, han kan jo også være lærernes kæledægge. Hvad ved jeg?" Han grinte kort, og trak sig så væk fra mig, så det ikke så ud som om vi hviskede længere. Jeg kunne ikke lade vær med at kigge på ham. Der var et eller andet over ham, der gjorde ham så fandens uimodståelig. Jeg ved ikke om det var hans ansigtstræk, eller den måde hans hår var sat på, men jeg kunne i hvert fald ikke holde op med at kigge på ham. Han havde stramme sorte bukser på, og en sort trøje hvor han har smørret ærmerne op til lige før skulderne. Han havde tatoveringer op ad armene, og hans blik så barsk ud. 

Der blev pludselig stille i hele salen, og en mand trådte op ved talerstolen, men jeg hørte ikke efter. Da jeg kiggede hen hvor drengen stod før, var han væk. Det fik noget i min mave til at vende sig, og der voksede en mærkelig følelse indeni mig. 

"- ,men jeg håber at i får et rigtig godt indtryk af skolen, og at i vil have lyst til at blive her fremover." Afsluttede skolelederen, tror jeg han var. Folk begyndte at klappe, og lige pludselig var der uro i hele salen igen. Collin rejste sig, og jeg gik efter ham. Jeg kunne ikke stoppe med selv fra at tage fat i hans arm, selvom jeg ville. Han kiggede undrende på mig, da jeg stoppede ham fra at gå tilbage til vores værelse. 

"Hvad hedder han?" 

"Hvad hedder hvem?" Spurgte Collin. Hans blik var forvirret, og hans læber havde han trykket sammen til en tynd streg. Han vidste vist godt hvad jeg ville spørge ham om, jeg tror vist bare ikke han havde lyst til at svare på det. 

"Drengen fra før?" 

"Harry Styles" 

__________

Kedeligt kapitel, jeg ved det, men det bliver 1000x386728 bedre! Jeg har store planer med denne her fanfiction, so stay turned!xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...