nice to meet you again ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
[luke hemmings]
At blive sendt på sommerlejr næsten hele sommeren er langt fra Sarah Adams kop te. Men det bliver det, eller i hvert fald en del af det, da hun møder Luke Hemmings, som også er blevet sendt afsted. Det startede med en lille ferie flirt, men det endte ikke der.
Mens hun virker som en glad og optaget pige, forgår der en hel masse ting i hendes liv. En flytning, væk fra alt hun kendte, til en lille by med fremmede mennesker. Udover hendes bedsteforældre, som var grunden til flytningen, da hendes bedstemor blev meget syg. At være enebarn med arbejdsnarkomaner som forældre og stå i en situation som hendes er ikke nemt.
Men som Luke gjorde hende i fantastisk humør fordi han var der, gjorde han hende også i dårligt humør da de forlod hinanden. Sarahs plan er nu at glemme alt og starte igen, men hendes plan mislykkes da hun møder Luke, igen.
Vil deres historie fortsætte eller slutter den der?

[AU - ikke kendte]

182Likes
423Kommentarer
60770Visninger
AA

3. i'm sorry / Luke

 

3

i'm sorry

***

Lukes synsvinkel.

Lige som jeg troede at første skoledag ville blive perfekt, kunne jeg nemt tro om igen. Det hele startede vel med, at den her pige åbnede døren og ser noget hun ikke skulle have set, det ændte så med at jeg fandt ud af at pigen er Sarah fra sommerlejren, hvilket bare gjorde det endnu mere akavet end hvad det i forvejen var.

Så klog som jeg nu var, besluttede jeg mig for at tale med hende, hvilket var en dårlig beslutning, fordi en masse lort blev spyttet ud af munden på mig uden omtanke. Jeg burde virkelig tænke mere før jeg talte.

Kantinen var næsten proppet, så hvis vi ikke havde et specielt bord, så ville det være umuligt at finde mine venner. Jeg tog et æble, og smilede kort til kantine damen. Jeg smuttede ned til drengene, som altid sad i et hjørne bagerst i lokalet.

”Hey Luke,” sagde Ashton med et stort smil. Michael sad med sin telefon, mens Calum bare sad og spiste noget, som jeg ikke anede hvad var.

”Hej.” Calum så hurtigt forvirret op på mig, da jeg hverken smilede eller var glad, som sædvanlig. Mit problem var bare, om jeg skulle fortælle dem om Sarah. De vidste ikke en gang hvem hun var. Jeg er ikke sikker på at de overhovedet ved at jeg var blevet sendt på sommerlejr af min forældre.

Jeg kom til at tænke på hvad Sarah havde sagt til mig, med at det ikke så ud til at jeg savnede hende. Men til mit forsvar, troede jeg aldrig at vi skulle ses igen, men på den anden side skulle jeg ikke have sagt noget til hende, om at savne hende. For jo, jeg savnede vel hende det første par dage, men altså. Der er en grund til at folk siger at sommer romancer er åndsvage. De holder vel aldrig rigtigt. Det var ligesom også det, som jeg havde regnet med.

”Hvad er der galt?” spurgte Calum nysgerrigt. Michael lagde ligefrem sin telefon fra ham. Ashton kiggede dog stadig bare på mig som før.

”Der uhm…” Okay! Det her var en svær beslutning. Jeg så Sarah komme ind helt alene, men et nyt lag mascara. Hun så uoverskueligt ud over kantinen, hvilket virkelig gav mig lyst til at gå hen og hjælpe hende. Og endnu engang var min krop foran, og jeg havde forladt drenge med et ubesvaret spørgsmål, og var på vej hen mod Sarah med fuld fart.

”Sarah?” Hun så irriteret på mig, og gik videre.

”Luke, jeg sagde at du skulle lade mig være” Hun tog lidt mad op på sin bakke, inden hun stoppede op og kiggede ud over kantinen.

”Hør…” begyndte jeg, men jeg nåede ikke langt.

”Hør selv. Kan du ikke bare holde mund, og hjælpe mig ved at finde et bord, og så bare lade mig være?” Jeg hævede mine øjenbryn. Hun var utrolig direkte. Det var modigt af hende, for de fleste sagde mig ikke i mod.

”Kan du selv se et tomt bord?” røg det flabet ud af mig.

”Undskyld.” hviskede jeg hurtigt. 

”Kom og sid med os så,”

Hun så skeptisk på mig, og sukkede så dybt man nu kunne.

”Fint” Et skævt tilfredst smil blev plantet på mine læber. Hun himlede med øjnene, og så på mig. Jeg prøvede desperat på at holde øjenkontakten. ”Hvor sidder dig og dine venner?” spurgte hun, og hentydede til at jeg skulle gå. Jeg kiggede ned på dem, og de iagttog os, mens vi stod her.

