Alt er intet uden dig

William har dumpet Juliet hos sin mor og sit helvede af en lillesøster for over et halvt år siden. Juliet er savner stadigvæk Julie, William og Emma, og hun ved slet ikke hvad hun skal gøre. Selvom hun er kommet over det værste, er der stadig lang vej til at glemme dem helt.
Men ville hun kunne gøre det? Eller vil hun fortsætte med at tro at hendes familie vender tilbage (ihvertfald to af dem)?

0Likes
3Kommentarer
232Visninger
AA

1. Ny start!

“Kom nu! Jeg kommer for sent!” siger jeg til min mor, der drøner afsted for nå det.

“Tja… se sådan her på det: hvis de hader dig for at komme for sent en enkelt gang, så er der så mange andre skoler, du kan gå på”, siger hun roligt, helt upåvirket af at jeg er ved at komme for sent på min første skoledag, på Ribe gymnasium.

“Jamen det er her, jeg vil gå! Jeg ville ikke ligefrem gøre et godt førstehåndsindtryk ved at komme for sent”, siger jeg ophidset.

“Slap du nu bare helt af.” siger hun igen helt roligt og kører ind til siden ved skolen.

“Hav en god dag.”

“I lige måde!” siger jeg hurtigt, og springer ud af døren og er ved at vælte over mine egne ben.

Hvor elegant.

Jeg har heldigvis været her før og ved hvor jeg skal gå hen.

Der skal være et ‘velkomst’-møde jeg skal være med til, i kantinen og den ved jeg heldigvis hvor ligger.

Jeg skynder mig ind af den røde dør, som jeg gik ind ad for et par år siden, da jeg var på brobygning her.

Jeg ved den fører ind til kantinen, så jeg skynder mig bare ned af gangen og drejer til venstre og… står lige ved opgangen til scenen.

Hvor mødet er gået i gang. Og hvor hele publikum kan se mig.

Alle kigger på mig… åhh nej det kan jeg slet ikke klare.

Jeg nikker undskyldende til læreren på scenen og skynder mig ned bagerst i salen.

Der er en fri plads bagerst, den tager jeg.

Ved siden af den frie plads er der en dreng… som sidder fordybet i hans notesblok foran ham. Jeg er helt opslugt af ham. Jeg ved egentlig ikke hvorfor… der er bare noget over ham.

Jeg er halvvejs nede ved ham, da han kigger op og ser direkte på mig.

Jeg kigger forlegent ned i gulvet og går hurtigere hen til ham og sætter mig ved siden af ham.

Hans briller, hvide T-shirt, blonde hår, blå øjne, grå hue og baggy jeans fik ham faktisk til at se lidt rå ud på afstand, men tæt på ser han ualmindelig venlig ud.

Han ser ud til at han sagtens kunne gå på andet, eller måske endda tredje år.  

Jeg kan mærke han kigger lidt over mod mig, men han drejer ikke hovedet helt over mod mig.

Jeg kigger på hans notesblok og ser en masse røde tulipaner, som er… ærligt indrømmet, virkelig godt tegnet.

Jeg smiler for mig selv. Rød tulipan er min yndlings blomst.

“Kan du lide den?” hvisker han høfligt.

Jeg kigger ham i øjnene og mærker en varme flyde helt ud i fingerspidserne på mig.

“Det er virkelig godt tegnet, ja”, svarer jeg.

“Mange tak”, siger han og smiler til mig.

Jeg kigger op på foredraget og opdager, at jeg slet ikke aner hvem det er, deroppe på scenen.

“Hey må jeg spørge dig om noget?” hvisker jeg til ham.

“Det gjorde du lige”, svarer han med et smil og bøjer sig ned efter sin taske.

“Hvem er det, deroppe?” spørger jeg og peger op på scenen.

“Hvis jeg vidste det…” hvisker han med et suk og retter sig op med sin taske i skødet,”... havde jeg sagsøgt vedkommende. Det her er tortur for fantasien, ikke?”

Jeg trækker på skuldrene.

“Det har du vel ret i.” siger jeg og læner mig tilbage og ser udover publikummet.

Der er nogle piger nogle rækker længere fremme, der kigger på os. De kigger på os med et… underligt, nærmest med væmmelse eller foragt i blikket. Men de kigger hurtigt væk, da de ser at jeg har set dem.

“Det skal du ikke tage dig af. De kigger lidt underligt, men… ja den korte historie er, at det ikke alle steder, hvor folk som mig, er accepterede.” siger han og hiver en dobbel twix op af sin taske.

“Folk som dig?” spørger jeg forsigtigt, med let forvirret grimasse.

“Anderledes mennesker søtte”, siger han på klingende sønderjysk og får mig til at grine.

“Jamen så er vi to, der er anderledes”, siger jeg smilende til ham og rækker min hånd frem,”Juliet.”

Han smiler til mig og åbner sin twix.

“Hvor romantisk, Juliet”, siger han og ryster min hånd og sender et sus igennem mig da han rører mig,”Johan her.”

“Hvor godt gammeldags”, siger jeg drillende til ham.

“Ja, vi kan jo ikke alle have et så romantisk navn, vel søtte?” siger han drillende og rækker mig en twix,”vil du have en?”

“Må vi godt det?” spørger jeg usikkert.

“Det er en kantine. Og hvis, det så endelig er, og vi rent faktisk ikke måtte æde en bette twix, så kan vi spille ludo i fængslet sammen.” siger han og smiler sødt til mig igen.

Jeg griner, tager twix’en og siger:

“Du er nu min partner in crime. Og tak.”

“Ingen årsag”, svarer han.

“Skål”, siger jeg og slår min twix mod hans.

“For originalitet”, svarer han og blinker til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...