Den Jeg Var

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2014
  • Opdateret: 6 jul. 2014
  • Status: Færdig
// Da Judiths barndomshjem bliver overrendt af walkere, oplever hun for første gang smerten ved at miste - en smerte, som hun kommer til at blive udsat for resten af sit liv. Det er svært at holde hovedet højt, når ens venner dør på stribe, men når alt ser sortest ud, har Judith stadig et sidste håb tilbage - håbet om drengen, hun elsker, der måske ikke er død endnu. // En "The Walking Dead"-fanfiction, der godt kan læses uden kendskab til serien.

28Likes
49Kommentarer
2290Visninger
AA

6. Den Du Var

Vinden tuder mellem træerne.

”Judith, er du vågen?” hvisker Luke.

”Ja,” svarer jeg. Maya ligger stadig og sover, og jeg rykker tættere på ham. Han griber ud efter min hånd, og jeg lader ham uden tøven tage den.

”…Græder du?” spørger han, og jeg ryster på hovedet, selv om han ikke kan se det i nattens mørke.

”Mareridt?”

Jeg nikker. Han tager min hånd ind til sig og kysser den.

”Vi er sikre nu,” lover han, men selv om dåsehegnet er oppe, selv om jeg nærmest ligger ovenpå min riffel, og selv om Mayas reflekser er hurtigere end lynet, så kan jeg ikke tilbringe en eneste nat uden paranoia.

Alligevel beroliger følelsen af Lukes hånd mig, og jeg sukker udmattet og rykker mig tættere op af ham, så jeg kan mærke varmen fra hans krop. Han slynger sin ene arm om mig som et beskyttende skjold.

”Jeg elsker dig,” mumler jeg træt, og han planter et kys på min pande, før jeg endelig falder i søvn.

 

 

Jeg har mistet mig selv. Og jeg opdager det først, når jeg endelig vender tilbage efter mange dages fravær.

At være spærret inde i min egen hjerne, som kun består af instinkter lignende ”sulten,” er langt fra behageligt, når man selv har mistet kontrollen. Jeg er tvunget til at se mine egne handlinger, selvom de egentlig ikke er mine. Jeg er tvunget til at leve af minder. Men kun nogle minder lever jeg igen, hvorimod jeg er sikker på, at andre er blevet glemt.

Jeg, eller, min walker, har vandret i dagevis. Ædt indvolde fra en ko, dræbt en hund og sikkert flere forfærdelige ting, som jeg er gået glip af på de tidspunkter, hvor jeg forsvinder. Hvor den levende døde tager over.

Det, der skræmmer mig mest, er, at vi er på vej mod en storby. Hvilken det er, aner jeg ikke – men der er i hvert fald flere levende mennesker, end jeg har set andre steder. Det er lige sådan et sted, jeg i årevis har ledt efter – og nu tager jeg del i at ødelægge det for dem, der var heldigere end mig selv.



 

”Maya og Judith, løb! Jeg afleder dem!” råber Luke, og jeg affyrer endnu en patron. Dåsehegnet klinger, da flere og flere walkere strømmer ind over det. Maya og jeg står ryg mod ryg, mens Luke ryger længere og længere væk.

”Ikke en skid vi vil!” råber Maya, og hun affyrer selv et skud mod endnu en walker, da de stimler sammen i to rundkredse – en rundt om Maya og mig, og en rundt om Luke.

”Maya for helvede, der er alt for mange!” råber han igen, og denne gang svarer hun ikke tilbage.
”Vi efterlader ham ikke,” siger jeg, og hun forbliver stille. De bliver ved med at komme, og han er helt alene. Vi kan umuligt nå ham.

”Judith…” begynder hun.

”Nej, Maya,” insisterer jeg.

”Judith, jeg beder dig,” siger Luke bestemt. ”Løb.”
Og da Maya river fat i min arm, er det det, jeg gør.




 

Min walker vender sig rundt, da kamplyde når vores ører. Bag os falder walkere på stribe, og en gruppe af mænd maser sig igennem. De dækker sig med skjolde lavet af ødelagte plastickasser og træværk.

”Bare gå igennem! Ikke stop!” råber en af dem, og klumpen fortsætter. Min walker tilslutter sig kredsen af andre hvæsende walkere, og jeg kan fornemme dens sult stærkere end noget andet.


Lad være, siger jeg. Lad dem nu bare gå igennem…

”Vent, min kniv!” Gruppen stopper op, og en af fyrene ryger væk fra skjoldene og bukker sig ned for at samle sit våben op. Min walker kaster sig ud efter ham.

”Luke, pas på!”

Nej. Nej, det kan ikke passe…
 Ikke efter al den tid...

Stop! Kan du ikke mærke, hvor meget jeg elsker ham?
Luke får fat i kniven og stikker enhver walker på sin vej, men de fleste er begyndt at følge efter gruppen, som nu er flyttet sig foran ham. Luke er blevet hurtigere og bedre siden sidst, og ikke en eneste walker kommer for tæt på. Jeg skriger af min walker, gør alt for at overdøve dens instinkter, men det virker ikke det mindste. Den rækker grådigt sine arme ud efter ham.

Gør det, Luke, beder jeg. Tænk dig ikke om et eneste sekund. Bare gør det.
”…J-Judith?” stammer han, og vi er alene nu. Jeg skriger stadig. Sender alle mine minder mod strømmen af sult.

Min walker står stille i nogle sekunder. Vi betragter ham bare. Han er begyndt at få skæg, hans hår er blevet kortere, og hans krop er mere muskuløs. Han er blevet stærk – en overlever.

”Åh, Judith…” mumler han, og tårer begynder at løbe ned ad hans ansigt. Hans arm bliver slap, og han sænker kniven.


Nej, tænker jeg. Han bliver nødt til at dræbe mig. Han skal ikke se mig sådan her, det er ikke sådan, jeg vil huskes. Og jeg vil for alt i verden ikke slå ham ihjel.

Min walker hvæser, og Luke hæver sin arm lidt igen. Hans øjne er opsvulmede, og hans mund er sammenbidt i vrede og forvirring.

Gør det.

”Jeg lover at huske dig for den, du var,” siger han, og et sidste hulk undslipper hans læber, da han fører kniven ned i mit hoved. Og endelig forsvinder sulten, vreden og frygten. Endelig forsvinder det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...