”Uhm, de sidder der,” jeg pegede ned mod dem, og hun begyndte straks at gå. Jeg gik op ved siden af hende, og smilede kort til hende. Hun gav mig et ligegyldigt smil, og kiggede så på Ashton, Calum og Michael.

”Drenge, det her er Sarah, en af mine venner” Ashton smilede stort til hende, de samme gjorde de andre, men Ashtons smil var bare… Større.

”Jeg er Ashton,” hilste han. Hun smilede bare en smule. Jeg kunne godt forstå, hvorfor smilet ikke var stort. Hun var i forvejen ikke så begejstret for mit selskab. Hvor uheldig kunne man lige være? At ens sommerflirt, ser dig snave i et kosteskab. Et kosteskab? Virkelig? Den her skoledag var bare fantastisk. Drengene sad bare og kiggede på Sarah og jeg, hvilket i længden blev utroligt akavet, indtil Calum åbnede munden

”Er du ny her i byen? ”

Jeg bed mig selv i læben og lod min tunge strejfe min læbe piercing.

”Here we go again,” hviskede hun for sig selv, men lige højt nok til at jeg kunne høre det.

”Drenge, kan I måske tage det en anden gang?” Alle fire så forvirret på mig. Sarah, du burde være glad.

”Jo, hvis det ikke passer så godt lige nu,” begyndte det Ashton.

”Vi tager den en anden gang.” smilede Sarah.

Hun så ned i sin mad, da drengene begyndte deres samtale igen.

”Tak,” hviskede Sarah lavt. Jeg kiggede ned, og bed mig selv i læben for at kæmpe i mod det smil som langsomt sneg sig på mine læber.

”Bare sig til.” hviskede jeg tilbage.

 Ashton, Calum og Michael begyndte at blande os ind i samtalen.

”Hej Sarah,” En skinger stemme lød, og vi så op alle sammen. Ella Anderson stod med det største falske smil jeg nogen sinde havde set. Hun snakkede mindst lige så meget som sin far Hr. Anderson. Jeg gættede bare, men det ligger vel til familien.

”Hej Ella.” Sarah smilede falsk tilbage, men det falmede hurtigt.

”Mig og nogle veninder sidder derover, og jeg tænkte at det kunne være rart for dig, at få nogle veninder, så jeg ville bare lige spørge om du ville med over og…” Sarah afbrød hende hurtigt, for vi vidste vel alle sammen at det ville vare længere tid end nødvendigt.

Den måde Ella virkelig lagde tryk på veninder, var bare ulækker. Jeg ved ikke hvorfor, men når man virkelig ikke kunne lide en person, var alt personen gjorde bare træls.

”Uhm, det lyder hyggeligt. Bare gå jeg kommer om lidt.” Sarah fik endelig Ella til at forsvinde, hvorefter hun så akavet på os alle sammen.

”Det var hyggeligt at møde jer drenge,” Sarah vendte sig mod de tre drenge, for så at vende sig om mod mig.

”Luke.” Inden hun forlod bordet prøvede jeg at få øjenkontakt med hende, men da jeg gav hende et smil, fik jeg ikke noget tilbage. Det pissede mig af, at den pige ikke ville tilgive mig. Vi var jo for helvede ikke i et forhold. Det var en sommerflirt, eller sommer affære. Kald det hvad du nu vil, men jeg var træt af det.

Jeg kunne godt se, at det var en slem situation, og nej, måske savnede jeg hende ikke, måske gjorde jeg. Hvis jeg ikke ved det, hvem skulle så?

”Luke, hvor kender du den pige fra?” spurgte Michael, som så efter hende sammen med de to andre. ”Vi mødtes i sommerferien. Jeg kan ikke rigtig huske hvordan,” løj jeg.

Jeg fandt hende virkelig tiltrækkende, og begyndte med nogle få smil og blikke, og før vi vidste af det hyggede vores tunger sig for groft med hinanden. Ej okay. Det lød klamt og kikset.

”Hvor? Jeg vil også måde sådan en!” sagde Calum. Well, Calum. Bare gør et eller andet, som får dine forældre til at sende dig på sommerlejr.

”På en strand, tror jeg.” Mit forsøg på at gøre historien troværdig var virkelig lort, men jeg tror de tog den. Ashton kiggede efter hende endnu en gang.

”Hvad vil hun med en pige som Ella? Jeg fatter ikke at hendes ører ikke er faldet af endnu.” Calum kiggede kort på mig, og begyndte så at spise igen. Da hun forlod bordet vendte alt tilbage til det normale, drengene fortsatte deres samtaler, men det gjorde jeg ikke. Jeg kiggede bare efter hende og bad til at hun ville komme tilbage.

***

Har jeg nogensinde fået fortalt, hvor meget jeg hader biologi. Virkelig. Det er det værste fag. Men helt ærligt, på en eller anden måde bliver man vel nød til at lytte. Men når du har verden mest akavede lærer, er det svært.

Men på den lyse side, blev lysten til at komme væk herfra endnu større.

