Hunde serie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2014
  • Opdateret: 16 sep. 2014
  • Status: Igang
Her vil jeg prøve mig frem med en samlet serie på et sted.
Det handler om hunde, og der vil ske lidt af hvert for hundene. De for oplevet noget undervejs.
Hver kapitel er hver sin del af serien.
Tag et kig og se hvad der sker omkring hundene
Håber det er noget for dig! :)

0Likes
0Kommentarer
375Visninger
AA

1. Del 1. Hundeparken- kun for hunde

I byen ligger der en park kun til hunde. Det er blevet besluttet at det skulle hedde ”Hundeparken”. Da der netop kun er adgang for hunde der inde. Alle hundeejerne må stå uden for området og holde øje med os. Ingen mennesker må træde ind på pladsen, dog må man gå ind hvis legen bliver for voldsom. Det sker ikke så tit, så vi kan bare hygge os, og menneskerne kan slappe af. Jeg hedder for resten Butler og jeg er en blandingshund. Min race er Dalmatiner-labrador, og jeg elsker bare at komme i hundeparken. I dag skal jeg bare straks hen til de 2 hunde som hedder Sille og Sophie når jeg ankommer. De er der ofte inden jeg og min ejere kommer, men det er jo bare godt for så kan jeg glæde mig mere til tidspunktet jeg skal derhen. Os tre hunde har faktisk vores eget team som er ”SS&B”. Når vi er i hundeparken, kan vi snakke og kommuniker på almindelig menneske sprog. Jeg har fundet ud af at parken på en eller anden måde er magisk. For det er det eneste sted vi kan snakke på rigtig menneske sprog. Alle andre steder skal vi snakke vores eget sprog ”hundesprog”, som er en slags kodesprog. Der er dog én god ting ved at snakke hunde sprog, andre end os fatter ikke hvad vi vil og siger. Jeg elsker at tilbringe min tid i den såkaldte hundepark. Jeg kommer dog bare ikke hverdag, da min ejere ikke har tid til at tage mig der ned, hver dag. Fordi hun skal en hel masse og derfor ikke kan nå det. Sille og Sophie er de 2 dejliste hunde jeg kender. De forstår begge mig, med hvordan jeg har det og forstår også mine problemer jeg ind i mellem kan have. Jeg ved ikke hvor ofte de er i parken, men der er der hver gang jeg kommer der ned. Tror faktisk deres ejere ikke har noget at se til som mig ejere, så de kommer derned ret tit. 

 

Jeg er på vej til parken igen, og selvfølgelig er mine to dejlige hunde der allerede. Den dag de ikke er der når jeg kommer, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Måske er de døde eller bare forhindret i at komme som mig. Der er altid så mange hunde i ”hundeparken”, men når jeg er der, er jeg kun sammen med Sille og Sophie. Det er dem, jeg holder alder mest af, og derfor kun dem jeg tilbringer min tid sammen med, af min egen race. Mener de er også hunde som jeg selv er. 

En dag skete der noget, der ikke skete andre dage, nemlig at jeg fik øje på noget der var lille og sad på hækken lidt væk fra mig, Sille og Sophie. Jeg løb af sted hen og undersøgte hvad det var der fangede min opmærksomhed. Det er en slags fugl, og den har mange farver. "Hvad er dit navn, lille ven?". "Øhhh jeg har ikke lige frem et navn, men min familie har kaldt mig Miniu- marisol siden jeg har været helt lille". "Okay hvad er du så for en slags fugl? Jamen jeg er en lille ugle, men jeg er ikke tryg ved noget, og stoler ikke må meget" Men jeg holder af dette sted.  

Jamen dog, hvad kan dog været sket, siden du ikke stoler på noget”? ”Jeg har været ud for noget, der har berørt mig meget, som faktisk har gjort, at jeg har mistet tidliden til alt. Jeg sidder her hver dag, lige på slaget. Her følger jeg mig tryg, og er ikke bange”. Ja okay, men burde du ikke blive mere bange ved at sidde her ved ”Hundeparken” Har er jo nok altid hunde, der kunne skade dig, og det ville jo ikke gøre det bedre”, ” Nej der jo rigtig, men de hunde er så fredlige, der sker aldrig nogen noget. Jeg har faktisk ikke mange tilbage i min familie”. Ja, du kan jo ikke en gang flyt hjem til en af os, jeg mener mig eller Sille eller Sophie. Vi bor sammen med mennesker, og du er vel menneskesky ikke? Ahh faktisk ikke, men bryder mig ikke meget om deres hjem. Jeg ønsker bare at være en fri ugle. Når, jamen det skulle du bare have sagt. Så vil vi da lade dig være. Nej, nej. Mente det ikke på den måde, jeg vil bare kunne gøre hvad jeg har lyst til, uden at have familie, der skal bestemme hvad jeg skal gøre og hvor jeg skal tag hen.

