Call Me At The Kickoff

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2014
  • Opdateret: 23 sep. 2014
  • Status: Igang
Tag dén her, lille Giullermo Ochoa x3
Jeg er den 23-årige Gabriella Tower. Jeg har aldrig før hørt om dig, men min mor, Valentina Tower, arbejder som manager for dig, har kontakt med dig. Til min 24-års fødselsdag inviterer hun dig med til festen, uden at jeg ved det. Jeg bliver lidt for fuld til festen og bliver voldelig. Min mor bliver sur over min opførsel og låser mig inde på toilettet, til jeg er kommet på bedre tanker. Du aner ikke, hvad du skal gøre, så du går hjem. Din kæreste er ikke hjemme. Hun har lagt en besked. Hun er skredet. Du føler dig rastløs, og du ved ikke, hvad du skal gøre. Du ringer til min mor, da du vil snakke, men du får fat i mig i stedet for. Du lægger på, men ringer igen et par timer efter. Du begynder at spørge mig ud. Jeg svarer dig. Vi aftaler at mødes til en kamp. Min mor begynder at blive mistænksom, da jeg går uden at sige farvel. Han henter mig på hans motorcykel . Nu kan kampen begynde. Men hvordan vil det gå? Vil de vinde eller tabe?

4Likes
2Kommentarer
989Visninger
AA

26. Bare venner

Da jeg vågnede, vuderede jeg det til at være midt om natten. Jeg løftede forsigtigt dynen og rakte ud efter min telefon, der lå på natbordet et lille stykke fra sengen. En pludselig lyd forskrækkede mig og fik mig til at feje telefonen ned på gulvet. Den landede med et hult bump på trægulvet. Jeg bed mig i læben og lænede mig forsigtigt ud over kanten for at nå ned til den. Så faldt jeg ned på gulvet. Mit hoved ramte natbordet. Jeg lukkede øjnene og prøvede at ignorere smerten. Jeg hørte, at Guillermo satte sig op i sengen og tændte lyset. 

Jeg hørte, hvordan han rejste sig op. Han gik med stille skridt hen til og tog fat i min hånd. Jeg gjorde mig så slap så muligt, bare for at kunne mærke hans muskler arbejde. Han løftede mig op i albuerne og stod så et øjeblik, helt stille, med min ryg mod hans brystkasse. Jeg kunne mærke hans hjerte slå. Han åndede hurtigt. 

"Okay? Vil du ikke lige.." 

"Ja.. ja.. det.. jeg ved ikke, hvad jeg tænkte."

Jeg børstede støv af min natkjole og kikkede på ham med et lumsk smil. "Det tror jeg godt, jeg ved."

Jeg kunne se, at han blev rød i hovedet. Så grinede han. "Din lille tankelæser.. nu skal jeg.."

 

"Nej, nej, lad være.." hvinede jeg. Jeg vidste ikke, hvad han ville gøre nu, men jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive ekstremt akavet.

Han væltede mig omkuld på sengen. "Nej? Hvad.. Guillerm..?"

Han svarede ikke. Han lænede sig bare ind over mig. Og så kyssede vi.

 

Det føltes ikke akavet eller forkert. Det føltes helt rigtigt, og hans hænder gled ned ag min ryg, nussede mig op af rygsøjlen og samlede sig så i min nakke. Han hev fast i mit hår, legede med det, tog et fast greb om det, hev mit ansigt tættere på, så hårdt, at vores tænder skurrede mod hinanden. Jeg mistede al sans for verden, min verden bestod af ham, kun ham. Hans hår kildede min pande, føltes som filt. Jeg sukkede, gre fat om hans hofter, prøvede at vælte ham omkuld med en opbydning af alle mine kræfter. Han så på mig. Dybt ind i øjnene. Hans brune øjne fik mig til at smelte som chokolade på en pande, og alt hvad jeg ønskede i dette øjelik, var at være hos ham for evigt. Jeg glemte tid og sted og lukkede øjnene, mens han langsomt lod sine hænder glide hen af min krop. 

Han tumlede op oven på mig. Han var tung, og det føltes lidt, som om jeg blev mast flad, men jeg var ligeglad. Hver eneste celle i min krop skreg på ham, mens han kyssede mig igen, denne gang opfordrende og rebelsk. Jeg nød det, det gjorde jeg. Jeg var lige ved at spørge ham, om han havde prøvet det før, da han virkede professionel, men jeg holdt det tilbage. Dette var et magisk øjeblik, der ikke kunne tåle at blive afbrudt.

 

Jeg havde ikke tid på, hvor længe vi lå der, helt stille i hinandens favn og så hinanden i øjnene.Min hjerne skreg efter mere, men han var begyndt at trække sig tilbage og blive fjern. Pludselig tog han sine arme til sig og satte ig op i sengen. Rejste sig så brat op, som havde han hørt en lyd. Hans hænder fløj ned til buksegylpen. Da han fandt ud af, at den var lukket, stønnede han frustreret og forsøgte at rette nogle af folderne på hans T-Shirt ud. 

Jeg spurgte ham stille, hvad der var galt. han bandede og vendte sig mod mig. 

"Liza kommer Jeg har lige hørt hendes bil nede i indkørslen. Hun kommer, og hvis du ikke går, så.."

Jeg nikkede forstående og rejste mig op. "Har du et skab eller noget, jeg kan gemme mig i?"

Han pegede hen mod et babyblåt skab henne i hjørnet af rummet, bag døren.

Han gennede mig derind. "Skabet her er lige bag døren, så når døren går op og smækker mod skabet, så kan du måske høre et højt bump, når døren smækker ind. Bliv ikke forskrækket, og lov mig, at du ikke siger en lyd, for hun må ikke opdage dig." 

Så lukkede han skabsdøren, og jeg var overladt til et hjælpeløst mørke. Øjeblikket efter smækkede døren ind mod skabet. Jeg holdt vejret. "Guillermo?" sagde hun. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...