Rester af igår

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jul. 2014
  • Opdateret: 11 jul. 2014
  • Status: Igang
Forældreløse Rose Bennet flygtede som 17-årig fra den by, hun var opvokset i, da den blev angrebet af væsner taget direkte fra hendes værste mareridt. Sammen med hendes eneste og bedste ven, Galen, forsøgte hun at starte et nyt liv i en af de større byer sammen med tre andre børn, der havde lidt skæbner lignende hendes egen.
Omkring et år efter bliver Den Tredje Krig pludselig sat i gang af et bombeangreb, og hun må endnu engang forsøge at overleve; denne gang i en smadret og menneskeforladt by i et sygdomsramt land - hjemsøgt af de monstre, hun troede, hun havde ladt bag sig. Det viser sig, at der er en sammenhæng mellem mareridtene, og sammen med en flok døde mennesker begiver hun sig ud for at finde en kur mod den sygdom, der langsomt æder hendes land op. Alt imens krigen raser om ørerne på hende, og døden venter lige om hjørnet. // Deltager i zombie-konkurrencen: mulighed 2.

6Likes
8Kommentarer
806Visninger
AA

3. Kapitel 2 - De tre krige

          Benn tog trappen to trin af gangen med en tom rygsæk i den ene hånd og et tykt tæppe i den anden. Hun stoppede for foden af den for hurtigt at få et overblik over, hvilken vej hun skulle. Det var overraskende, så god man kunne blive til at finde rundt i fremmede huse, men rummenes placering i forhold til hinanden var for det meste ikke helt ulogisk. Desuden var der ofte huse, der lignede hinanden indvendigt.

          Hun gik til højre ned ad gangen og fandt hurtigt køkkenet, hvor Galen var ved at sætte en stol på plads. Hun gættede på, at han havde brugt den til at se, om der var noget på de øverste hylder i de høje skabe. I virkeligheden gjorde den ingen forskel, om han lod den stå, hvor han havde brugt den – der var ingen, der ville opdage det. Hans hoved fløj op, da han hørte hendes skridt, og hun nåede at se det alarmerede udtryk i hans ansigt, inden det blev erstattet af et tyndt smil.

          ”Jeg har fundet en rygsæk.” Hun holdt tasken oppe, selvom det nok var ret åbenlyst, at det var den, hun snakkede om. ”Og et tæppe.”

          ”Det er mere, end hvad jeg har fundet.” Han så opgivende rundt på køkkenskabene. ”Det ser ud til, at de har taget alt med sig.”

          ”Det tror jeg også.” Benn satte tasken på bordet, så hun kunne putte tæppet i den. Med en hurtig bevægelse fik hun den lynet, inden hun svingede den om på ryggen.

          ”Der er kun meget lidt tøj i skabene, og det er hovedsageligt sommertøj,” tilføjede hun. Hun havde været en tur gennem alle værelser, og det så umiddelbart ud til, at husets beboere havde forladt det i ro og mag. De havde i hvert fald haft tid til at tage deres vigtigste ting med sig.

          ”De må være flygtet herfra, inden det hele begyndte. Dengang det kun var sygdommen, der virkede til at være en trussel.” Han samlede deres rygsæk op fra gulvet, hvor han havde smidt den. At de havde to nu, var vist kun en god ting. Han løsnede vanddunken fra sit bælte og tog en tår af den, inden han rakte den til Benn. Hun tog i mod den og satte den til læberne. Væsken føltes rar i hendes mund og svælg, og hun skulle beherske sig for ikke at drikke grådigt af den. Hun vidste, at hun blot ville fortryde det senere.

          Hun rakte dunken tilbage til Galen, der satte låget på igen. Hans læber så lige så tørre og sprukne ud, som hendes føltes.

          Velvidende om at de ikke ville få mere ud af at gennemsøge huset, forlod de køkkenet. Galen stoppede op i døren og sendte et sidste blik rundt i rummet.

          ”Det var klogt af dem,” mumlede han, inden han begyndte at gå mod døren, der førte ud til gaden, hvor Shae ventede på dem. Hunden gik kun sjældent med ind i husene, men det virkede også mere trygt, at hun stod vagt uden for dem.