”Silllle og Sopfiiiiiie hvor er i henne”- Lød det i den anden ende. Hey Butler vi må løbe, vores ejere kalder. Vi skal hjem nu. Ok, Hej. Og farvel lille Miniu- Marisol. Farvel piger. Jeg må også heler gå hen til min ejere nu, vi ses måske igen i morgen. Hej. ”Ja det gør vi nok, Butler”. - svarede Miniu- Marisol til Butler. 

 

I dag er det 2 uger siden vi mødte den lille farverige ugle. Vi kender hende så godt nu og jeg er i hundeparken mere end jeg nogen sinde har været før. 

Jeg er sådan en glad hund, jeg har mine bedste venner og om kun få uger sker der sikkert noget vi aldrig troede ville ske. I dag, skal vi ikke bare ned i hundeparken, men vores ejere skal være sammen i dag, så jeg skal også være sammen med Sille og Sophie hjemme ved dem. For resten de er søskende og derfor ser man dem sammen hver gang man ser dem. (I hvert fald ofte, syntes Butler)

Mine ejere er så glade i dag, de skal være sammen med nogle gode venner og lige så, skal jeg være samen med de bedste hunde, jeg kender. Jeg håber dog jeg også for Miniu- Marisol af se i dag. Hvem ved, måske ved hun ikke vi ikke kommer i parken i dag. Jeg må heler løbe der over og sige at jeg skal hjem til de 2 hundepiger så vi mødes ikke i parken.

Løøøb, tænker jeg bare lige nu. Om lidt er jeg her i parken, og jeg skal bare snakke med Miniu-Marisol, så hun kan flyve over til Sille og Sophie med det samme. 1-2-3, Nu er jeg her. Jeg kigger og kigger, men kan ikke se hende. Hun er her ikke, så hun må være ved dem allerede.

Jeg tager hjem, måske bliver mine ejere urolig og leder efter mig. Jeg løber alt hvad jeg kan. Er hjemme og der er helt fredlig. Men også utrolig stille nu. Hvor er de mon henne. Kan ikke høre  dem eller se dem. Når, der er de. De parker bilen, til vi skal over til vennerne, men så meget behøver vi da ikke have med der over! Tænk nu hvis vi faktisk ikke skal over til Sille og Sophie.

Nej, vent vi skal da over til jeres venner og mine veninder ik? Nej, okay, Åbenbart ikke i dag. Når vi skal på ferie eller hvad. Men jeg vil tilbage, jeg vil i hundeparken. Det er her mine venner er og her jeg holder til. JEG VIL UD NU! Vi køre og køre og jeg kommer længere og længere væk fra dem jeg holder af og er sammen med hver dag. 

Der er nu gået flere dage, og jeg aner ikke hvor jeg er henne. Men en ting ved jeg, jeg er langt hjemmefra og langt fra mine venner. Jeg holder mig til mine ejere så godt jeg nu kan. Men vil nu heler være sammen med mine venner lige nu. Ah hvor jeg håber de hygger sig i hundeparken og tænker på hvor jeg bliver af. Jeg følger mig forladt, ingen steder kan jeg gå hen, da jeg ikke kender dette område og har desuden kun været i det område hundeparken ligger i og det område er ikke en gang så stort. Jeg for snart hovedpine, nej vent. Kan hunde få hovedpige? Ahh det ka da ikke passe. Jeg har lukket mig helt inde i min egen verden, så jeg glemte at holde øje med menneskerne, oh nej, ikke nu. Hvor de NU hende? Bare de ikke har forladt mig og ladt mig, være mig selv. Jeg er ikke vandt til at være alene, jeg er altid omgivet at mennesker eller mine venner fra hundeparken. Hvad sker der? Jeg prøver at finde tilbage til det jeg kender. Den lille by som vist nok hedder Brædstrup og hvor den elskede hundepark ligger i, hvor mine venner holder til og hvor jeg burde være lige nu. Det her er ikke godt, kan jeg mærke.  

