Det uønsket barn

Historien handler om en pige som hedder Lea. Hendes "forældre" kender ikke noget til hende da hun er blevet adopteret af dem. Lea føler sig uønsket af dem og af hendes venner i skole... Ingen gider at snakke med hende og ingen gider at være sammen med hende efter skole.

Dette er historien om det uønsket barn.

1Likes
6Kommentarer
362Visninger
AA

4. Tanken..

Det er lørdag og Lea skal ikke i skole om lørdagen. "Hvilken lettelse" tænker Lea, men den tanke forsvinder da Margaret kalder på hende. Lea går nedenunder til John og Margaret. "Lea.. Vil du vide hvor du egentlig kommer fra?" Spurgte John. "J-ja det vil jeg" Sagde Lea. "Okay. Ser du. Det startede med at det bankede på døren. Jeg kan ikke huske datoen, men jeg kan huske at klokken var 12:00 om natten og mig og Margaret kunne ikke sove fordi der var en som græd udenfor... Jeg fik nok af gråden og gik ud og åbnede døren. Jeg så ikke personen fordi personen var allerede væk også... Kiggede jeg ned.. Også så jeg det her barn ligge i den her kurv." John hev en kurv frem. Lea tog imod den og kiggede på den.

"Var jeg så lille?" Spurgte hun. "Haha! Ja det var du." Lo John til Lea. "Ej hvor sjovt. Det troede jeg slet ikke..." Sagde Lea stille til John. "Nå, men Lea... Du må hellere gå i seng." Sagde Margaret. "Nej jeg vil høre mere!" Sagde Lea vredt til Margaret. "Det må du ikke Lea! Er du ikke bare sød at gå i seng!" Sagde Margaret tilbage til Lea. "Okay så gør jeg det din dumme kælling!" Sagde Lea vredt til Margaret. "KAN DU SÅ GÅ I SENG LEA!" Sagde Margaret vredt og skubbede Lea hen imod trappen så hun faldt. John gik hen til Lea og fulgte hende op i seng.

Da John har lagt Lea i seng kommer han ned spørger Margaret: "Behøvede du virkelig at skubbe hende?". "Ja... Hun gjorde ikke som jeg sagde... Og desuden skal hun lære at opføre sig ordentligt! Ikke sandt John?" Spurgte Margaret ondskabsfuldt til John. "Det skal hun vel..." Svarede John, men da han sagde det hørte de begge to en som græd... Det kom oppe fra Lea's værelse.

"Måske er det derfor de ikke kan lide mig?!" Græd Lea så hendes værelse næsten blev oversvømmet af tårer. "Lea tag det roligt!" Sagde John og kiggede hende i øjnene og... Blev stille som en mus... Lea's øjne var ikke længere guldfarvede, men istedet var de krystal-blå. "Lea... Dine øjne??" Sagde John ... Han kunne næsten ikke snakke... "Lea... Dine øjne..." Sagde John stille. "Ja jeg ved det! De er stadigvæk guldfarvede!" Sagde Lea til John. "Nej nej Lea! De er ikke længere guldfarvede, men nu er de krystal-blå" Sagde John tilbage til Lea.

Efter at Lea havde hørt at hun have krystal-blå øjne var det som om tiden stod stille for hende... Alt begyndte at stå helt stille... Lea lukkede sine øjne... Bare ét lille stykke tid.. Så åbnede hun dem og tiden begyndte at gå igen..

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...