Fuglereden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2014
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Færdig
Noget om opvækst, ensomhed, kontrol, børn og forældre, anoreksi og død.


0Likes
0Kommentarer
311Visninger

1. Fuglereden

Villavejen ligner sig selv. Parcelhusene ligger side om side i hver sin have omgivet af en hæk.
Kun murstenenes farver adskiller dem. Hækkene er dog vokset mere op, og bilerne i carportene er også blevet større.
 
Jeg er sent på den. Parkerer bilen bag de andre, som holder i en række udenfor huset.
Flaget er nu hejst helt op, som det hører sig til. Det hænger slapt under den grå himmel.
Bagest i haven står det gamle elmetræ. De barkløse grene rækker forgæves op mod de blytunge skyer.
En flok sorte kragelignende fugle har slået sig ned i den nøgne krone. De følger tavst min ankomst men rører sig ikke.
 
Jeg går henad flisegangen og når frem til fordøren.
Stumtjeneren i vindfanget er overlæsset med mørke frakker.
I hall'en kan jeg høre gæsterne. De må være samlet i stuen.
Jeg rækker ud efter dørhåndtaget, men noget holder mig tilbage.
Mit blik falder ned gennem gangen. Den gang med værelser til hver side, som findes i alle huse fra den tid.
Selskabet kan vente. I stedet går jeg henad gangen til dit værelse. Åbner forsigtigt døren og går ind.
 
Dine bamser og tøjdyr sidder på rad og række. Andre på din alder ville have smidt dem ud forlængst, men ikke dig.
Sømmet over sengens hovedgærde er stadig tomt. "Det virker jo ikke alligevel", sagde du om krucifikset, da du
pillede det ned og lagde det i skuffen.
 
Ved siden af på hylden står billedalbummet med dit navn på forsiden.
Jeg bladrer lidt rundt i det. Det er kun halvt fyldt.
Det sidste billede er fra din konfirmation. Det skulle være en glædens dag med lykke og nærver.
Men dit blik er fjernt som du sidder der i kjolen. Som om I er fra hver sin verden, kjolen og dig.
I albummet er der ikke et eneste billede fra årene efter.
Jeg bladrer tilbage og finder et godt billede af os to. Du smiler det smil, jeg næsten har glemt.
Forsigtigt tager jeg billedet ud og lægger det i inderlommen.
 
Skabsdøren står på klem. Jeg kigger ind.
I bunden ligger gamle legesager og brætspil. Vi havde det sjovt, når vi spillede.
Du nød det, når du slog mig hjem i Ludo. Men efterhånden blev det sjældnere og sjældnere.
Der var ikke så meget ved det, når du kun havde mig at spille med.
Og selv når vi spillede, var det som om, din glæde var et tyndt lag, der blot skulle sikre at din gæst morede sig.
Der lå altid en dyb alvor lige under overfladen. Din umiddelbare, friske og barnlige måde at opleve verden på var
langsomt forsvundet. Mere opsat på at være flink end på bare at være.
 
Nederst i bunken ligger tryllesættet med de syv tricks, som du ville have byttet, fordi magien ikke var virkelig.
Kun snyd og bedrag.
Og sminkedukken. Du redte dens hår og gav den lag på lag af sminke i alle farver.
Men hver gang syntes du, den blev grimmere, og til sidst smed du den opgivende hen i hjørnet
og rørte den aldrig siden.
 
Den lille vandfyldte plasticboble med snemanden inden i, ligger der også. Når man rystede den, dryssede sneen rundt.
Din mor havde smidt den ud, fordi det var noget "rædselsfuldt tingeltangel".
Men om aftenen listede du ud og fiskede den op af skraldespanden. Det var jo trods alt en gave fra din far.
Din mor tilgav ham aldrig, at han mødte op til konfirmationen, fuld og frembrusende.
Han havde jo lovet hende at holde sig væk.
 
