Alt jeg ved

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2014
  • Status: Igang
Den franske 18-årige Lou, lever et idyllisk landsbyliv i en lille flække i Provence. Hun har altid drømt om at tage væk, ud i verden, og derfor tager hun aftenskole lektioner i engelsk, for bedst at kunne begå sig. Her møder hun den charmerende Arthur, der deler drømmen om eventyr med hende, og de beslutter sig at rejse ud sammen. Men den naive Lou, opdager hurtigt, at livet ikke altid er let, at det gør ondt at blive såret og at overgangen til at blive voksen er sværere end man skulle tro.

1Likes
2Kommentarer
412Visninger
AA

3. First class

Den strå-flettede solhat kastede en mønstret skygge hen over mig, da jeg cyklede afsted den følgende dag. Tørken havde nu længe plaget området, hvilket gik min far på, da det gjorde det vanskeligt for ham, at dyrke vores jord. Det smittede af på hans humør og kastede derfor også en skygge over vores familie, da det blev svære og svære at holde gejsten oppe i de hårde tider.

 

Jeg sprang af cyklen da jeg nåede den lille murstenbygning, og løb indenfor så hurtigt jeg kunne, da jeg kom fem minutter for sent. Jeg løb ned af den lange gang, mens jeg så efter lokale 23. 

Jeg brasede ind, og standsede brat. Der var kun to personer i rummet, en mand ved tavlen, og en yngre person, der sad ved vinduet. De så begge op, da jeg hurtigt undskyldte min forsinkelse.

Manden ved tavlen, som jeg gik ud fra var læreren, nikkede og henviste mig til pladsen ved siden af den anden person i rummet, en ung mand, nok et eller to år ældre end mig.

Han var meget køn.

 

Timen varede i to timer. Vi gennemgik grammatik og udtale, men jeg kunne det meste i forvejen. jeg kunne også se, at min sidekammerat kedede sig. Han sad bare med et tomt blik, og tegnede krusseduller på sit opgavehefte. 

Læren afsluttede timen, og gik med det samme. Jeg pakkede langsomt sammen, mens jeg smugkiggede på ham der sad ved siden af. Jeg fangede hans blik, og smilede til ham. Han smilede igen, og rakte hånden frem mod mig. "Arthur"

Jeg tog hånden, og sagde mit ejet navn. Jeg dumpede ned på stolen ved siden af ham, og betragtede ham. Ja, jeg havde måske en tendens til at stirre. 

 

"Hvorfor er du egentlig her?" kom det pludseligt fra ham. Jeg lo lavmeldt. "Jeg vil bare gerne have det bedste grundlag for at komme væk" Svarede jeg. 

"Ikke med det tørre stykke kridt af en lærer" Svarede han, og vi lo begge. "Hvad med dig?"

 

"Hmmm, nok nogenlunde det samme" Svarede han langsomt, og jeg nikkede. "Men sig mig lige én ting, du kunne da sagtens begå dig på engelsk. Hvorfor er du så her?"

Jeg trak på skuldrene, og forklarede, at jeg nok bare var lidt usikker. Han lo af mig, og jeg så uforstående på ham. "Hvad?"

Han stoppede sin latter, og smilede bare. "Du er bare... Alt for køn til at være usikker" 

Jeg kunne mærke rødmen stige i mine kinder, og jeg så genert ned på mine hænder.

 

Han løftede min hage op, og lagde hovedet på skrå. "Og du ved jeg har ret"

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...