Den Jeg Var

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2014
  • Opdateret: 6 jul. 2014
  • Status: Færdig
// Da Judiths barndomshjem bliver overrendt af walkere, oplever hun for første gang smerten ved at miste - en smerte, som hun kommer til at blive udsat for resten af sit liv. Det er svært at holde hovedet højt, når ens venner dør på stribe, men når alt ser sortest ud, har Judith stadig et sidste håb tilbage - håbet om drengen, hun elsker, der måske ikke er død endnu. // En "The Walking Dead"-fanfiction, der godt kan læses uden kendskab til serien.

28Likes
50Kommentarer
2250Visninger
AA

4. Er I Sultne?


”Nej!” skriger jeg.
”Judith, hold så kæft!” siger Carl, men selvom han næsten hvisker, kan man tydeligt høre hans stemme knække over. Han tager mig hårdt i armen og trækker i mig, længere og længere væk fra den brændende lade.
”Vi kan ikke bare efterlade far,” siger jeg sammenbidt og hiver min arm væk fra hans jerngreb.
”Judith, jeg gider ikke høre mere…” mumler Carl og sætter tommel- og pegefinger på næseryggen. Hans krop ryster.
”Jamen, det kan vi ikke,” protesterer jeg, og jeg kommer til at hulke ufrivilligt.
”Lad nu være med at være så dum!” skænder Carl og slår ud med armene. ”Og stop med at tude,” tilføjer han, men også hans øjne er opsvulmede. Det røde skær fra branden bag mig spejler sig i deres blanke overflade, og jeg ved, at han har ret. Far er allerede væk.
”Tror du, at han bliver..?” spørger jeg, og tanken får de første tårer til at falde ned over mine kinder. Carl ryster på hovedet.
”Det sidste skud var ikke mod en walker,” siger han, snøfter en enkelt gang og tager en dyb indånding, før han igen tager fat i min arm, denne gang blidere end før.


Tunnelen fortsætter et par hundrede meter, hvorefter den uendelige vej begynder igen. Hver et sving ligner det forrige, og selv træerne i vejkanten ser ens ud. Jeg kan ikke afholde mig selv fra at græde som et lille barn, og hvert eneste sekund er jeg bange for, at en walker vil høre mit flæberi og springe ud fra skovbrynet for at angribe mig. Men på trods af den skræmmende paranoia er jeg på en måde ligeglad.
”Always look on the bright side of life, dadum, dadumdadumdadum…” synger jeg, og overraskende nok får sangens ironi mig til at grine, selvom min latter hurtigt glider over i gråd igen.
Der går flere timer, før jeg endelig føler mig nogenlunde som mig selv. Mine tårer er brugt op, og jeg er også blevet umådeligt træt af at tude. Til gengæld lægger jeg nu mærke til, hvor meget mine fødder dunker af smerte, og hvordan jeg ikke har spist og drukket i al for lang tid. Jeg har ingen forsyninger udover det tøj jeg går i, riflen og få patroner. Endnu en god grund til, at chancen for, at jeg nogensinde finder Luke, er yderst minimal.
Jeg bliver nødt til snart at nå til en by, så jeg kan samle forsyninger og finde ly for natten, men vejen fortsætter uden afkørsler, og på begge sider er der ikke andet end skov. Jeg tager mine gnavende støvler af og trasker videre hen over asfalten.