          Benn betragtede kort ryggen af sin ven, inden hun satte efter ham. Han lignede ikke længere den trettenårige dreng, hun havde mødt seks år tidligere. Men hun var nok heller ikke den samme temperamentsfulde møgunge, som han huskede.

          De fortsatte på samme måde ned ad gaden. Gennemsøgte de forladte huse og fyldte rygsækkene med tøj, konservesdåser og andre ting, det kunne være rart at have. I få tilfælde lykkedes det dem at finde skydevåben og ammunition.

          Det var tydeligt at de nærmede sig et af de steder, hvor en bombe var faldet. Vinduerne var blæst ind, og ting af glas og porcelæn havde generelt en tendens til at være smadrede. Husene så ud som om, de havde haft besøg af et mindre jordskælv, hvilket de på sin vis også havde.

          Shae luskede rundt omkring dem, var skiftevis foran eller bag dem. Nogle gange gik hun med ind, men for det meste blev hun udenfor. Benn havde ofte overvejet, om det var bedre, at hunden blev hos de tre andre, men på den anden side var hun glad for at have den i nærheden, så hun havde endnu ikke luftet tanken for Galen.

          Døren, til det hus de nu var kommet til, hang kun på den øverste hængsel, og den var fyldt med mærker af ubestemmelig oprindelse. Galen skubbede den op, og da de trådte ind, blev de ramt af en kvalmende stank af råddenskab. Benn rynkede næsen, mens hendes hånd automatisk fandt vej til hendes hofte og pistolen.

          Det var problemet ved at de nærmede sig midtbyen: faren for at støde på hjernedøde mareridtsvæsner blev kun større.

          Galen stoppede op for at lytte. Også hans hånd havde fundet pistolen ved hans side. Benn gjorde holdt bag ham, men det eneste hun kunne høre, var Shaes sagte knurren. Hunden vidste også, hvad stanken kunne betyde. At der var stille, var dog ikke ensbetydende med, at der var sikkert. Hvis det havde været sådan, havde alting været meget nemmere.

          Galen kastede et blik over skulderen på Benn, der nikkede, og de fortsatte ind i huset. Hvert eneste rum, de kom forbi, blev hurtigt tjekket. Et sted stod døren åben, og da Benn stak hovedet ind, var hun nødt til at lukke øjnene i få sekunder. Der lå tøj spredt ud over det hele sammen med andre genstande, der så ud til at være blevet kastet. Et natbord var væltet, og pæren fra lampen, der højst sandsynligt havde stået på det, var knust, glasskårene spredt ud over gulvet.

          Og midt i alt rodet lå resterne af et lig.

          Det var umuligt for Benn at vurdere, hvorvidt det var en mand eller en kvinde, ud fra krop og ansigt, men det lange lyse hår kunne tyde på, at det var en kvinde. Det virkede heller ikke helt forkert, hvis det flænsede stof engang havde været en kjole. Både hår og tøj var smurt ind i størknet blod, og det meste af kroppens kød og indvolde var forsvundet ligesom det meste af ansigtet.

          Benn tog en dyb indånding, men den rådne lugt, der fyldte hendes næse, gjorde ikke tingene bedre. Hun skyndte sig at lukke døren og vendte sig rundt. Galen så spørgende på hende.

          ”Ikke levende,” var det eneste, hun sagde, og han nikkede forstående.

          Det næste rum, Benn kiggede ind i, så ikke ud til at have haft besøg af monstrene, og hun gik direkte mod skabet. Det var fyldt med tøj, og hun tog noget af det ud for at se, hvad det var for noget. Det var herretøj af den lidt finere slags, men ikke rigtig noget, som Galen kunne bruge, og selvom hun var høj, ville det være for stort til hende.

          Hun smed det ind igen og kastede et hurtigt blik rundt på værelset for at se, om der skulle være andet, der var et kig værd. Hun befandt sig i endnu et soveværelse, men her var ingen dobbeltseng – kun en pænt redt enkelseng. Derudover var der et ryddet skrivebord og en kommode. Hun var på vej over for at kigge skufferne igennem, da der lød et skud.

          En brøkdel af et sekund stod hun frosset til jorden, fuldstændig lammet. Det rungede for hendes øre som et ekko af skuddet.