Jeg gik ud på parkerings pladsen, efter at have sagt farvel til drengene, og have lavet en aftale med dem, om at mødes på en slags café om lidt. Den havde ikke et rigtigt navn, men ejeren havde været så genial at kalde den Caféen. Uanset hvor uopfindsomt navnet var, kom der mange teenagers alligevel.

Jeg kiggede hurtigt rundt, og var klar til at gå turen der hen. Eller det troede jeg i hvert fald, men da jeg så Sarah side der på trappen længere fremme med hendes telefon, kunne jeg ikke få mine ben til at gå i den rigtige retning, men de bevægede sig bare længere og længere hen mod hende. 

”Sarah, hvorfor sidder du her alene?”spurgte jeg, og satte mig ned ved siden af hende.

”Hvorfor så mange spørgsmål, Hemmings?” svarede hun irriteret tilbage.

Jeg nikkede på hovedet, og sukkede så. Jeg var træt af de svar jeg fik. De var kolde og de irriterede mig som en i helvede. Okay vi prøver igen.

”Hør, og du skal ikke afbryde mig denne her gang. Undskyld for det du så, okay!?” Jeg rejste mig irriteret op, og gik hen foran hende.

”Undskyld for at jeg ikke havde regnet med at min sommerflirt kom brasende ind i det kosteskab, som jeg stod i,” Hun så forbavset på mig, og kiggede med et rystende hoved ned i sin telefon.

”Undskyld at jeg ikke havde regnet med nogensinde, at se dig igen! Og du skal fandeme ikke tro at jeg ikke savnede dig, for det gjorde jeg! Men jeg kan ikke sidde og være totalt slået ud over det, fordi jeg troede ikke jeg skulle se dig igen!” råbte jeg med mine lungers fulde kraft.

”Luke jeg…” Jeg afbrød hende hurtigt og forsatte.

”Og hvis jeg havde vidst at vi skulle ses igen ville det hele se anderledes ud lige nu, så undskyld!” råbte jeg, denne gang lidt lavere.

Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg var bare så frustreret. Det var som om alle mine tanker, blev skudt ud af min mund. Hurtigt og smertefuldt. Åbenbart lidt for smertefuldt, for der sad Sarah Adams med tåre i øjnene, mundlam, såret og overrasket.

Jeg var forpustet, og stod bare der i tavshed, hævet over hende og følte mig utrolig magtfuld.

”Undskyld Luke,” hviskede hun, før hun rejste sig og gik. Det slog mig hurtigt hvad jeg lige havde sagt, og mine lange ben satte straks i løb.

”Sarah, vent!” Hun vendte sig hurtigt om, med sorte streger ned af kinderne, som nok var tårer.

”Hvad, Luke! Har du ikke sagt det du skulle? Eller er der mere åbenlyst lort du skal spytte ud i hovedet på mig. For helt ærligt. Jeg gider ikke mere. Hvorfor glemmer vi ikke bare det hele, og lader som om det aldrig skete!” Hun pustede hurtigere end jeg gjorde før. Vrede var nogen gange hårdere end motion.

”Fordi Sarah! Jeg vil ikke glemme det!” nærmest skreg jeg. Sarah så på mig, mens hun bed sig selv i læben. Der stod vi. Begge forpustede af at være i det røde felt. Og jeg var sikker på at vi var få sekunder fra, at springe på hinanden.

”Skal vi eller?” Det var nok det mest akavede jeg nogensinde havde spurgt om. Sarah nikkede, og jeg var tændt. Jeg tog de få skridt hen mod hende, og inden længe havde vores læber ramt hinanden. Det føltes som hundrede år, men stadig ikke. Vores tunger begyndte langsomt at blande sig. Det hele var så intenst og det eneste jeg manglede lige nu var et lukket rum. Kun hende og jeg. Men lige som det hele var så magisk, trak hun sig ud af kysset.

”Farvel Luke,” Hun smilede hurtigt, og bed sig i læben. Jeg var hundrede på at jeg bed mindst lige så hårdt. Hvis hun blev ved med det der gik det snart hul.

”Farvel Sarah.” Jeg smilede tilfredst og vendte snuden hen mod Caféen, da jeg allerede var en del forsinket. Det var en god slags forsinkelse. Ikke den stressede slags, hvor man hastede ud ad døren. Mit problem var bare hvad jeg skulle fortælle de andre. For jeg plejer altid at være den første der kommer, så det ville være helt mærkelig at komme sidst. Men måske var det hele fordi jeg havde en god grund. En virkelig god og tiltrækkende grund.

***

uhm, yas. Det her er ligesom den første lille besked/note ting jeg laver i den her. Tak til jer der læser med. Det kan godt være at 40+ på favoritlisten ikke er så meget, men på 6 dage er det stort for mig. Jeg er virkelig taknemmelig for jeres kommentarer, likes og favoritter. Plus jeg har fået 4 nye fans, hvilket er stort for mig, for hvem elsker ikke fans? hahha sorry. bare tak xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...