For jeg ikke snart mad og drikke dør jeg af sult. Jeg vil ikke dø, det er jeg for ung til, jeg har så meget at dele og meget at opleve, det vil være for tidligt og vil slet ikke dø alene. Mine ejere hvor er i henne, jeg mangler jer, jeg troede vi skulle hen til Sille og Sophie, men nej. Vi skulle ud af byen og jeg skulle efterlades et ukendt sted. Jeg har det bedst med at være i kendte omgivelser. Nej, nej. Det her sker bare ikke for mig og ikke i dag, ikke nu.

To dage mere uden vand og mad ville jeg ikke leve mere. Den tanke er bare ikke til at holde ud. Jeg tænker ikke på andet end at jeg skal finde hjem til min by, hjem til mine venner, der holder af mig. Jeg troede jeg kunne stolle på mine ejere, men viste sig, det kunne jeg ikke! Hvor lang mon jeg har til den by hvor jeg kender alle omgivelserne?

Jeg kigger på et skilt, men kan ikke læse hvad der står der, men tror der står et antal km til den by jeg vil hen til. Jeg tror det er den vej, jeg skal. Så det prøver jeg. Jeg satser på at det er denne vej. Jeg håber ikke jeg skal mange kilometer mere, for jeg er træt og jeg er udmattet. Puha, det er ved at være hårdt for sådan en som mig. (Når jo, jeg er jo også en hund). I og med at jeg ikke kan kommunikere på menneskesprog andre steder end fra den park jeg kommer fra, der ligger i min elskede by. Betyder det at jeg ikke kan spørge om vej eller få et lift. Eller kan jeg. Jeg kan jo gø og få opmærksomhed alligevel. ”Vov, vov, vov”- lyd det om hjørnet. En familie, der var ved at pakke deres bil hørte hunden, og reagerede kort tid efter. De fulgte lyden, og så den stakkels hund, der var helt alene. Butler fik det han ville, ind til nu. Men nu skal han bare have forklaret de mennesker at han skal til en bestemt by, til lige dén park. (Men hvordan får jeg lige sagt det til dem, de forstår jo ikke min gøende lyd. Hmm. Nu bliver det svært, syntes Butler. Jeg bliver tynder og tynder og er så sulten. Hvorfor forlod mine ejere mig også bare ved et fremmed hus, fremmed by. Kunne de ikke bare have ladt mig være i den by vi tog fra. Næ, nej. Jeg er bange for de ville af med mig.

 

En hel uge senere, kom jeg endelig hjem til min trofaste by. Mine elskede venner, den dejlige park, der sker magiske ting i og så det allerbedste, jeg lever frit. Jeg kan være i parken som det passer mig selv. Meen jeg vil nu godt bo sammen med de 2 pigehunde Sille og Sophie. ”Godt at have dig tilbage Butler”- sagde Sille til ham. ”Det er også dejligt at være her igen, søde Sille”- sagde Butler tilbage. Snart skal vi være sammen igen, og denne gang mødes med den lille ugle, kan i huske den? 

Emm. Det var den lille pluskede ven ikke? Jo nemlig, det var det lige præcis. Vi skal mødes i parken i overmorgen og give det et nyt navn, et navn vi alle kan huske – sagde Butler. YES! For jeg kan slet ikke huske hvad det var den hed- nævnte Sille. Det var for resten Sophies idé – sagde Butler. Åhh det var en rigtig god ide, men hvornår skal vi være der? – spurte Sille. Hmm, tænker omkring ved middags tid når uglen plager at være der. For den ved nemlig ikke min idé, men vil sikkert kunne lide den tror jeg, sagde Sophie tilbage til Sille.

Dagen er kommet, og vi er alle meget spændte på hvordan uglen regere og om den godkender det vi vil med den. Vi er ankommet til parken og venter i spædning på uglen, da den ikke er kommet i nu. Er vi nu også sikker på den kommer i dag? - spurte Sille lidt usikker. Nah, faktisk ikke, men regner da med at den kommer hver dag. – Sagde Butler.  Hey, den kommer der. – Råbte Sille lige lidt for høj. Det var godt du kom i dag ugle. – Sagde Butler til den. Jeg har altså et navn og det ved i også godt alle 3. jamen det er lige det, ingen af os kan huske det mere og Sophie har en idé. – sagde Buler, så det lyd interessant for uglen. ”Hvad er nu det i har i tankerne”? Ja, nu vi ikke kan huske dit navn, vil vi give dig et nyt navn, som vi alle kan lide og som vi alle kan huske. Hvad siger du til det? Øh, det må i da gerne, men hvad er der galt med det jeg har? – spurte den. Vi har svært ved at huske det,  og derfor vil vi gerne dig et nyt navn, eller bare et kælenavn vi kan kalde dig. – sagde Butler. Ok så, hvad skal det så være? – spurte den. Jeg kan godt lide Hummi, det er enkel og kort, og slet ikke i 2 ord.  

