Call Me At The Kickoff

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2014
  • Opdateret: 23 sep. 2014
  • Status: Igang
Tag dén her, lille Giullermo Ochoa x3
Jeg er den 23-årige Gabriella Tower. Jeg har aldrig før hørt om dig, men min mor, Valentina Tower, arbejder som manager for dig, har kontakt med dig. Til min 24-års fødselsdag inviterer hun dig med til festen, uden at jeg ved det. Jeg bliver lidt for fuld til festen og bliver voldelig. Min mor bliver sur over min opførsel og låser mig inde på toilettet, til jeg er kommet på bedre tanker. Du aner ikke, hvad du skal gøre, så du går hjem. Din kæreste er ikke hjemme. Hun har lagt en besked. Hun er skredet. Du føler dig rastløs, og du ved ikke, hvad du skal gøre. Du ringer til min mor, da du vil snakke, men du får fat i mig i stedet for. Du lægger på, men ringer igen et par timer efter. Du begynder at spørge mig ud. Jeg svarer dig. Vi aftaler at mødes til en kamp. Min mor begynder at blive mistænksom, da jeg går uden at sige farvel. Han henter mig på hans motorcykel . Nu kan kampen begynde. Men hvordan vil det gå? Vil de vinde eller tabe?

4Likes
2Kommentarer
999Visninger
AA

8. Fede byduer

Hvori min mor viser mig min telefonregning, og jeg taber riskikskrummer på gaden, hvilket fører til en hel kæde af begivenheder.

 

Omkring klokken ni næste morgen blev jeg vækket af en højlydt banken på min dør. Jeg begravede hovedet i puden for at få fred. Men det fik jeg ikke. Et sted inden i mig jublede højlydt, da jeg hørte klikket fra en nøgle, der blev drejet rundt og smældet, da døren smækkede ind i væggen. Min mor kom ind. Jeg trak hurtigt min dyne over mig, så mor ikke kunne se, at jeg lå i min kjole i sengen. Hun gik helt hen til mig. "Godmorgen, skat. Har man sovet godt og angret sin lille forbrydelse?"

Efter et hurtigt blik over dynekanten kunne jeg konstatere, at min mor havde puttet et smørret smil på. Min mor plejede aldrig at smile sådan, kunstigt og stift, så jeg vidste straks, at der var noget galt. Hun bøjede sig ned over mig. Hun lugtede af kaffe. Jeg holdt mig for næsen. "Hizaaa!"

Jeg fløj chokeret op, da min mor rev dynen af mig med et snuptag. Inden jeg kunne nå at trække dynen tilbage,havde min mor opdaget min pallietminikjole. Hendes smil stivnede. "Du ved da godt, at man ikke sover i sine festkjoler?"

Hun sendte mig et bebrejdende blik, inden hun hev mig op at stå. "Du går ud på badeværelset nu og tager den kjole af. Så vasker du dig, tager noget ordenligt tøj på og går ned i køkkenet. Så har jeg en overraskelse til dig."