          Hendes krop reagerede, og hun satte i løb mod døren. Hun var nær stødt ind i dørkarmen og væltede ud på gangen. I samme øjeblik trådte Galen et par skridt tilbage, og et af de rådnede væsner dukkede op fra et tilstødende rum. Stanken blev en smule værre, men Benn huskede heller ikke at have set et, der så så slemt ud. Den ene side af dets ansigt hang i laser, og huden var nærmest grønlig. Der var flere skallede pletter, hvor håret var forsvundet fra dets hoved, og der var indtørret blod om dets mund og på det, der engang havde været tøj.

          Hun flåede pistolen fri af bæltet og pegede den mod monsteret, men Galen var i vejen. Hun turde ikke affyre det afventende skud af frygt for at ramme ham. Han trådte endnu et par skridt tilbage, og væsnet fulgte efter ham med sine tunge skridt og klodsede gang.

          Hun forstod ikke, at han ikke skød igen, nu hvor han ikke havde ramt rigtig første gang. Hendes blik gled ned på hans hånd, der var tom.  Pistolen så heller ikke ud til at være ved hans hofte. Endnu et skridt tilbage. Monsteret udstødte en hvæsende lyd, hvilket afslørede en række gule tænder, hvor et par stykker manglede. Dens tandkød så sort og betændt ud, men hun tvivlede på, at den ville sætte pris på råd om mundhygiejne.

          ”Duk dig,” råbte hun i stedet. Et sæt mælkehvide øjne uden synlig iris eller pupil blev rettet mod hende, som om deres ejer først havde opdaget hende nu. Endnu en lyd undslap den åbne mund.

          Galen gjorde, som hun sagde, og med let rystende hænder trykkede hun på aftrækkeren. Indvendigt bandede hun af sig selv, da hun ikke ramte sit mål og patronen i stedet blot smadrede væsnets kind yderlige. Hun tvang sine hænder til ro. I det mindste var opmærksomheden rettet mod hende nu, og ikke Galen der var langt tættere på.

          Hun trykkede igen og lettelsen spredte sig i hende, da patronen gik ind i den nederste del af panden. Alligevel trykkede hun en tredje gang på aftrækkeren. Selvom deres mængde af ammunition var begrænset, var det bedst at være sikker på, at hjernen var smadret nok. Det var det besværlige ved disse væsner. Selvom de var langsomme og dumme, var de svære at slå ihjel. Så længe hjernen var intakt, var det lige meget, hvilken tilstand resten af kroppen var i.

          Monsteret kollapsede, men der gik alligevel få sekunder, før hun turde sænke sin arm. Hun fik hurtigt pistolen tilbage på sin plads ved hendes hofte og skyndte sig hen til Galen, der havde sat sig op ad vægen.

          ”Er du okay?” spurgte hun og rakte en hånd ned til ham. Hun kunne ikke helt holde den bekymrede tone ude af sin stemme, selvom den irriterede hende grænseløst.

          ”Jaja,” svarede han og hev sig på benene efter at have grebet hendes hånd. Der var blod på hans, og han tørrede det af i sine bukser, hvilket afslørede en flænge i den. Hendes umiddelbare gæt var, at han havde fået slået pistolen ud af hånden.

          De kantede sig forbi den døde og trådte ind i det rum, den var kommet fra. Det viste sig at være køkkenet, og mens Galen samlede sin pistol, der rigtig nok var havnet på gulvet, op, begyndte Benn at kigge skabene igennem. Flere af dem var skadede, og der var ikke noget interessant at finde i dem. Galen begyndte fra den anden ende af, men så heller ikke ud til at finde noget.

          ”Skal vi ikke gå tilbage til de andre?” Galen kiggede op på hende, overvejede det, men nikkede til sidst:

          ”Jo, lad os det.”

          På vejen ud forsøgte Benn ikke at kigge på den rådnede kødklump, der lå midt i det hele, og det var en befrielse at komme ud i den friskere luft.

          Galen rodede i sine lommer og hev til sidst en nuset papæske op af den ene. Han fiskede en cigaret op af den, og hun himlede med øjnene, da han stak den ind mellem læberne. Han puttede æsken tilbage i lommen og fandt i stedet en lighter frem. Det tog ham mange forsøg at få cigaretten tændt.