Jeg kan også godt lide det. Hummi lyder sødt og passer lige til en ugle. – sagde Sille.

Jamen dog, der er jo ikke kommet andre navne op, så skal jeg ikke bare hedde Hummi så? – spurten uglen til alle 3 hunde. Jo, det tog faktisk ikke lang tid mente Butler da, han troede det ville tage en evighed at blive enig, men det gjorde det ikke. Ja, er enig i hva Butler siger, det tog jo ingen tid at finde et navn til mig. Jeg tror faktisk jeg kan lide det så godt, at jeg gerne vil hedde det helt. Altså mener at jeg ikke bare kan blive kaldt Hummi, men rigtig hedde Hummi. – sagde uglen lige så stille at kun dem omkring den kan høre det. (Som såm, er de 3 hundevenner uglen har fået).

”Ved i hvad”? – spurte Sophie. ”Nej da, hva så Sophie”? - til spurte Sille, der undrede sig meget, for Sophie plager at sige alt til hende. ”Åhh jeg er bare blevet lidt forelsket i en, her for nogle uger siden, en der er tæt på mig lige nu”. – viskede hun til Sille, da de andre ikke lige skulle høre det. ”Uh. Hvem er det Sophie, det er da vel ikke Butler”? - viskede hun tilbage til Sophie. ”Jo lige ham, jeg kan ikke modstå at blive forelsket i ham, da jeg jo er så tit sammen med ham. 

”Uh nu er det spænde sagde Sille til Hummi, hvad er spænende spurte uglen? Sophie viskede til mig at hun var forelsket i Butler og nu tror jeg, hun vil spørge ham om de skal være kærester. ”Jeg, jeg vil bare. Stoppede Sophie. Skal vi være kærester Butler? ”Jamen, Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jo det kan vi da godt”. – Svarede han til Sophie. ”Yes. Så skal vi kysse, mener jeg”. – fik hun råbt lidt for højt. ”Tillykke sagde Sille mens hun løb over til Sophie og Butler. Uglen kom flyvende efter følgende og var helt forvirret over at ikke vide vad der lige skete. ”Vil nogle lige forklar mig hvad der er sket? – spurte Hummi til alle de andre.

Ja det kan jeg. Sophie og Butler er lige blevet kærester. – fik Sille sagt til Hummi, selv om hun mente hun havde forklaret Hummi det engang før”. ”Når, det var det i alle var så glade over. Men, hvad betyder det der kærester helt nøjagtig”? Det betyder så kysser man og holder om hinanden og sådan nogle ting. – Svarede Sophie, for også at være med i samtalen. ”Jamen dog, tillykke til jer begge, Sophie og Butler”.   

Det er ved at være sent, vores ejere står stadig lige uden for, og har faktisk også råbt efter os. Vi må nok heler til at tage hjem. Vi ses i morges alle sammen. Sophie og Butler bor ikke sammen, de har hver deres familie. Men til gengæld er Sille og Sophie sammen hver dag også om natten. Uglen Hummi har forhåbelig også familie han stadig er sammen med.

Næste dag, er vi ikke meget sammen, alle 4. Hummi er ikke i parken i dag, og Sille vil ikke med os i dag. Så Sophie og jeg mødes i parken. Så har vi tid, bare os to. – fik Butler sagt til Sophie, og begge er så glade i dag, for bare nogle timer siden blev vi kærester og vi er lykkelige nu. ”Men hvad nu hvis Sille og Hummi følger sig uden for? ” ”Ja, det må vi tag til den tid. Lige nu skal vi bare nyde at vi kun er os to”.

3 timer senere møder Sille op og virkede ikke glad. ”Hvad er der Sille, råbte Sophie så højt at næsten hele parken hørte det”. Jeg, jeg. Vil bare have min venner tilbage, i er ikke mine venner på den her måde. I nusser og kysser osv. og jeg ser bare på. Jeg kan jo ikke være kærester med en ugle vel? Det gør mig så trist. Vil i ikke nok love mig at være mine gamle venner som i var inden i blev kærester? – sagde Sille meget trist.

Flere timer senere skete der noget nyt. 

Følg med i del 2. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...