I vindueskarmen sidder den lille porcelænsdukke. Det var nok den, du holdt mest af.
Den var så fin og perfekt. Uden den mindste rynke eller fregne. Glat og hård.
Du aede tit dens glasklare ansigt, mens dine tanker var langt borte.
Det var altid som om, du forventede, at du var ligeså perfekt og kunne klare alting selv.
Jo finere din karakterbog var, jo mindre glad blev du for skolen. "Det manglede jo bare".
De situationer, som du ikke kunne kontrollere, fik du foragt for. Klassefester og fødselsdage, det sociale samvær
med jævnaldrende. Du var bange for at komme til kort. Frygten for at vise, at der var følelser, du ikke havde
fuld kontrol over. De var jo også så mange, når de var sammen og de snakkede og sagde så meget forskelligt.
Hvem skulle du så egentlig tro på? "Det blev bare noget rod", sagde du.
De lo og var "barnlige", og du ønskede ikke at blive i stand til at le som dem.
Kom dygtigheden og selvstændigheden til at kamuflere dit behov for at være lille?
Måske var en del af dig blevet alt for voksen og følte, at den måtte skjule dit indre barn.
Men hvordan kunne du bede om hjælp, hvis du følte, det vigtigste var at være ene-stående?
 
I hjørnet af vindueskarmen ligger fuglereden. Du fandt den ude i hækken en forårsdag. Der var et lille spurveæg i.
Fra dit værelses vindue kunne du holde øje med den. Der kom ikke nogen fugl for at ruge på ægget.
Så du tog reden ind og satte den under en lampe. Efter et par uger blev din mor sur over strømforbruget
og slukkede lampen mens du var i skole. "Der kommer jo aldrig noget ud af det æg!".
Til sidst gav du op, men du beholdt reden og ægget.
Jeg løfter den op. Reden er tom. Jeg flytter lidt på sækkestolen og finder ægget under radiatoren.
Det er gået i stykker. Og det er helt tomt inden i. Forsigtigt lægger jeg det tilbage i reden og lægger
den i vindueskarmen.
 
På hylden under spejlet står lommelygten.
Jeg husker den dag, du lyste med lommelygten ind i håndfladen, så jeg kunne se dine knogler gennem huden.
Der var noget trygt ved skelettet. Noget stabilt at holde af og holde om. Din inderste kerne, dit sande jeg.
Ikke som de forræderiske bløde dele, der bare måtte væk. Jeg forstod det ikke helt.
Følte du, at du nemmere kunne gemme dig, når du var mindre? Den ultimative retræte som beskyttelse.
At trække sig tilbage, væk fra alting og ind i sig selv, blive væk fra verden, lukke den ude.
En bevidst afgrænsning af friheden, fordi den var uhåndterlig.
Et forsøg på at finde dit minimale selv, som var lille og overskueligt nok til at lade sig kontrollere.
På den måde havde du bogstaveligt talt mindre at bære på og mindre at bekymre dig om.
 
Mit blik falder i spejlet og jeg får øje på den grå maske af papmaché, som hænger på væggen overfor.
Lavet udenpå en oppustet ballon, som blev punkteret, da masken var blevet tør og stiv.
Den har et sørgmodigt udtryk, som den hænger der og stirrer på sit eget spejlbillede.
Var du forevigt fanget mellem masken og spejlet?

Jeg lister ud af værelset men kan ikke få mig selv til at lukke døren.
Ingen af os kunne lide at sige farvel. Der var noget endegyldigt ved det, som vi ikke brød os om.
Det blev altid til et "vi ses".
Jeg lader døren stå og går tilbage i gangen. Det er på tide at deltage i sammenkomsten.
Henne ved stuedøren ser jeg mig en sidste gang tilbage.
Nu står sollyset i en stribe ud fra dit værelse. En lille skygge bevæger sig flagrende opad i lysstriben.
Et smil breder sig på mine læber. "Vi ses", hvisker jeg og tørrer en tåre væk fra øjenkrogen.
 
Så tager jeg en dyb indånding, åbner døren og går ind.
Ind til kaffen og småkagerne, kirsebærvinen og de sortklædte fugleskræmsler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...