In Pain? Just Smile.

Prøv at forestil dig det - fra en dag, til en anden, vågner du op, og ikke længere kan gå, knapt nok stå på dine ben. Det lyder surrealistisk, gør det ikke? Hvorfor forestille sig sådan, når sandheden jo er, at du bare kan rejse dig, gå og løbe så langt du vil? Det med at vågne, og ikke længere kunne gå, det er ikke noget der sker. Så forestil dig det, at det er sådan det er. Forestil dig at lægerne tager et helt år, om at finde ud af hvad pokker der er galt. Forestil dig, at gå med smerter hver eneste dag i benene, uden at kunne gøre noget ved det, du kan kigge på alle andre, der gør alt det, du ikke kan. Forestil dig at vokse op med det.

Det lyder forfærdeligt gør det ikke? Det lyder som noget ikke kan foregå i denne tid, noget der ikke kan ske for normale mennesker. Men det sker, i dagens Danmark, for normale mennesker.

Det her, er mit liv. I dag er jeg 15 år gammel - men historien starter længe inden.

5Likes
8Kommentarer
572Visninger
AA

3. ► Fra det ene hospital til et andet.

Efter denne dag, forandrede livet sig forfærdelig meget hjemme hos os. Jeg tror min bror og søster følte sig glemt, for vores forældre fik jo - sjovt nok - travlt med at finde ud af hvad pokker der var galt med mig.

Jeg husker intet fra det første sygehus vi var på - om det kan skyldes at jeg kun var 2-4 år på dette tidspunkt, kan godt være. Min mor har fortalt mig, at de startede med at give min storebror Nicolai skylden - de mente at han havde stampet på mit ben, og smadret en plade inde i mit ben. Noget vrøvl hvis du spørger mig. Min far har fortalt mig at de gav mig malaria medicin, og andet forkert medicin. Min mor har forklaret, at de tog et helt år om at finde ud af hvad jeg fejlede.

Mine forældre og jeg fik diagnosen "juvenil idiopatisk artrit" på dansk kaldet børneleddegigt.

Jeg husker små glimt fra dengang jeg var så lille. Små glimt jeg har set i drømme, eller skulle jeg nærmere kalde dem for mareridt. Jeg husker at jeg havde gips på venstre ben, helt op til knæet, jeg husker hvordan jeg faldt ned af trappen fordi jeg ikke kunne håndtere gipsen.  Jeg fik taget blodprøver rimelig  tit, allerede dengang. Min mor har forklaret mig at dengang skulle der 6 personer til at holde mig - og en til at stikke mig, fordi de ikke kunne ramme min blodåre, og fordi jeg jo ikke synes det var særlig rart, at blive stukket i, igen og igen.

Mine forældre bad mine daværende læger om at få mig forflyttet, til et hospital i Århus. De tidligste konsultationer fra det andet sygehus, er fra jeg var 4 år gammel. De fik stoppet mit gamle medicin, startede mig op på noget nyt - og inden for et rimeligt tidsrum - var jeg faktisk rimelig stabil, og uden smerter.

 

Herfra, springer vi frem i tiden - ca. frem til at jeg er 10 år gammel. Senere vil historien springe igen. Jeg håber i er klar til at give det hele et forsøg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...