Jeg humpede ud på badeværelset med sovende ben. Der var helt sikkert noget helt galt her.

~~~

De næste fem minutter kom jeg til at fortryde inderligt, at jeg var gået ned i køkkenet. Min mor stod dernede med et hvidt brev. Jeg satte mig ved køkkenbordet og så mor lirke brevet op med en kniv. Inderst inde håbede jeg, at det var fra Guillermo. Mit håb brast, da mit teleselskabs logo kom til syne i hjørnet af brevet. Det var altså en regning. Min mor fiskede brevet op og smed det i skødet på mig. Jeg læste det hurtigt igennem. Brevet blev indledt af det sædvanlige ligegyldige snak vattet ind i diverse højtidelige ord. Det gad jeg ikke bruge tid på, så jeg fortsatte ned til skemaet. Her begyndte det at blive skæbnesvangert.

 

Datatrafik: 1,2 GB = 300 £*

Overskredet månedlig grænse: 300 £

 

De mange nuller fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeg skyndte mig at skimme skemaet videre. Ét punkt fangede mit blik:

 

Samlet opkaldstid: 3,5 time = 600 £

Opkaldsoversigt:

7/6 kl. 13:29:  1 time

13/8 kl. 15:18: 1 time

29/9 kl. 16:24: 1 time

4/10 kl. 22:30: 30 minutter

 

Da min mor så, at jeg havde set skemaet, rev hun brevet fra mig og pegede på opkaldet, der var dateret til i går.

"Hvordan vil du forklare dét der?" sagde hun. Hun lød vred.

Jeg gabte. "Det var bare Nina.. hun havde brug for mig.. for at tale."

Min mor fnyste. "Klokken halv elleve om aftenen?"

Jeg gloede tomt på hende. "Jah."

Hun tog brevet og lagde det sammen på midten. "Skal du ikke snart til at betale dine egne regninger?" spurgte hun.

Jeg lænede mig op af den kolde væg. "Jah."

Mor lagde regningen hen på køleskabet og begyndte at gå ud af køkkenet. På dørtrinnet vendte hun sig om.

"Prøv at spare lidt på vores penge, okay?"

Jeg nikkede beklemt.

"Hvad vil du nu?"

Jeg gabte igen.

"Jeg vil spise morgenmad, og så vil jeg gå en tur."

Mor nikkede.

"Det er i orden."

Jeg smilede. "Hvad vil du så?"

"Jeg vil gå om i køkkenhaven og arbejde. Vejret er til det, og det er længe siden.."

Jeg nikkede, og hun gik.

Så kikkede jeg i skabet efter noget spiseligt.

Jeg fandt en riskiks, som jeg knækkede i mindre stykker og gik udenfor.

Jeg gik ud i det travle bybillede for at se efter Guillermo.

Han havde ikke sagt, hvornår han kom, eller hvordan hans motorcykel så ud.

Han kunnne være hvor som helst.

Mens jeg ventede, trak jeg mig tilbage i en opgang med riskikskrummerne i lommen på min hættetrøje. På et tidspunkt kom der en ung mor med to små børn gående hen mod mig. Moren stirrede underligt på mig, og inden længe gik det op for mig, at jeg stod foran døren til deres hus. Uden at spekulere yderligere over, hvorfor i al verden en familie med små børn levede i et hus i en nusset opgang, flyttede jeg mig så hurtigt jeg kunne, uden at komme til at tabe riskikskrummerne på fortovet og dermed ligne en idiot. Det skete imidlertid, og inden jeg fik set mig om, landede to store og fede byduer, der ikke havde øje for andet end krummerne. Den unge mor gloede forundret på mig. Den yngste af hendes børn, en pige, der ikke så ud til at være mere end fire år gammel, stod og klamrede sig til sin mors ben, mens hun lige så forundret betragtede sin storebror, der nysgerrigt havde gået hen til krummerne og stod og samlede dem op. Den lille dreng så ud til at have kontrol over situationen, så jeg undlod at gøre noget, men betragtede ham bare tavst, mens han tålmodigt samlede alle krummerne sammen. Da han havde fyldt sin lille hånd med krummer for øjnene af de to fede duer, der stod og gloede og viftede med halefjerene, gik han hen til mig og rakte hånden ud, så jeg kunne tage dem. Jeg kikkede mig rundt for at se, om nogen havde været vidne til denne sære forestilling. Men inden jeg havde taget mig sammen til at tage krummerne, gik den ene af duerne amok. Den lettede,kæmpede sig op til drengens hånd og begyndte at hakke i hånden med sit næb, indtil drengen skreg og slap krummerne, blændet af smerte. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg stod bare og ventede på, at moren skulle tage drengen ved hånden, sende mig et vredt blik og hale børnene væk, hvilket hun gjorde et halvt sekund efter.

Jeg kikkede efter dem et stykke tid, inden duerne tog opmærksomheden. De var begyndt at hakke på mine snørebånd. Jeg sparkede ud efter dem, så de løb væk, og gik så langsomt ud af opgangen. Lidt efter så jeg en gul motorcykel komme kørende. Føreren gjorde holdt og tog sin grønne hjelm af. En velkendt krøllemanke kom til syne efterfulgt af et bredt smil. Guillermo bankede på lædersædet bag sig som tegn på, at jeg kunne stige op og rakte mig en hjelm. Jeg tog de på, satte mig op og lagde armene om hans mave, mens han speedede op. Han smilede igen, inden han vendte blikket mod vejen og begyndte at køre. Jeg lukkede øjnene. Det her skulle nok blive godt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...