”Judith, duk dig,” hvisker Carl og trækker sin pistol, mens vi glider i skjul bag en bøgebusk. Han trækker vejret roligt og har koncentreret sit blik fokuseret mellem bladene, og jeg læner mig lidt ind mod ham, så jeg kan mærke hans varme skulder mod min.
En gren knækker i skovbunden, og fire sæt ben kommer til syne.
”Jeg sagde jo, at det var den forkerte vej,” siger en stemme. Den tilhører en pige, der måske er nogle år ældre end mig selv.
”Nej du gjorde ej, Irene,” svarer en drengestemme irriteret.
”Gider I tie stille? I skændes som et gammelt ægtepar allerede,” siger den tredje. Det er også en dreng.
”Vi slår lejr for natten. Det er nemmere at se, når det er lyst,” siger den fjerde, og ud fra autoriteten i hendes stemme, er det tydeligt at høre, at hun primært er lederen.
De begynder hver især at smide deres ejendele på jorden, og jeg frygter, at de vil spotte os gennem bøgebladene, når de sætter sig ned.
Fuck, mimer Carl lydløst, og han bider sig selv i læben og ser betænksom ud. Mine ben ryster af krampe, men det er ikke det bedste tidspunkt at skifte stilling på, så jeg bliver modvilligt siddende.
Carl lader langsomt pistolen, og jeg gør store øjne og lægger en hånd på hans arm. De er kun børn, sikkert ikke fjendtligt indstillet. Men jeg ved, at Carl aldrig tager nogen chancer – han har alt for dårlige erfaringer med fremmede.
Alligevel ryster jeg på hovedet. Jeg vil ikke gå med til en massakre. Jeg har fået død nok for det næste stykke tid.
Carl og jeg ser hinanden ind i øjnene i lang tid, og til min lettelse sænker han pistolen. Til gengæld har vi stadig det problem, at vi ikke kan flygte.
Carl ser igen betænksom ud, og mine ben begynder at ryste mere og mere. Til sidst kan jeg ikke lade være med at flytte på mig, og jeg skærer tænder, da min støvle rutsjer let mod jordbunden.
De fire unge rejser sig op. ”Hørte I det?” hvisker den ene. De andre forbliver stille.
”Walker?” spørger en anden så, og de trækker alle deres våben og stiller sigter mod lyden. Det er kun et spørgsmål om sekunder, før-
”Hey, der!”
”Træd frem! Øh, med hænderne o-over hovedet…”
”Seriøst Mathias, kan du lyde mere overbevisende?”
”Hold så kæft, Luke.”
”Det er ikke for sjov. Vis jer eller vi skyder.” Det er den samme, selvsikre pigestemme fra før.
Carl nikker, stikker pistolen i baglommen og rejser sig. Jeg synker en klump og gør det samme.
Fire pistoler er peget imod os. Længst til venstre står en ranglet, høj dreng med lyst hår. Hans hånd ryster en smule. Ved siden af ham står en pige med fregner og lys hud, og hendes gyldenbrune hår er opsat med et stykke afrevet stof. På hendes højre side står en mørkhåret dreng, hvis øjne med det samme møder mine. Der er en helt speciel ro over hans blik, selvom man tydeligt kan se overraskelsen i hans ansigt, da han betragter os. Længst mod højre står pigen, som uden tvivl er lederen af gruppen. Hun har en rødternet skjorte på, og hendes ravnsorte hår indrammer hendes stenhårde ansigt, der iskoldt ser på os.
”Hvad vil I?” spørger hun og rykker tættere på med pistolen.
”Det der bliver ikke nødvendigt,” siger Carl fattet og trækker mig længere ind til sig, men hans bevægelse får blot de fire unge til at tage et fastere greb om deres pistoler.
”Svar på spørgsmålet,” siger den lyshårede dreng til venstre.
”Uh, så hardcore Mathias,” joker den mørkhårede.
”Så holdt dog kæft, Luke!” hvæser ham, der hedder Mathias, og hans blege kinder får et skær af lyserød. Pigen ved siden af ham lægger beroligende en hånd på hans skulder.
”Vi vil bare gerne gå igen i fred. Vi leder efter mad og et sted at sove, intet andet,” forklarer jeg så roligt som muligt, og til min lettelse kommer ordene sikkert ud.
”Vi har masser af mad,” siger den mørkhårede dreng, Luke, og trækker på skuldrene. Han sender mig et svagt smil med et glimt i øjet, og jeg beder til, at mine kinder ikke bliver ligeså lyserøde som Mathias’.
Pigen med fregner himler med øjnene, og den sorthårede sender ham et lynende blik. Hun skal til at åbne munden for at sige noget, men i samme øjeblik høres en hvæsen, og en gruppe af walkere dukker op bag træerne.
Pigen med det sorte hår vender sig først, hvorimod de andre er langsommere. Carl trækker på et splitsekund sin kniv, og jeg sætter min finger på plads ved riflens aftrækker. Det næste er et virvar af blod og patroner, og walkere bliver ved med at opstå blandt træerne.
Jeg skyder en walker i ansigtet, og ud af min øjenkrog ser jeg den mørkhårede dreng falde til jorden med en walker over sig. Jeg løber hen til ham, vender riflen om og stikker løbet gennem dens kranie.
Under mig og den døde walker ligger Luke og ser måbende op på mig. Han trækker vejret hurtigt, og hans ansigt er en frossen maske af chok, før et bredt grin spredes over hans ansigt. Mit i et kaos af kamp og walkere smiler han.
Jeg når ikke at reagere, før endnu en walker kaster sig over os, og jeg kommer tilbage til virkeligheden. De dukker op mellem træerne i en uendelig strøm, men vi danner alle seks en cirkel og får dem slået på stribe.
Carl hiver kniven ud af endnu en walker og vender sig instinktivt rundt efter den næste, men der er ikke flere.
Pigen med det ravnsorte hår lægger hænderne på knæene og ånder udmattet ud. Ligesom os andre er hun fuldstændig indsmurt i mørkt blod. Der er ikke nogen, der siger noget, og gruppen ligger våbnene fra sig.
”Maya, pas på!” skriger den fregnede pige pludselig, og Carl er den første til at reagere. Han borer kniven ind i panden på walkeren, hvis tænder kun er få centimeter fra hendes hals.
Hun træder forskrækket tilbage og ser overrasket på Carl, der blot tørrer sin kniv af i græsset og gemmer den væk igen.
”…Du reddede mit liv,” siger hun. Carl siger ikke noget, men trækker svagt på skuldrene.
”Og hun reddede mit,” tilføjer Luke, der peger hen mod mig. Jeg fifler utilpas med mit hår, da alles øjne glider over på mig.
Pigen med det ravnsorte hår nikker. ”Hvad hedder I?”
Jeg udveksler et hurtigt blik med Carl. ”Judith. Og det er min bror, Carl,” siger jeg og gestikulerer mod ham.
”Jeg hedder Maya,” siger den sorthårede, og vi giver hinanden hånden. ”Og det der er Luke, Irene og Mathias,” introducerer hun og peger på hver enkelt af dem. ”Er I sultne?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...