Alt er intet uden dig

William har dumpet Juliet hos sin mor og sit helvede af en lillesøster for over et halvt år siden. Juliet er savner stadigvæk Julie, William og Emma, og hun ved slet ikke hvad hun skal gøre. Selvom hun er kommet over det værste, er der stadig lang vej til at glemme dem helt.
Men ville hun kunne gøre det? Eller vil hun fortsætte med at tro at hendes familie vender tilbage (ihvertfald to af dem)?

0Likes
3Kommentarer
281Visninger
AA

4. Tre B.

"Ahh, folk kan sige hvad de vil, men gymnasiet er og forbliver altså noget..." siger Bella men går i stå.

"Bavl?" prøver jeg at hjælpe.

Vi er på vej ned til cafeteriet og min mave rumler, som bare fanden.

"BAVL! Præcis! Bavl! Bavl, er hvad det er!" siger hun og laver vilde armfagter for at fremvise sin pointe.

"Åhhh kom nu. Rom blev ikke bygget på en dag og spansk er altså ikke særlig nemt, Bells", siger jeg og går ned af trapperne for enden af gangen.

Pludselig mærker jeg en trang og rækker min pung til Bella.

"Hey kan du ikke lige købe en sandwich og en cola til mig?" spørger jeg.

Hun nikker og jeg smiler som tak til hende.

Jeg skynder mig hen til toiletterne og videre ind i en bås.

Da jeg sidder derinde, hører jeg pludselig nogle kvidrestemmer og det er som om jeg kan mærke ondskaben nærme sig.

Amalie. Åhh kan man da ikke få fred et øjeblik.

Jeg vil tro hun har tre af sine håndlangere med.

"Arj Johan er bare så lækker ik?" spørger den ene.

"Jeg håber han dropper hende der, Juliet. Fordi seriøst. Altså... hun er bare en lille pige. Han burde tage en rigtig kvinde. Som dig Amalie." siger anden.

Jeg skynder mig at skylde ud og træde ud af båsen.

Og ud til en fuldstændig uforberedt Amalie, som står med et par sokker i den ene hånd, mens hendes ene bryst ser mindre ud.

Jeg eksploderer af grin.

Jeg går hen og vasker hænder og kigger på hende, mens jeg stadig griner.

Amalie skuler til mig, mens jeg vender mig mod hende.

Jeg sprøjter vandet fra mine hænder, af i hendes ansigt og siger:

"Åhh og du kalder mig en lille pige?" og fortsætter mit evindelige grin.

Hun smiler et falskt smil til mig og nikker til en af hendes håndlangere bag mig.

Jeg vender mig om når kun lige at se den knytnæve der kommer susende imod mig.

Det er svært at sige hvor den ramte eller om hun slog to gange, jeg ved ihvertfald bare at jeg har ondt i gåben og tindingen da jeg falder på gulvet med et dunk.

"Du har ikke set noget, din møgunge. Og nu holder du dig fra Johan, forstået?!", hvæser Amalie og skynder sig ud, uden at vente på svar.

Jeg tager et par dybe indåndinger og rejser mig op.

Er der noget jeg har lært af min tid hos William, så er det, at du altid skal rejse dig op.

Jeg gnider min tinding, mens jeg går fortumlet ud af toilettet.

Jeg kan høre en glad og overskudsagtig fløjten komme imod mig.

Mit hoved drejer instinktivt mod lyden og jeg ser Johan komme gående imod mig, tydeligvis uden at have set mig, mens han kigger ud af vinduet som om han ikke har en eneste bekymring i verden.

Jeg tager mig til hovedet, med den anden hånd også. Det gør fandeme ondt ved kæben og tindingen.

Pludselig ser Johan over på mig og er ikke et sekund om at reagere.

“Juliet? Hvad er der galt? Har du slået dig?” spørger han og tager fat om mine håndled, så han kan se hele mit hoved.

Jeg træder væk og river mine hænder til mig.

Godt nok, er det sjældent jeg underlægger mig kællinger, som Amalie, men jeg gider ikke have ballade.

Hvis William have været her, ville han også have ment at jeg skulle undgå ballade.

“Juliet? Hvad er der i vejen?” spørger han og kigger indtrængende på mig.

“Det… det er ingenting… virkelig, det ikke noget”, siger jeg og tager mig til hovedet igen.

“Juliet, lad mig køre dig på skadestuen. Hvis man har haft hjernerystelser før, kan man altså godt være overfølsom over for det”, siger han roligt og ser bedende på mig.

Vent… hvordan ved han at jeg har haft hjernerystelser før?

Det jo det jeg siger! Duden er creepy!

“Hvordan ved du, at jeg har haft hjernerystelser før?" spørger jeg skulende.

Det er fandeme underligt at han ved så meget om mig.

Han kigger på mig med et mildt blik og siger:

"Juliet, jeg vil dig intet ondt, okay? Jeg ved du har været en masse igennem, men jeg vil dig intet ondt." mens han træder et skridt tættere på mig og skubber mig op mod væggen.

Han er cirka et skridt væk fra mig og jeg kigger til begge sider, men han sætter begge sine hænder ved siden af mit hoved.

"Intet ondt?" siger han og rykker langsomt tættere på mig.

Jeg kigger på ham. Mine øjne siger ja, men min krop udstråler nej.

"Hvis du ikke vil mig noget ondt, så hold dig fra mig." siger jeg og bryder nemt ud af hans 'omfavnelse'.

Jeg kan mærke ham kigge på mig, men jeg fortsætter bare.

Jeg skal ned til Bella.

Nede i kantinen sidder Bella med en fyr ved hver hendes side. Det er Bella i en nøddeskal, tænker jeg og smiler.

