In Pain? Just Smile.

Prøv at forestil dig det - fra en dag, til en anden, vågner du op, og ikke længere kan gå, knapt nok stå på dine ben. Det lyder surrealistisk, gør det ikke? Hvorfor forestille sig sådan, når sandheden jo er, at du bare kan rejse dig, gå og løbe så langt du vil? Det med at vågne, og ikke længere kunne gå, det er ikke noget der sker. Så forestil dig det, at det er sådan det er. Forestil dig at lægerne tager et helt år, om at finde ud af hvad pokker der er galt. Forestil dig, at gå med smerter hver eneste dag i benene, uden at kunne gøre noget ved det, du kan kigge på alle andre, der gør alt det, du ikke kan. Forestil dig at vokse op med det.

Det lyder forfærdeligt gør det ikke? Det lyder som noget ikke kan foregå i denne tid, noget der ikke kan ske for normale mennesker. Men det sker, i dagens Danmark, for normale mennesker.

Det her, er mit liv. I dag er jeg 15 år gammel - men historien starter længe inden.

5Likes
8Kommentarer
576Visninger
AA

12. ► Mor, jeg har ondt

Jeg sukker og går ind af døren. ,, Mor, jeg er hjemme!" Jeg smider tasken i gangen, og mærker, igen i dag, hvordan at tårene baner sig vej til min øjenkrog, da min mor kommer gående. ,, Liva, hvad er der sket i dag?" 

Det er blevet normalt det her, at jeg kommer grædende hjem fra skole, og bruger den første halve time på at græde og fortælle min mor om min dag, som aldrig har været særlig god.

I dag har været anderledes. ,, Mor?" slutter jeg stille af, og tørre øjnene.

,, Ja Liva?".

,, Jeg havde ondt i dag.. Rigtig ondt." 

Jeg ser ned på mine fødder, og tænker over hvor smart det kunne være at købe et nyt par fødder på Gul&Gratis eller DBA - det ville løse mange af mine problemer. Sandheden er, jeg har haft ondt i et par dage - jeg har bare ikke villet fortælle min mor det.

,, Det skal nok gå over." Hun smiler og jeg smiler tilbage, tørre øjnene igen, for at gå ind på værelset. 

I mit hoved runger Bella's ord stadig. Jeg kan ikke holde hende ud, hvorfor skal vi sidde ved siden af hinanden? Hun er forfærdelig. Vi har fået nye pladser i skolen. Jeg endte ved siden af Bella, igen for 3 gang i det her skoleår. Jeg kunne ikke lide hende, hun kunne ikke lide mig, fair nok. Men det faktum at hun går og siger det højt, skaber om end mere modvillighed til mig. Nu bliver jeg bare set som en sur kælling istedet for.

Timerne går, og jeg gemmer mig på værelset, gemmer mig bag min computerskærm, som altid. Vi spiser om aftenen, og da jeg går ind til aftenkaffe endnu senere, bliver jeg forskrækket. ,, Mor! " Jeg mærker mit ben knække sammen under mig, og den kaskade af smerte der bliver sendt fra min fod til min hjerne får mig til at græde.

,, Jeg har så ondt!" Jeg piver, og forsøger at hive mig op fra gulvet, hvor min mor og far står klar til at hjælpe.Jeg ser på min mor. ,, .. Vi skal ringe til hospitalet - du skal have en tid hurtigst muligt!" Jeg nikker, og kæmper mig op , og prøver at støtte på foden igen, med samme kaskade af smerte, så min far hjælper mig hen til sofaen hvor tårerne igen render ned af kinderne. 

,,  Jeg vidste det ville komme.." 

Min mor ser på mig, og jeg gemmer hovedet væk. Ondt - igen.. Meget ondt endda.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...