          ”Hvad gør du, når der ikke er mere lightergas?” spurgte hun ham, og hun kunne ikke lade være at smile af hans plagede ansigtsudtryk.

          ”Sætter mig i et hjørne og tuder,” mumlede han, inden han hev røg ned i lungerne. En hvid sky stod ud af hans mund få sekunder efter.

          ”Du ved godt, at det er en realitet, ikke?” Det var ikke med vilje, men det var umuligt for hende at tørre smilet af sine læber. Hun havde altid hadet hans dårlige vaner, og denne var den værste af dem. Måske fordi at de hvide pinde for hende altid havde været en storbyting, og storbyen var en voldsom og skræmmende ting, når man var opvokset i en lille træhytte i en skov.

          ”Jo,” sukkede han, ”og du er irriterende god til at minde mig om det.”

          ”Jeg prøver da bare at hjælpe dig.” Påtaget fornærmelse gav genklang i hendes stemme, og denne gang var det ham, der himlede med øjnene.

          ”Hvis du vil hjælpe mig så find mig en ny lighter.”

 

***

 

          ”Fortæl om verdenen før Den Første Krig,” bad Xander, der havde puttet sig under det nye tæppe sammen med Sophia. Den mørkhårede pige nikkede ivrigt, erklærede sin enighed i Xanders bøn.

          ”Den har jeg da fortalt så mange gange.” Benn strøg en tændstik og satte ild til stearinlysets væge. Der var ikke meget af det tilbage, men lys var heldigvis noget, der var til at finde i folks skuffer. Lysene var utroligt primitive og gammeldags, men folk havde en kærlighed for at popularisere sådanne ting. Som det så ud nu, var det meget heldigt med den manglende strøm.

          ”Og det samme gælder den om den anden,” tilføjede hun, da hun rykkede tættere på dem.

          ”Så fortæl historien om Den Tredje Krig,” foreslog Xander, og han løftede hagen, som om han ikke kunne siges i mod. Det fik blot Benn til at ryste på hovedet, mens et lille smil krusede hendes læber.

          ”Den, tror jeg altså ikke, findes.”

          ”Så må du jo selv digte den,” blandede Galen sig, og hun sendte ham et irriteret blik. Xander og Sophia så til gengæld ud som om, de syntes, det var en fantastisk idé. De satte sig godt til rette og hev tæpperne tættere omkring sig, mens deres håbefulde øjne var rettet mod den ældre rødhårede pige. Det var tydeligt, at de nægtede at lægge sig til at sove, før hun havde fortalt dem en tilfredsstillende historie.

          ”Men den kender I jo godt,” kommenterede hun, selvom der ikke længere var nogen grund til at protestere. Hun vidste, at hun ikke havde noget valg, og egentlig gjorde det ikke noget. Hun elskede at se deres opslugte ansigter, selv Galens øjne lyste, som om han var en lille dreng igen. Men hun kunne ikke fortænke dem i det. Hendes yndlingstidspunkt på dagen, da hun var mindre, og verden var en anden, havde altid været, når hendes mor fortalte godnathistorier, og de fire der nu udgjorde hendes familie, havde ikke alle haft muligheden for den oplevelse.

          ”Men det er mere spændende, når du fortæller.” Galen satte sig hen ved siden af hende, og hun vidste, at det var tid til at overgive sig. Selv Sarahs blå blik var rettet mod hende.

          ”Men historien om Den Tredje Krig giver jo ikke særlig meget mening, hvis man ikke kender historien om de to første, og historier er jo nødt til at give mening.” Hun så tænksom ud et øjeblik, inden hun afsluttede med:

          ”Så hvad siger I til, at vi i stedte tager Historien om De Tre Krige?” Xander og Sophia nikkede, mere ivrigt end nogensinde før, og tog hinanden i hænderne. Det gjorde de altid, men det var også meget rart at have en hånd, man kunne give et klem, når det hele blev lidt for spændende eller lidt for skræmmende.

          ”Men,” tilføjede hun, ”I får ikke det hele i dag – det er jeg for træt til.” Hun ignorerede deres skuffede ansigter og sørgede for, at hun selv sad godt, før hun fandt sin bedste fortællerstemme frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...