In Pain? Just Smile.

Prøv at forestil dig det - fra en dag, til en anden, vågner du op, og ikke længere kan gå, knapt nok stå på dine ben. Det lyder surrealistisk, gør det ikke? Hvorfor forestille sig sådan, når sandheden jo er, at du bare kan rejse dig, gå og løbe så langt du vil? Det med at vågne, og ikke længere kunne gå, det er ikke noget der sker. Så forestil dig det, at det er sådan det er. Forestil dig at lægerne tager et helt år, om at finde ud af hvad pokker der er galt. Forestil dig, at gå med smerter hver eneste dag i benene, uden at kunne gøre noget ved det, du kan kigge på alle andre, der gør alt det, du ikke kan. Forestil dig at vokse op med det.

Det lyder forfærdeligt gør det ikke? Det lyder som noget ikke kan foregå i denne tid, noget der ikke kan ske for normale mennesker. Men det sker, i dagens Danmark, for normale mennesker.

Det her, er mit liv. I dag er jeg 15 år gammel - men historien starter længe inden.

5Likes
8Kommentarer
583Visninger
AA

11. ►1 uge, 2 uger, 3 ..

Dagene gik og egentlig burde jeg jo have været glad - på under en uge, var jeg blevet fritaget fra al min medicin, og kunne faktisk, næsten kalde mig en normal pige- hvis vi ser bort fra at jeg stadig ikke kunne alt det som alle andre kan. Men.. problemet var, at jeg ikke var glad - for selvom jeg blev erklæret rask, ville det jo ikke gøre nogen forskel - jeg ville stadig have svært ved ting..

Dagene blev til uger, og min mor og far blev gladere for hver dag der gik, hver dag jeg ikke havde ondt - mig? Jeg gik bare og ventede på smerterne ville vende tilbage. For selvfølgelig ville de det. Som Anna sagde - det er en kronisk sygdom, det er ikke bare noget du vokser fra. Selvfølgelig ville smerterne vende tilbage.

 

Der gik en uge, 2 uger, 3, 4, ja der gik faktisk 5 uger inden det gik galt - men da det først gik galt - så ramlede alt også bare, på én gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...