In Pain? Just Smile.

Prøv at forestil dig det - fra en dag, til en anden, vågner du op, og ikke længere kan gå, knapt nok stå på dine ben. Det lyder surrealistisk, gør det ikke? Hvorfor forestille sig sådan, når sandheden jo er, at du bare kan rejse dig, gå og løbe så langt du vil? Det med at vågne, og ikke længere kunne gå, det er ikke noget der sker. Så forestil dig det, at det er sådan det er. Forestil dig at lægerne tager et helt år, om at finde ud af hvad pokker der er galt. Forestil dig, at gå med smerter hver eneste dag i benene, uden at kunne gøre noget ved det, du kan kigge på alle andre, der gør alt det, du ikke kan. Forestil dig at vokse op med det.

Det lyder forfærdeligt gør det ikke? Det lyder som noget ikke kan foregå i denne tid, noget der ikke kan ske for normale mennesker. Men det sker, i dagens Danmark, for normale mennesker.

Det her, er mit liv. I dag er jeg 15 år gammel - men historien starter længe inden.

5Likes
8Kommentarer
567Visninger
AA

8. ► Fri

Jeg griner, og går med et stort smil ned af gangen, ved min mors side - og da vi er kommet udenfor sygehuset, så kan jeg heller ikke holde mund længere. Jeg er fri, fri for den her forbandede sygdom, der har været en del af mit liv så længe!

,, Tænk dig mor! Om et halvt år, så er jeg rask!" Jeg fjoller rundt og laver spjæt, og ser overhovedet ikke det mutte blik i min mors øjne, der viser sig så snart jeg ser væk.

,, Ja Liva, nu må vi jo se - der kan nå at ske meget på et halvt år..." Mere når hun ikke at sige, før at jeg afbryder, lidt mere snerrende end det var ment. ,, Hvad skulle der ske mor? Du hørte selv Christian! TO ÅR har jeg været uden aktivitet - bare fordi de tager medicinen fra mig, burde det ikke gøre nogen forskel! I teorien er jeg jo rask!" Jeg har altid været god til at læse mellem linjerne og sådan som Christian fremsatte det, lyder jeg rask! Det er altid min mor der sætter en stopper for min glæde, haha.

Hun siger ikke noget, følger mig bare ned til bilen som hun låser op, og vi sætter os ind. Hende på forsædet, mig på bagsædet, omgivet af min computer, dyne, pude, og mine twilight bøger. Og da starter turen hjem da også - vi siger ikke noget i meget længe. Jeg tager høretelefoner i ørene, og tager den tredje twilight bog op på skødet - der er to timer hjem, jeg skal nok få den læst. 

Jeg hører ikke noget fra min mor, før at bilen slukkes, og hun rømmer sig med et smil, og jeg ser op fra bogen. Vi holder på en rasteplads, og skal ind og spise. Jeg smiler stort og tager høretelefonerne ud af ørene, og hopper ud af bilen. Vi snakker ikke så meget, på vej derned, og da vi når derind, tager vi det sædvanlige, og sætter os. Det er mærkeligt.. Det er normalt for mig at vi skal herind og spise på vejen hjem, og mindst ligeså normalt at vi skal have slik med ud i bilen når vi har spist. Dengang jeg var mindre var det for at give mig en god oplevelse, med det at skulle til læge - nu? Nu er det bare, en tradition. 

Vi spiser i stilhed, og da vi er færdige, får jeg penge af mor til at gå ind og købe slik - en pose engelske vingummier til hende, og skumbananer til mig, og inden jeg har set mig om, sidder vi i bilen på vej hjem igen. Tankerne der flyver i mit hoved, er glade. De råber om kamp om at jeg kan tage tilbage til skolen, og vise dem at hey, jeg er rask! Jeg kan fandme det samme som de kan!

Min mor synger med på en tilfældig sang i radioen og jeg smiler fjoget, og læser videre i min bog - og opfatter faktisk ikke mere, før vi holder hjemme i indkørslen. 

,, Er far hjemme?" Jeg ser om, efter hans bil, og smiler stort da hans bil holder i indkørslen. ,, Smut du ind og fortæl ham de store nyheder.." Jeg hører ikke engang halvdelen af hendes ord, før at jeg er ude af bilen og spurtet over til huset, og ind for at finde ham. ,, Far?!" kalder jeg glad, og tager skoene af. 

Der er lave lyde fra et tv og jeg griner da jeg finder ham på sofaen, præcis som forventet. ,, Hej lille put! Hvad så, jeg synes du smiler så stort?" Jeg kan høre min mor komme ind, og jeg går hen i sofaen og sætter mig. 

,, Lægerne siger jeg næsten er rask!" udbryder jeg og ser glad på min far.

,, Ahva?!" min far måber, med et smil om læberne, og kigger op på min mor.

,, Jo ser du.." starter hun, og sætter sig ned ved siden af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...