“Se! Det er min bedsteven! Snak lidt med hende”, siger hun egentlig for sjov, men jeg kan høre hendes nervøsitet. Hun tiltrækker altid fyrene, men ved bare aldrig hvad hun skal gøre med dem.

Den ene af drengene ser utrolig veltrænet ud. Han er høj og hans stramme langærmede trøje viser at han pumber. Der er noget olivenagtigt over hans hud og hans karseklippede hår er mørkt. Han har en unik øjenfarve, som jeg aldrig har set før.

Den anden virker rimelig normal, af udseende. Han er rimelig bleg, men ikke noget udsædvanligt, og hans kulsorte ‘emo’-hår og utrolig lyseblå øjne, får ham til at se mystisk ud.

“Juliet”, siger jeg og vinker, mens jeg sætter mig ned.

“Andreas”, siger den muskuløse og vinker.

“Emil”, siger den blege og smiler.

“Har du min cola, Bella?” spørger jeg og tager mig til hovedet.

Bella rækker mig min cola og jeg mærker efter om den er kold.

“Hvad har du lavet, Julle? Din kæbe er helt blå”, spørger Bella og lægger hovedet på skrå, af forvirring.

“Jeg… faldt bare på trappen”, siger jeg, men sender hende et blik der siger mere, mens jeg sætter den kolde cola forsigtigt på min kæbe.

“Åhh…” svarer hun for at vise at hun forstår.

“Var der ingen der kunne hjælpe? Det ser ud til at det har gjort meget ondt”, spørger Andreas.

“Nej, men det er fin nok. Jeg kan godt klare mig selv”, svarer jeg venligt.

“Det er da okay at få hjælp en gang imellem”, siger Emil og smiler venligt til mig.

“Ja, det er det vel.” siger jeg,” Bella jeg tror bare jeg går op i klassen, gider du tage min sandwich med?”

“Selvfølgelig. Drenge, gider I ikke lige hjælpe hende? Når hun slår hovedet har hun det med at slå det hårdt. Hver gang. Og lad os nu se, hvis vi er heldige så er det bare slaget.” siger Bella og rejser sig.

Jeg rejser mig også, og Emil og Andreas følger trop.

De står bag mig og jeg ved ikke rigtig hvad de laver, da jeg har travlt med at prøve at finde ud af hvor Bella lige pludselig er forsvundet hen.

“Så kører kareten, frøken”, siger Emil og Andreas og skubber mig op i deres kongestol.

“Arj det havde I altså ik behøvet. I skulle bare gå ved siden af mig og sikrer at jeg ikke faldt nogen steder.” siger jeg og skynder mig at sætte en hånd på hver deres skuldre, så jeg ikke falder af.

“Det skal du ikke tænke på. Lidt gentleman, har man vel lov at være”, svarer Andreas.

“Og hvis du rent faktisk, er så klodset som Bella siger, så er det her da vist også det bedste”, siger Emil og får mig til at grine.

“Jeg tror det her er starten på nogle gode venskaber drenge”, siger jeg da vi er på vej op af trappen.

“... du må altså ikke lade noget ske hende. Det ved du også godt. Det er vores opgave at passe på he-”, hører jeg Bella sige på toppen af trappen.

“Jeg vil jo heller ikke have at der sker hende noget, men hvis vi er over hende 24/7 bliver hun mistænksom.” siger Johan og lyder lidt grødet i stemmen. Splittet, måske endda. Som om han ikke ved hvad han skal gøre.

“Johan? Bella? Hvad snakker I om?” spørger jeg da drengene drejer om hjørnet på trappen.

Bella og Johan kigger på mig, som jeg lige er faldet ned fra mars.

“Vi snakker om… dig. Jeg sagde bare til Johan at hvis han virkelig er så interesseret i dig, som det ligner, skal han altså passe på at du ikke slår dig for meget. Vi kan jo ikke ligge og ralle til skadestuen med dig hele tiden. Vi har for fanden også andet at lave.” svarer Bella hurtigt.

“Wow, nå okay Bella, du da meget venlig hva´?” spørger jeg og griner til hende.

“Undskyld…” siger hun og går ned af trappen mod os” … du ved at jeg bare gerne vil have at du passer bedre på dig selv.”

Drengene sætter mig ned og Bella kommer hen og krammer mig.

“Jeg er bare faldet på toilettet, jeg har ikke haft pistolen for panden, hvad er der med dig?” spørger jeg.

Nu skal hun ikke også begynde at opføre sig underligt.

Hun ryster på hovedet og siger:

“Der er ikke noget, jeg vil bare ikke miste dig. Kom så. Jeg bærer dig til time. Hop op på min ryg”, siger hun og vender sig med ryggen mod mig.

Jeg kigger op af trappen… men ser ingen Johan.

En skuffelse breder sig i min mave, da jeg træder op på første trappetrin.

“Er du klar?” spørger jeg og hopper uden at vente på svar.

“Det her bliver godt. Emil, lad os gå bagved hvis nu en af dem vælter”, siger Andreas jokende til Emil.

Bella pruster og stønner, men begynder straks at gå op af trapperne.

“Jeg vil heller ikke miste dig”, hvisker jeg i Bellas øre.

Jeg kigger mig tilbage efter Johan, men han er der stadig ikke.

“Du har egentlig en meget stor røv Bella”, siger Andreas pludselig og Emil knækker sammen af grin.

“Hold dog kæft!” råber Bella grinende.

Jeg smiler. Jeg tror at de her to drenge vil være en perfekt forøgelse i mig og Bellas vennekreds.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...